Hvis der er én fast tradition, jeg glæder mig til i december, er det at afsløre årets bedste champagner i min årlige test op til nytår. Dette år er ingen undtagelse, og lad det være sagt med det samme: Niveauet er tårnhøjt i år. Hele ni champagner har fået fem ud af seks stjerner, så der er rigeligt at vælge mellem fra årets test, hvor temaet er vintagechampagne.
Champagne til nytår er et must. Derfor er det altid med en vis ærefrygt, at jeg samler mit panel til den årlige nytårschampagnetest. For jeg vil gerne sikre mig, at så mange som muligt får en suveræn champagneoplevelse til nytår – eller hvornår du nu vælger at åbne den eller de flasker, du måtte blive fristet af efter at have læst denne smagning.
Derfor går vi også grundigt til værks, og igen i år kan jeg med glæde meddele, at der er masser af anbefalinger til dig. Faktisk har niveauet i år været så højt, at der er dødt løb mellem flere af champagnerne, hvor blot fem ud af i alt 25 champagner scorede under fire ud af seks point. Til gengæld har 17 af champagnerne scoret 4,5 point eller højere.
Årets tema: vintage
Som altid har testen et tema, som i år er vintagechampagne – eller på dansk: årgangschampagne. Kort og godt betyder det, at der er tale om champagne lavet af druer fra én speficik årgang. Skal en producent deklarere sin champagne som årgangschampagne, er det dog ikke nok, at druerne stammer fra én årgang. Reglementet siger, at en årgangschampagne skal lagre i flasken med gæren – det, man kalder andengæringen – i tre år, før den må sælges som en årgangschampagne. Med en enkelt undtagelse levede alle testens vine op til kravene, mens en enkelt champagne fik dispensation for at imødekommende den stigende trend, at flere små producenter lancerer deres årgangschampagner tidligere, end kravene foreskriver. Den pågældende flaske var således baseret på én årgang men frigivet uden tre års lagring i flasken, hvorfor den teknisk set ikke er en “ægte” årgangschampagne.
Tre års lagring et minimumskrav til producenterne, men rigtig mange producenter lagrer deres årgangschampagner væsentligt længere for at opnå større kompleksitet og dybde.
Mens en non vintage-champagne – et blend af flere forskellige årgange – typisk strømlines fra år til år for at sikre den samme oplevelse for konsumenten – er årgangschampagnen en præsentation af den givne årgangs karakteristika. Nogle producenter laver kun årgangschampagne i særligt gode år, mens andre lancerer dem de fleste år.
Er du til fadlagret champagne – se sidste års vinder her
Elegance og finesse
Fordi en årgangschampagne ikke må tilsættes ældre, modne årgange, kan producenten ikke blande sig frem til den dybde og kompleksitet, som mange af os efterspørger, når vi åbner en flaske champagne. Det stiller store krav til kvaliteten af druerne, hvis den færdige vin skal have både friskhed, modenhed, kompleksitet og dybde til at skabe et helstøbt produkt. Det er også en af årsagerne til, at mange producenter lagrer deres årgangschampagner i længere tid, for kontakten med gærresterne er i høj grad det, der er med til at øge kompleksitet og dybden i champagnerne. Når det er sagt, vil man også ofte opleve, at årgangschampagner er meget elegante og klare i udtrykket, forde de netop er baseret på én årgang og de bedste druer, producenten har kunnet høste.
Årgangene i testen svingede fra 2008 som den ældste til 2021 som den yngste. Det bidrog ydermere med det spændende aspekt til smagningen, at nogle af champagnerne fremstod fuldmodne og fyldige, mens andre var meget lette og slanke i udtrykket.
Annonce: Fnuglette og aromafremhævende glas fra Riedel
Heldigvis er mange ved at indse, at det smalle champagneglas, også kendt som et flûte, er noget nær den dårligste beholder, man kan drikke sin champagne fra. En champagne af god kvalitet skal have luft og albuerum til at udfolde sig, og det fik den i årets udvalgte glas fra Riedel, nærmere betegnet fra den nye serie Veloce. Takket være en nyudviklet teknologi er det blevet muligt for Riedel at producere glas på maskine, som ellers tidligere kun var mulige at mundblæse. Fordelen for os som forbrugere er, at vi får letheden og elegancen fra et mundblæst glas til prisen for et maskinblæst af slagsen.
Champagneglassene fra Riedel Veloce er fnuglette og tynde i materialet, uden at de virker skrøbelige. Stilen er slank og behagelig at holde ved, og glassets udformning gør, at champagnen både får den luft, den skal have, samtidig med at den forholdsvis smalle åbning kanaliserer champagnens aroma direkte op i næsen på dig.
Overvejer du at opgradere dine champagneglas, kan jeg med glæde informere om, at du ved at bruge koden feinschmeckeren25 kan få 25 procent rabat på champagneglassene fra Riedel Veloce her.
Sådan gjorde vi
Samtlige champagner blev smagt blindt, og jeg var den eneste i panelet, der vidste, hvilke champagner der var med i testen. Til gengæld havde jeg ingen indflydelse på serveringsrækkefølgen. Panelets deltagere blev informeret om temaet. Der kunne gives point fra 1-6. Scoren 1 repræsenterer en champagne, der vækker ubehag og lyst til at spytte den ud med det samme, mens 6 point repræsenterer pure lykkefølelse og en trang til at drikke videre i lystigt tempo. I alt 25 champagner fandt vej til årets test, og der blev konsekvent spyttet ud for at give hver enkelt champagne de samme betingelser.
Vinenes point er konverteret til stjerner – der er rundet op/ned til nærmeste halve tal. Det betyder også, at nogle champagner ender med samme antal stjerner – her er det den eksakte score inden oprundingen, der afgør den endelige rangering.
Skæbnen i år har dog villet, at rigtig mange champagner har fået eksakt samme score – især blandt de bedste. Faktisk har top 2-5 præcis samme score på decimalen, hvorfor der er tale om en delt andenplads til de fire champagner tættest på vinderen. Jeg vil derfor anbefale dig at nærlæse de enkelte beskrivelser for at få en bedre fornemmelse for den stil, hver enkelt champagne byder på.
Førstepladsen var til gengæld suveræn, og den kan du selvfølgelig læse en masse om længere nede i teksten. Jeg fremhæver desuden yderligere tre champagner fra testen, som jeg gav høje point, men som samlet set ikke var med helt i toppen.
Med det på plads kan vi komme til sagen. Vi begynder med de fire flasker på den delte andenplads.
På en delt andenplads:
Le Champ de 8 Jours Grand Cru Blanc de Noirs 2015, Extra Brut, Fabrice Bertemès, Champagne
5 stjerner
600 kr.
Le Domaine
Fabrice Bertemès er et for mig hidtil ukendt navn, men jeg skal love for, at producenten fik gjort sig bemærket i smagningen. Vinen kommer fra marken Le Champ de 8 Jours i landsbyen Mailly-Champagne i den sydlige periferi af Reims og er lavet på ren pinot noir. Den første gæring har først fundet sted to måneder to fad og derudover på stål inden flaskningen. Netop fadlagringen kommer flot til udtryk i næsen med en delikat note af hø, smør og banan, som balanceres flot af citrus, æbler, røde bær og honning.
I munden fremstår den rank med en intens syre og mineralitet i stor stil. I min mund var det en champagne, der åbnede og pirrede sanseapparatet, hvorfor jeg også ville nyde at drikke denne champagne som aperitif eller ledsager til den indledende del af måltidet, mens den nok vil blive for slank, når der kommer mere smagsintense serveringer på bordet. Et rigtig godt første bekendtskab med denne lille producent.
På endnu en delt andenplads:
Bas-Bauchets 2019 Extra Brut, Gamet, Champagne
5 stjerner
575 kr.
Champagneshoppen
… finder vi Gamet, der tidligere år også har optrådt i denne test. Her er der tale om en champagne på ren meunier, den lidt marginaliserede men ikke desto mindre vigtige klassiske druesort, som ofte indgår i blends, men sjældent får lov til at optræde på egen hånd. Druerne kommer fra marken Bas-Bouchets i Damery lige uden for Epernay, og på trods af sin unge alder var det en champagne med meget på hjerte. Farven er let gylden, mens næsen bar præg af hele 10 måneders fadlagring med noter af banan, hø og tørret frugt. Der var ligeledes finde noter af citrus og røde æbler såvel som en herlig røget note, som når du slår to flintesten mod hinanden.
I forhold til førnævnte champagne fra Bertemès er dette en champagne med et væsentligt mere fyldigt udtryk, som var der tale om en fadlagret hvid bourgogne. Jeg fandt også en udtalt frugtsødme på trods af vinens sølle tre gram restsukker, hvilket også vidner om, at der er tale om fuldmoden kvalitetsfrugt; en champagne, jeg ville servere til modne oste, svampe og trøffel – gerne sammen med et godt stykke hvid fisk, lyst fjerkræ, kalv eller gris.
Den delte andenplads fortsætter med:
Vignes de Cramant Grand Cru Blanc de Blancs 2017, Tellier, Champagne
5 stjerner
475 kr.
Sigurd Müller Vinhandel
Tellier er heller en producent, jeg har undersøgt i dybden, men det kunne jeg bestemt godt tænke mig efter mødet med denne chardonnay-baserede champagne, der har lagret 10 måneder på fad og efterfølgende 40 måneder i flasken. Med en dosage på 3 gram er der tale om en extra brut, som også leverede et sprødt og forfriskende udtryk. Farven i glasset var flot gylden, og selv om den var en anelse lukket i starten, livede den stille og roligt op. Det er en champagne med masser af umami. Jeg fik noter af modnet komælksost, røde bær og citrus som et strejf af æblemost, som understregede vinens leg med det let oxidative. I munden noterede jeg mig især den vidunderligt cremede mundfølelse, der blev holdt i flot balance af den levende syre og mineralitet – det var virkelig en champagne, jeg havde lyst til at drikke mere af, og det er jo et af de vigtigste kvalitetstegn.
En virkelig flot champagne til prisen, som jeg på det varmeste kan anbefale, hvis du søger en champagne, hvor det bedste fra henholdsvis naturvin og en mere konventionel tankegang møder hinanden i smuk forening.
Vi runder de delte andenpladser af med:
Trilogie 2012, E. Jamart, Champagne – BEDST TIL PRISEN
5 stjerner
447 kr.
Fortier Import
Det er fantastisk, når man som selv garvet champagnenørd kan møde nye producenter i et omfang, som det var tilfældet med denne smagning, og denne vin fra producenten Jamart var ingen undtagelse. “Trilogie” symboliserer anvendelsen af lige dele chardonnay, pinot noir og meunier i blendet, og det er sandhed en treenighed, som producenten er lykkedes med. Her er der tale om en særdeles vinøs champagne, som taler til dem, der virkelig værdsætter champagne, for hvad det er: vin. Læg dertil det faktum, at der er tale om en moden champagne fra topårgangen 2012, og man begynder at forstå, hvorfor dette er en champagne, der smager godt. Næsen oser af umami med modnet ost, trøffel og svampe, og umaminoterne fortsætter i munden med lufttørret skinke suppleret af melon, gule æbler og fersken.
Den salte eftersmag trækker mundvand i store mængder, og lysten til en tår mere er ikke til at tage fejl af: Dette er en champagne på meget højt niveau til en forrygende pris, der berettiger den til bedst til prisen-prædikatet. Drik den som et meditationsglas, til svampe, trøfler og modne oste eller et udvalg af kvalitetscharcuteri.
Og vinderen er:
Bouzy 2019 Blanc de Noirs Brut Nature, Marguet, Champagne
6 stjerner
695 kr.
L’Esprit du Vin (forespørgsler kan laves via email@esprit-du-vin.com)
Hvis man stadig var i tvivl om, hvorvidt Benoit Marguet tilhører den absolutte elite i Champagne, må det efterhånden være cementeret, at han er en af de sande mestre. Og som den første producent i denne smagnings historie tager han sejren for anden gang. Den alternativt tænkende og spirituelt anlagte Benoit Marguet har været en darling blandt mange champagneentusiaster de seneste år, og det er som om, at han fortsat formår at blive bedre og bedre fra år til år. Bouzy er den mindre kendte nabolandsby til Ambonnay i Montagne de Reims, men det betyder bestemt ikke, at der ikke er noget at komme efter. Vinen er lavet på ren pinot noir, og man fornemmer et let rødligt skær i den flot mørkgyldne champagne.
Vinen skiller sig ud fra mængden med en karakter, der nærmest minder mere om en umamikoncentreret bouillon end en væske lavet på fermenteret druesaft. Og det skal virkelig forstås positivt, for det betyder, at der er tale om en champagne pakket med dybde, kompleksitet og velsmag. Jeg finder noter af bagt pastinak, trøffel, karljohansvamp, dashi, sojasauce og sågar en nærmest jernagtig duft og smag. I munden excellerer den med en utrolig spændstighed og friskhed og på trods af sin knastørre profil, fremstår dem generøs og imødekommende. Jeg skrev i mine noter, at det er en vin, der har noget på hjerte, og det er i virkeligheden det absolut mest væsentlige. Den fortæller en historie, man som modtager yderst frivilligt ønsker at lytte til; en champagne i særklasse!
Øvrige vine, jeg gerne vil fremhæve, men som ikke kom i top 5
Louis Salmon Blanc de Blancs 2012, Billecart-Salmon, Champagne
5 stjerner (min score: 6 stjerner)
På tilbud til 1.269 kr.
Theis Vine
Vinen præsenterer sig flot i glasset med en smuk gylden farve og røde bær, røde æbler, ristede mandler og citrus i næsen. Den er utrolig behagelig at dufte til – den får mig til at slappe af. I munden har den en knitrende sprød mineralitet og en delikat eftersmag af marcipan. Syren er forfriskende og perfekt integreret. Sådan skal klassisk champagne, og jeg vurderer ydermere, at der er et stort lagringspotentiale at komme efter; en champagne, jeg aldrig ville blive træt af at drikke.
Clos de Futies 2012, Vincent Charlot, Champagne
4,5 stjerner (min score: 5,5 stjerner)
På tilbud til 770 kr.
Extra Brut Vinimport
Denne vin delte vandene i panelet, og jeg tilhørte afgjort den del, der fandt denne champagne yderst tiltalende. Der skal ikke herske tvivl om, at denne champagne i høj grad dyrker den oxidative stil, så er man ikke til det, kan man bare springe videre. I forhold til de øvrige 2012’ere var den meget udviklet, og jeg vil ikke mene, at den skal gemmes meget længere, men hvis du blot vil købe den og drikke den med det samme, har du en spændende oplevelse i vente. Jeg noterede mig æblemost, honningkage, tørret frugt, karamel og banan i både næse og mund, og jeg fandt den perfekt drikkemoden med en delikat umami og en karakter af chai-te, efterhånden som den åbnede sig i glasset. Dette er ikke en pleaser til masserne, men er du en del af det rette forum, kan du begejstre med denne ganske unikke champagne.
Inspiration de Saison 2012, Apollonis, Champagne
4,5 stjerner (min score: 5,5 stjerner)
435 kr.
Le Domaine
Denne champagne er lavet på 50 procent meunier, 30 procent chardonnay og 20 procent pinot noir og fremstod i min mund som en rigtig madchampagne. I næsen bød den på citrus og kærnemælk, mens den i munden for alvor viste volumen i en grad, så den nærmest skulle tygges. Det kunne jeg godt lide, og den ville gøre det fortrinligt langt ind i måltidet, eksempelvis til modne oste inden desserten, hvor den både vil have tyngden og syren til at friske mundtøjet op sidst på aftenen.
Sådan fordelte de øvrige champagner sig
(som nævnt er der rundet op til nærmeste halve/hele tal. Rangeringen herunder er baseret på hver enkelt vins eksakte score inden oprunding)
6. Louis Salmon Blanc de Blancs 2012, Billecart-Salmon, Champagne
5 stjerner
På tilbud til 1.269 kr.
Theis Vine
6. Grand Brut Royal 2009, Pommery, Champagne
5 stjerner
899
AMKA
6. Instantanée 2017, Huré Frères, Champagne
5 stjerner
779 kr.
Laudrup Vin
6. Les Chemins d’Avize 2016, Larmandier-Bernier
5 stjerner
1.470 kr.
L’Esprit du Vin (forespørgsler kan laves via email@esprit-du-vin.com)
10. Les Coupés 2019, Nicolas Maillart, Champagne
4,5 stjerner
1.495 kr.
Grower Champagne
10. Clos de Futies 2012, Vincent Charlot, Champagne
4,5 stjerner
På tilbud til 770 kr.
Extra Brut Vinimport
10. La Grande Année 2015, Bollinger, Champagne
4,5 stjerner
995 kr. v/køb af 3
Philipson Wine
13. Esprit Terroir 2016, Guillaume Marteaux, Champagne
4,5 stjerner
695 kr.
Allez Allez
13. Vintage 2015, Laurent Perrier, Champagne
4,5 stjerner
699
Hans Just
15. Clos Prieur 2021, Hubert Noiret, Champagne
4,5 stjerner
535
Vinifikant
15. Dom Pérignon 2015, Moët & Chandon, Champagne
4,5 stjerner
1.895 kr.
LVMH
15. Côte Cramant Grand Cru 2015, Berèche
4,5 stjerner
599,95 kr. v/6 fl.
Philipson Wine
18. Inspiration de Saison 2012, Apollonis, Champagne
4,5 stjerner
435 kr.
Le Domaine
18. Cuvée Stanislas 2008, Thienot, Champagne
4,5 stjerner
999 kr.
CVBG
20. Brut Millesime 2015, Alfred Gratien, Champagne
4 stjerner
625 kr.
Bichel Vine
20. Plenitude de Solemme 2019, Solemme, Champagne
4 stjerner
425 kr.
Champagneshoppen
22. Vintage 2016, Deutz, Champagne
3,5 stjerner
595 kr.
H.J. Hansen Vin
23. Vintage 2018, Pol Roger, Champagne
3,5 stjerner
625 kr.
Sigurd Müller Vinhandel
24. V 2012, Canard-Duchêne, Champagne
3 stjerner
699
COOP
25. Blanc Assemblage Brut Nature (2021-årgangen, men ikke deklareret som vintage)
2,5 stjerner
På tilbud til 449 (2022-årgangen)
Kjær & Sommerfeldt
Disclaimer: Vinene blev stillet til rådighed af de respektive importører/forhandlere. Ingen har betalt for at være med i testen, og ingen af de deltagende forhandlere har haft indflydelse på valg af tema eller resultatet.