Anmeldelse af Dom Pérignon 2009

Vin 22. september, 2017 0 Kommentarer

Få champagner – og vine i det hele taget – er så kendte som Dom Pérignon. Interesserer man sig for de mousserende vine fra Champagne, er det vinen man skal smage; det er ganske enkelt en reference inden for genren.

Dom Pérignon er huset Moët & Chandons topvin, som kun bliver produceret i årgange, hvor druematerialet er af en tilpas høj kvalitet. Nu er Moët klar med Dom Pérignon 2009, som er blevet lanceret dette efterår. Den afløser Dom Pérignon 2006, som var den hidtil seneste frigivelse på markedet. At 2007 og 2008 er blevet sprunget over, skyldes at der ikke vil blive lavet en 2007’er på grund af en utilfredsstillende druekvalitet, mens topårgangen 2008 holdes tilbage i kældrene, hvor den fuldes potentiale fortsat er under udvikling i flaskerne.

Læs også: feinschmeckerens store champagnetest

dom perignon 2009
I dag kan du læse min anmeldelse af Dom Pérignon 2009

2009 er et forholdsvis varmt år i Champagne, og det er årsagen til den for Dom Pérignon tidlige frigivelse efter “kun” otte år i flasken. På baggrund af den store modenhed, 2009-årgangen besidder, har huset altså valgt at lancere den, mens friskheden er intakt.

Læs også: Test af Dom Pérignon 2004 og Moët Grand Vintage 2006

Friskhed er en væsentlig del af en champagnes dna, men det er den såkaldte autolyse også. Autolyse er betegnelsen for den proces, der foregår, når de døde gærceller, der sætter andengæringen og produktionen af bobler i flasken i gang. Man taler ofte om autolysekarakter i en champagne, og den kan beskrives som duften af ristet brioche, rugbrød, gær og svampe. Det er i virkeligheden hele humlen med, at man lagrer champagne så meget længere end mindre ambitiøse mousserende vine: Der skal være en særlig karakter af autolyse i vinene fra champagne.

Flot årgang af Dom Pérignon
Jeg var derfor spændt på at smage Dom Pérignon 2009, for ville den med “kun” otte år i flasken have tilstrækkelig megen autolysekarakter og dybde, til at prisskiltet på 1.250 kroner kan forsvares?

Jeg åbnede flasken i selskab med gode vinvenner, hvoriblandt en af dem har smagt samtlige årgange (med et par enkelte undtagelser fra 1920’erne) af Dom Pérignon. Der var med andre ord basis for en god og saglig vurdering af 2009’eren, og vi blev ikke skuffede. De første minutter i glasset var det en delikat frugtig karakter af citronskal, grønne æbler og hvid fersken, der dominerede. Et par minutter senere begyndte en nydelig og flot afstemt autolysekarakter af karljohansvampe og rugbrød at præge billedet. Med kendskab til den varme årgang kunne man frygte mangel på syre i Dom Pérignon 2009, men den bekymring blev gjort til skamme, for syren – og dermed friskheden – er særdeles præsent og nydeligt integreret i vinen, der i sin helhed fremstår meget harmonisk.

Jeg må ærligt indrømme, at de seneste tre lanceringer af Dom Pérignon, henholdsvis 2004, 2005 og 2006, ikke for har imponeret mig i en grad, der kunne retfærdiggøre det hele prisskilt, og i virkeligheden kunne jeg nævne mange champagner til en tredjedel af prisen, der gør det bedre; men med Dom Pérignon 2009 kan jeg mærke den magi, der gør vinen nærmest sagnomspunden, og det netop den, vi vinelskere søger, når vi drikker god vin.

Fem stjerner
Dermed kan vi heller ikke komme uden om en flot karakter til Dom Pérignon 2009, der i mine øjne er en klasse højere end 2006. Diskussionen om, hvorvidt en champagne kan være 1.250 kroner værd, vil jeg ikke gå ind i her, men jeg kan blot konstatere, at Dom Pérignon 2009 er meget tæt på at være en ideel champagne, som jeg til enhver tid ville elske at få et glas af. Fem store stjerner ud af seks herfra.

Dom Pérignon 2009
Vejl. udsalgspris 1.249 kroner
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Hjemmeside