Champagne Joseph Perrier – 200 Ã¥r med sprudlende familieÃ¥nd

Vin 28. juni, 2025 0 Kommentarer

I år fejrer champagneproducenten Joseph Perrier sit 200-års jubilæum. Den familieejede producent med hovedsæde i Châlons-en-Champagne markerede det skarpe hjørne med en flot fest, hvor jeg var med for at tage pulsen på producenten, som er kendetegnet ved sine friske, sprøde champagner til en skarp pris.

 

Foto: PR

Mens kvinderne i deres lette sommerkjoler er sluppet nogenlunde helskindede fra de 30 graders varme tidligere på aftenen, står mændene stadig i deres smokinger og damper efter mørkets frembrud, da et prægtigt droneshow toner frem på himlen som et moderne alternativ til et fyrværkerishow. På imponerende vis indtager sværmen af droner forskellige formationer, som markerer Joseph Perriers store milepæl: deres 200-års jubilæum. En stor champagneflaske former sig, og kort efter skydes proppen ud til lyden af de 400 inviterede gæsters klapsalver og hujen.

Vi befinder os i landsbyen Cumières, hvor de tidligere generationer af Joseph Perriers familie holdt til i den prægtige bygning på toppen af en lille skråning med udsigt til den smukke have, hvor festen foregår.

Læs også: Her er de nye stjerner i Michelin Guide Nordic Countries 2025

joseph perrier

Champagne Joseph Perrier holder til i Châlons-en-Champagne.

Familieejet champagnehus

Flere og flere familieejede champagnehuse er i de seneste årtier blevet opkøbt af store virksomheder og investeringsfonde, men Joseph Perrier er fortsat på familiens hænder. Huset ledes i dag af Benjamin Fourmon, sjette generation, som i 2019 overtog roret fra sin karismatiske far, Jean-Claude Fourmon. I fællesskab agerer de ikke kun værter på aftenen – de har også skabt et stærkt parløb, hvor Joseph Perrier er blevet mere internationalt anerkendt, mens fokus på bæredygtighed også er blevet løftet. I alt ejer producenten 24 hektar vinmarker, primært beliggende i Cumières, Hautvillers og Damery, og derudover køber man hvert år druer fra betroede avlere. Tilsammen giver det en årlig produktion på cirka 800.000 flasker. 

Frisk og elegant stil

Joseph Perrier er kendt for sin elegante og friske stil med noter af frisk frugt og delikat syrlighed, suppleret af god dybde fra lagringen på gærresterne under den såkaldte andengæring i flasken, hvor boblerne udvikles. Den friske stil gør Joseph Perriers champagner imødekommende og lette at forstå for mindre erfarne konsumenter, samtidig med at entusiaster også vil værdsætte stilen, som generelt egner sig godt som aperitif såvel som til lette fiskeanretninger, lyst kød og faste oste.

Joseph Perrier har op til jubilæet opfrisket kælderen og de øvrige faciliteter, blandt andet med denne smukke port ind til kælderen. Den er udfærdiget af kunsteren Jordane Saget (tv.), som her ses sammen med Benjamin Fourmon.

I anledning af jubilæet har Joseph Perrier også lanceret en særlig cuvée, der ganske enkelt hedder 200, i en meget begrænset mængde. I alt er der produceret 2.000 magnumflasker (1,5 liter) og 1.500 jeroboams (3 liter), og af disse kommer der blot 38 af hver til Danmark. Det er en årgangschampagne fra 2015, baseret på lige dele chardonnay og pinot noir, som har lagret otte år med gærresterne før lanceringen. Resultatet er en yderst elegant og velbalanceret champagne med delikate noter af citrus, nødder og ristet brød.

Stor værdi for pengene

Prisen for god champagne er steget markant de seneste år, og der er efterhånden få gode køb tilbage – Joseph Perrier er undtagelsen, der bekræfter reglen. Deres primære serie af champagner, som går under navnet Cuvée Royale, kan ofte erhverves for under 300 kroner, hvilket i dag er en skarp pris for kvalitetschampagne produceret af et selvstændigt familiehus. Cuvée Royale kommer i flere forskellige udgaver – heriblandt som et blend af de tre klassiske druer chardonnay, pinot noir og meunier – mens der også findes udgaver lavet på ren chardonnay og pinot noir. Alt i alt er det en serie, der virkelig leverer god værdi for pengene.

Er man nysgerrig efter at prøve kræfter med nogle af topvinene fra Joseph Perrier, kan man kigge nærmere på årgangschampagnen Cuvée Joséphine såvel som enkeltmarksvinen La Côte à Bras. Her kigger vi imidlertid nærmere på tre vine fra Cuvée Royale-kollektionen og ønsker Joseph Perrier stort tillykke med jubilæet.

Joseph Perrier importeres til Danmark og forhandles af COOP. Flaskerne forefindes i udvalgte COOP-butikker landet over – såvel som online.

I anledning af 200-året har Joseph Perrier lanceret en særlig cuvée, som kun er frigivet på magnum og jeroboam.

Cuvée Royale Brut, Joseph Perrier, Champagne, Frankrig

Set til 299,95 kr. hos megavin.dk
Denne champagne er Joseph Perriers bud på et klassisk blend på de tre gængse druer i Champagne: chardonnay, pinot noir og meunier. Her er der anvendt rundt regnet en tredjedel af hver, og resultatet er en helstøbt og balanceret champagne med mange anvendelsesmuligheder. Næsen åbner med friske noter af grønne æbler, citronsaft og –skal, såvel som ristede mandler og antydningen af ristet brød. I munden mærker man med det samme syrligheden, som sikrer masser af friskhed, mens de tre års lagring har givet champagnen struktur og en let cremethed. Champagnen er tør i udtrykket og egner sig godt som alt fra aperitif på terrassen til ledsager til fisk, skaldyr og lyst fjerkræ.

Cuvée Royale Brut.

Cuvée Royale Brut Blanc de Blancs, Joseph Perrier, Champagne, Frankrig

Set til 299 kr. hos SuperBrugsen
Begrebet blanc de blancs dækker over champagner, der udelukkende er baseret på grønne druer – med meget få undtagelser altid chardonnay. Blanc de blancs-champagner er ofte lette og fine i udtrykket med delikate frugtnoter, hvilket også er tilfældet her. Det er især noter af gule æbler og citrus, der definerer næsen, mens de hele fem års lagring med gærresterne har føjet noter af småkager, smør og ristet brød til spektret af duftnuancer. 15 procent af vinen udgøres af ældre årgange, som giver vinen ekstra bundtræk med noter af ristede nødder og hø.
Det er en champagne, der nærmest skriger på at blive nydt sammen med friske østers – såvel som til en ret med for eksempel dampet torsk, ristede mandler og en cremet smørsauce.

Cuvée Royale Brut Rosé, Joseph Perrier, Champagne, Frankrig

Set til 279 kr. hos SuperBrugsen
Roséchampagne er en til tider lidt overset genre, som ikke desto mindre er eminent at bringe i spil i løbet af måltidet. Det gælder ikke mindst for denne rosé, hvor 10 procent af indholdet udgøres af rødvin fra Joseph Perriers marker i Cumières uden for Épernay. Den smukke let rødlige nuance skaber et flot farvespil i glasset, der harmonerer flot med vinens noter af jordbær og røde kirsebær, som spiller godt sammen med noterne af citrus og røde æbler, mens et lille strejf af røde roser også melder sig efter et par minutter i glasset. I munden er det den ranke syre, der definerer retningen for vinen, som kunne være oplagt til stegt jomfruhummer eller et godt stykke kalvekød serveret med svampe og bær.