Fem danske vinproducenter, du skal kende

Vin 29. januar, 2025 0 Kommentarer

Vi skal ikke mange år tilbage, før folk trak på smilebåndet over, at nogle mennesker kastede sig ud i at lave vin i Danmark. I dag er virkeligheden en anden, for det er lykkedes flere danske vinproducenter at vise potentialet i dansk vin, som bliver bedre og bedre, for hvert år der går. I denne artikel sætter vi fokus på fem spændende vingårde, som har været med til at sætte dansk vin på landkortet.

 

Njord Vingård

At en dansk vinproducent skulle gå hen at opnå kultstatus blandt mange danske vinentusiaster, er både en overraskelse og et tegn på, at intet er umuligt, når det gælder dansk vin.

Undertegnede har selv deltaget i den hidtil største smagning af vinene fra Njord, og det var både spændende, lærerigt og yderst velsmagende.

Mens langt størstedelen af de danske vinbønder har satset på såkaldte hybridsorter avlet til at modstå det kolde danske klima, satsede Sune Albertsen, manden bag Njord, fra begyndelsen på druen pinot noir précoce (i Tyskland kendt som frühburgunder), en særligt tidligt modnende udgave af pinot noir. Den tidlige modning betyder, at den når at udvikle sig fuldt ud, inden det triste danske efterår ødelægger det hele, og resultatet er imponerende. Vingården ligger i et meget kuperet, stejlt terræn kendt som De Sjællandske Alper 10 kilometer stik syd for Holbæk. Det er i de stejle skråningers fattige jordbundstyper, at Sune Albertsen laver vin. Han har inddelt sine marker i fire terroirs, som ligger få meter fra hinanden, men ikke desto mindre kan forskellen smages i de enkelte vine.

Der skal meget til at lokke bourgogneentusiasterne ud af deres komfortzone, men de elegante rødvine fra Njord er blevet en yndet drik og en populær vin at medbringe til blindsmagninger, fordi mange hopper i fælden og gætter på, at det må være rød bourgogne. Ganske rigtigt smager vinene fra Njord også som de mest lette og fine rødvine fra Bourgogne og minder i stilen meget om chambolle-musigny og vosne-romanée.

Vinene er stærkt eftertragtede og sælges via allokation – man skriver sig op på hjemmesiden.

Tjørnedevej 5
4300 Holbæk
njordvingaard.dk

danske vinproducenter

Vinene fra Njord har opnået kultstatus herhjemme.

Hideaway Vingård

Hideaway Vingård ligger på den lille ø Fejø i Smålandsfarvandet ud for Lollands nordlige kyst. Her driver Karin Hvidtfeldt vingården, som de seneste år også er blevet udvidet til traktørsted med mulighed for overnatning i fine, hyggelige hytter.

Karin købte stedet og markerne på solrige, milde Fejø sammen med sin mand, Michael Gundersen, tilbage i 2006. Gundersen, som desværre gik bort alt for tidligt i 2018, var en veritabel pioner inden for dansk vin og grundlagde blandt andet Dansk Vincenter i Avedøre og skrev bogen Vinavl i Danmark. Karin Hvidtfeldt driver stedet videre i deres fælles ånd og har blandt andet omlagt produktionen til økologi og regenerativt landbrug.

Det er især den i Danmark udbredte drue solaris, som udgør rygraden i hvidvinene, mens druen rondo skaber spændende og imponerende rødvine.

Man fornemmer parrets store kærlighed til tysk vin i hvidvinene, som slår de samme gnister og byder på en intens mineralitet, som man kender det fra tysk riesling.

Vinene bør man prøve, og bedst af alt er det at opleve dem på vingården, som må siges at have en af Danmarks smukkeste beliggenheder i nærmest middelhavslignende omgivelser med palmer og figner. 

Storemosevej 18
4944 Fejø
hideawayvingaard.dk

danske vinproducenter

Det er Karin Hvidtfeldt (th.), der driver Hideaway Vingård på smukke Fejø. Foto: PR

Skærsøgaard Vin, Dons

Sven Moesgaard, indehaver af Skærsøgaard Vin, var på mange måder forud for sin tid, da han i 1998 begyndte at plante vinstokke i Dons, en bestanddel på 500 hektarer af smeltevandsdalen i den indre Kolding Fjord. Dengang var der ikke mange, der troede på, at dansk vin havde nogen fremtid i Danmark, men Moesgaard var af en anden opfattelse. I dag, godt og vel 27 år senere, står Skærsøgaard Vin med cirka 10 hektarer vinmarker, 30.000 stokke og æren som landets mest præmierede vingård. Sven Moesgaard har ligeledes spillet en stor rolle i at få Danmark på det internationale vinkort. På hans initiativ blev en ansøgning om at få tildelt den såkaldt beskyttede oprindelsesbetegnelse (BOB – på fransk kendt som AOC/AOP), og i 2018 lykkedes det for Dons af blive Danmarks hidtil første og eneste område med denne betegnelse – en betegnelse på niveau med berømte europæiske områder som Rioja, Bordeaux og Piemonte.

70 procent af arealet består af grønne druer, mens de resterende 30 procent udgøres af blå druer.

Vingården byder på en bred vifte af vintyper fra de klassiske stille vine til dessertvine, hedvine, brændevin og tilmed også frugtvin. Det helt store speciale er dog de mousserende vine, som også var dem, der for alvor fik folk til at rette blikket mod Dons. De mousserende vine er blevet produceret kontinuerligt på vingården siden 2001 og har hevet omkring 150 medaljer hjem gennem tiden. Blandt de anvendte sorter er solaris, orion, madeleine angevine, zalas perle, souvignier gris leon millot, rondo, cabernet cortis, regent og pinot noir précoce.

Nørresøvej 12, Dons
6051 Almind
dansk-vin.dk

danske vinproducenter

Vinstokkene integrerer sig smukt i den skønne natur i Dons ved Kolding Fjord. Foto: PR

 

Dyrehøj Vingård

Dyrehøj Vingård er Danmarks største vingård med mere end 50.000 plantede vinstokke og ligger på halvøen Røsnæs uden for Kalundborg. Røsnæs har et af landets bedste klimaer til vindyrkning med henholdsvis en gennemsnitlig nedbør på 20 mindre og 200 solskinstimer mere end landsgennemsnittet.

De første stokke blev plantet i 2008, og sidenhen er det gået stærkt for vingården på det vestligste Sjælland, der producerer en bred vifte af vine inden for stort set alle genrer med udgangspunkt i mange forskellige sorter. I mine øjne er det bedste lavet på solaris, der med rimelighed kan betegnes som Danmarks nationaldrue. Dens rieslinglignende karakter med frisk, spændstig syre og en let cremet mundfølelse falder i manges smag, og samtidig er det også en sort, som både trives på ståltank og på fad. Jeg anbefaler også varmt et besøg på Dyrehøj Vingård, hvor kan man få rundvisninger, nyde en frokost og smage på sortimentet. Og så må man ikke snyde sig selv for at gå en tur i markerne i det kuperede terræn, hvorfra man kan nyde udsigten over Kalundborg Fjord.

Røsnæsvej 254
4400 Kalundborg
dyrehoj-vingaard.dk

danske vinproducenter

Jeg blev forbløffet, første gang jeg så vinmarkerne på Røsnæs, der ligger smukt ud til Kalundborg Fjord. Foto: PR

Kalum Winery

Kalum Winery er en forholdsvis ny vingård, som ikke desto mindre sigter mod stjernerne. Eventyret begyndte med mousserende vin under navnet Brut de Møn. Druerne til denne vin, souvignier gris og johanitter, blev høstet i 2021 og produceret i henholdsvis en stål- og fadlagret version, som jeg begge blev meget imponeret af, da jeg smagte dem mellem jul og nytår.

Kalum Winery er grundlagt af Hans Christian Amberg, som tidligere har lavet vin i Bourgogne. Vingården ligger på Møn, hvis undergrund er domineret af kalk – fulstændig som i Champagne. Der er ligeledes megen sol på Møn, og den kombination gør, at Kalum Winery nu sigter efter at blive de bedste til at producere mousserende vin efter samme metode som i Champagne.

Læs også: Stor test af årgangschampagne

I samme ombæring er man nu gået all in med nye investorer, udvidet arealet til 16 hektarer og plantet de traditionelle champagne- og bourgognedruer pinot noir og chardonnay såvel som meunier, som også spiller en vigtig rolle i Champagne. De første vine forventes at blive frigivet i 2027, men indtil da kan vi nyde de skønne mousserende Brut de Møn-vine lavet på johanitter og souvignier gris. Det er ligeledes planen at lave stille og hvid- og rødvine inspireret af vinene fra Bourgogne.

Basnæsvej 29, Røddinge
4780 Stege
kalumwinery.com

Dette sæt blev smagt med stor begejstring mellem jul og nytår – jeg glæder mig til at smage vinene, når versionerne på de tradtionelle champagnedruer er klar.

 

Hvilke danske vinproducenter er du særligt glad for – lad mig det vide i kommentarfeltet herunder.