Anmeldelse: Restaurant ET – franske bistroklassikere til perfektion

Anmeldelser 9. januar, 2013 8 Kommentarer

København er vores parlamentariske såvel som gastronomiske hovedstad; men der findes også en række gode steder i landets næststørste by, Aarhus. Hvis du fortsætter forbi rækken af ensartede caféer og restauranter ved Åboulevarden, kommer du vil Restaurant ET, der ligger over for Europa-huset, der, da det blev færdigbygget i 1959, var Aarhus højeste bygning med sine 40 meters højde. Restaurant ET holder sig på jorden, både hvad angår etage og attitude. Her er altid en behagelig og afslappet stemning hos personalet, der udviser stor professionalisme i alle henseender. Jeg har efterhånden spist på ET en god håndfuld gange, og efter mit seneste måltid, en frokost i december, synes jeg, at det var blevet tid til en anmeldelse.

Læs også: noma – en oplevelse for livet – første del

Restaurant ET er indbegrebet af det franske køkken med alle de gode, gamle klassikere såsom fransk fiskesuppe, foie gras, tatar og confit de canard. Herudover har de en afdeling på menukortet med variationer over de samme klassiske elementer fra bistrokøkkenet. Begge dele mestrer ET, som fortjent blev kåret til årets bistro i Den Danske Spiseguide anno 2011.

Herlig, fedmefuld puligny-montrachet, som ligeledes havde den friske syre, der skabte balancen.
Herlig, fedmefuld puligny-montrachet, som ligeledes havde den friske syre, der skabte balancen.

Min medspiser og jeg var i humør til hvid bourgogne (hvornår er man ikke det?), men vi kunne ikke helt bestemme, hvad der ville passe bedst til de to retter, vi havde bestilt. I sådan et tilfælde er det ren luksus at kunne blive betjent af vinderen af Årets Gericke 2012 i kategorien ’Betjening’, Sabina Drachmann Sunne. Ud over at være en behagelig og opmærksom tjener er hun yderst kompetent på vinfronten, og hun foreslog Poligny-Montrachet Premier Cru – Les Clavoillons 2006 fra Domaine Alain Chavy (808 kroner). Masser af fedme, smør og nødder, men i lige så høj grad en friskhed, syre og spændstighed, som gjorde den yderst drikkelig – og med en lang, lang eftersmag.

Læs også: Elegant bistrokøkken på Restaurant Oubæk

ETs vinkort er yderst velassorteret med et hav af spændende franske vine, så et besøg på ET kan i høj grad anbefales til vinnørder også – også dem, der går efter de såkaldt naturlige vine.

Vi var begge i stemning til råvarer fra havet, og vi lagde ud men en sand bistrodarling, klassisk fiskesuppe med brødcrouton, revet gruyère og aïoli (108 kroner). Ved bordet blev retten serveret i en dyb tallerken uden suppen, så vi kunne se, hvad retten bestod af. Veltilberedte stykker torsk, ditto blåmuslinger og et ordentligt bæst af en reje lå i en nydelig treenighed, for derefter at blive overhældt med den rødbrune suppe, som afgjort nærmere sig bisquestadiet, for den smagte kraftigt igennem af skaller fra diverse skaldyr. Lækkert. Eneste anke var de store duske af persille og dild, som jeg, selv om fransk fiskesuppe er en rustik ret, havde foretrukket at få over retten i en hakket udgave, så urterne havde integreret sig bedre i retten, som overordnet var særdeles vellykket. Desuden skylder jeg at nævne den revne gruyère, som var af god kvalitet.

En fin anretning, der bød på masser af saft og kraft.
En fin anretning, der bød på masser af saft og kraft.
Den obligatoriske - og rundhåndede - overhældning af suppe ved bordet.
Den obligatoriske – og rundhåndede – overhældning af suppe ved bordet.

Puligny-montrachet’en, gjorde det fortrinligt til retten, hvor den med sin syre og spændstighed skar igennem de mange fede elementer i fiskesuppen.

Læs også: Anmeldelse af Retour

Efter denne solide forret skulle vi videre til hovedretten, endnu en velvoksen portion. Ristet torskeryg a la basquaise med muslingesauce og salat (228 kroner). ”Basquaise” referer til det baskiske køkken, hvor denne ret oftest har et fundament bestående af tomater og peberfrugter. Og det var netop, hvad torsken lå på, en bund af rød, sødmefuld peberfrugt og tomater. Selve torsken var stegt til p e r f e k t i o n med store flager, der faldt fra hinanden, mens kødet endnu netop var glasklart i sit udseende. Fældede jeg en glædeståre undervejs?  På toppen lå den lovede salat med friskhed fra grønne æbler og igen urter, som jeg havde ønsket i en udgave, der var lidt nemmere at have med at gøre på tallerkenen. Den cremede muslingesuppe var i sig selv god, men den blev meget dominerende i forhold til den sarte torsk, fordi saucen var blevet tilsmagt med en pæn mængde karry. Derfor blev rettens indtryk lidt for meget karry, og det var synd, for torsken og basquaisen var forrygende i samspil med hinanden.

Smukt tilberedt torsk, et af de bedste stykker, jeg har fået.
Smukt tilberedt torsk, et af de bedste stykker, jeg har fået.

Karryen tog også styringen over vinen, som ikke kunne hamle op med de markante krydderier. Her havde en alsacisk let sødmefuld riesling eller måske endda en gewürtztraminer i den tørrere ende formentlig gjort det bedre – og det kunne vi bare have bedt om. I sig selv er torsken en oplevelse, og generelt var vi begge imponerede over timingen i køkkenet, som var lige i øjet.

Læs også: Anmeldelse af Restaurant MEST, årets bistro 2012

Restaurant ET er et sted, jeg, som skrevet, har besøgt flere gange, og det vil blive til flere i det nye år. Stemningen er altid god, vinkortet er suverænt (udelukkende fransk), og maden er veltilberedt hver gang. Deres tatar, der ligesom på MEST i Aalborg er inspireret af Michel Michauds udgave, og den stegte foie gras er andre retter, som jeg tidligere har nydt med stor fornøjelse. Tilmed må jeg tilføje, at portionerne skulle være store nok til at mætte selv den mest sultne havnearbejder i byen.

Læs flere anmeldelser her.

Uanset, om du er evigt frankofil med mange bistrobesøg i bagagen eller nybegynder, der gerne vil stifte bekendtskab med det franske køkken, er Restaurant ET stedet, hvis du er i Aarhus, og en klar anbefaling lyder herfra.

Restaurant ET

Åboulevarden 7

8000 Århus C

8613 8800

www.restaurant-et.dk

 

  • Det lyder sgu lækkert, en skam de ikke har åbent om søndagen, da jeg skal ned og have en omgang brunch på klassisk 65 på søndag, det kunne være godt med lidt lækkert føde senere på as well.

    • Rasmus Palsgård

      Hej Anders,

      Ja, det er ærgerligt, men de flittige folk skal jo også holde fri en gang imellem. Klassisk 65 lyder under alle omstændigheder glimrende.

  • Mikkel – www.gastropassion.dk

    Det ser lækkert ud Rasmus. Jeg har op til flere gange besøgt Restaurant ET og er aldrig blevet skuffet. Vi fik også serveret Alain Chavy, dog ikke Les Clavoillons, men Les Charmes – en dejlig vin..

    Bedste hilsner

    Mikkel

    • Rasmus Palsgård

      Hej Mikkel,

      Tak for rosen. Nej, skuffelse er ikke, hvad der præger én, når man går fra ET – det er rart med et sted i Aarhus, der leverer varen hver gang. Les Charmes må jeg prøve på et tidspunkt.

      Alt godt,
      RP

  • TildeMa(d)

    Ja, Restaurant ET er bestemt et besøg værd. Det er altid en fornøjelse at besøge dem på Europaplads…

    • Rasmus Palsgård

      Helt bestemt, Tilde.

      Som jeg skriver, bliver det så afgjort ikke sidste gang, at ET får besøg af mig.

  • Byens Spiseguide

    Flot anmeldelse. Jeg er helt igennem enig med dig, fantastisk restaurant-:)
    Vh Jan

    • Rasmus Palsgård

      Tak for rosen, Jan.

      Det er og bliver et dejligt spisested, hvor du altid kan sætte dig ind med ro i sindet og forvente topkvalitet inden for bistrogenren.