Dem, der følger lidt med i de globale gastronomiske tendenser, ved, at den japanske suppe ramen har taget verden med storm. I Japan er ramen, der oprindeligt stammer fra Kina, et nærende hverdagsmåltid, der i grove træk består af en suppe, nudler og diverse toppings; men inden for hverdagskøkkenet er der heldigvis også kokke, der ønsker at forfine retterne. I ramensammenhæng kunne det eksempelvis betyde, at man koger sine fonder selv, udvælger de rigtige råvarer og producerer sine egne nudler. Slurp Ramen Joint, der åbnede først på året, er sådan et sted, og de er på kort tid blevet Københavns mest hypede ramenbar. Her laver man sine egne nudler på en blanding af bornholmsk hvede og rug, supperne er lavet fra bunden, og det samme gælder de elementer, der bliver fyldt i suppen. Umami er kodeordet, når det gælder ramen. Der skal være smagsdybde, intensitet og saltning lige til grænsen. Derfor bliver tang, katsuobushi (tørret tun), svampe og andre umamirige råvarer brugt i stor stil for at intensivere umamismagen så meget som muligt.
Imponerende travlhed
Som forældre til et barn på seks måneder kan det være udfordrende at passe en god middag ude i byen ind i det stramme babyprogram med faste spise- og sengetider. Heldigvis åbner Slurp Ramen Joint allerede klokken 17, og vi stod klar på slaget. Vi var blandt de første, men allerede omkring 17.30 var der så småt fyldt op, og en tjener stod flittigt i døren og skrev ramensultne gæster op, så de kunne komme tilbage at slurpe ramen i sig, når et bord igen blev ledigt. Efterspørgslen er enorm, og mon ikke Slurp Ramen Joint snart popper op flere steder i byen.
Læs også: Anmeldelse af Dom Pérignon 2009
Umiddelbart er indretningen – om end skåret ind til benet – ganske hyggelig med barstole og åbent køkken, og tjenerne fylder løbende vandglassene op med gratis postevand (hvilket er tiltrængt med de saltrige supper). Måske var vi præget af at have et barn med, men musikken – hård hiphop – var meget høj og gjorde i hvert fald ikke, at man faldt til ro og kunne nyde sin mad.
Heldigvis for Slurp Ramen Joint er maden så god, at den kan kompensere for selv den værste kattejammerrock. Vi lagde ud med den ene af tre snacks, gyoza med fyld af gris (55 kroner). De sprøde dumplings lå i en fermenteret sellerijuice, der smagte dejligt af selleri, men syren var lidt for voldsom og skabte således en for stor kontrast til de ellers meget delikate gyoza.
Læs også: MES – gourmet light til spotpris
Hurtigt herefter fik vi vores ramen. Der er tre faste at vælge imellem: en saltbaseret, en sojabaseret og en vegetarisk, svampebaseret ramen. Der er typisk også dagens special, som denne aften var en spicy ramen baseret på en kyllingesuppe tilsmagt med miso. Den snuppede vi. I suppen lå langtidstilberedt svinebryst, grillede bønnespirer, et syltet og røget smilende æg, en olie med sichuanpeber, sesamfrø og de førnævnte nudler, som uden de store anstrengelser strøg direkte ind som de bedste, jeg har smagt. Det samme gælder i øvrigt selve ramensuppen, der på alle ledder og kanter var så godt som perfekt. Suppen havde en vidunderlig viskositet med en let, delikat cremethed og en krydring, der gav varmen uden på nogen måde at sløre de øvrige smagskomponenter. Svinebrystet var som smør, og de sprøde bønnespirer bidrog med fine nuancer af røget grillsmag. Nudlerne var faste i biddet og bidrog rent faktisk med en delikat smag af korn takket være det friske mel. Suppen kostede 140 kroner, hvilket både smags- og volumenmæssigt var særdeles rimeligt og mere til.
Vi må nok sande, at Slurp Ramen Joint ikke er gearet til babybesøg (hvilket de naturligvis heller ikke har proklameret) med den høje musik og trange plads, men er man uden børn, er det et fantastisk sted at indtage sin aftensmad, og til 140 kroner er det svært at finde et mere delikat og komplekst måltid i København lige nu. Jeg kommer tilbage, når den lille er puttet!
Slurp Ramen Joint
Nansensgade 90
1366 København K
Hjemmeside