Champagnetest: 2006 Moët Grand Vintage vs. 2004 Dom Pérignon

Anmeldelser, Vin 1. oktober, 2014 1 Kommentar

Få champagner er så berømte som Dom Pérignon, der har taget navn efter benediktinermunken Pierre Pérignon. Han levede fra slutningen af 1630’erne til 1715 i Champagne-distriktet og har – ifølge nogen fejlagtigt – fået æren for at opfinde méthode champenoise, den klassiske fremstillingsmetode af champagne, hvor vinen gærer igen, når den er blevet tappet på flaske, hvilket skaber boblerne. Egentlig tyder meget på, at den engelske videnskabsmand Christopher Merret mindst 30 år tidligere producerede mousserende vin med vilje, men den historie kan franskmændene ikke bruge til noget. Dom Pierre Pérignon arbejdede som kældermunk i et kloster nær byen Epernay, og han sloges efter sigende mere end mere end rigeligt med flasker, der eksploderede i kælderen. Det var et resultat af de svingende temperaturer i de gamle kældre, hvor vinterkulden satte gæringen i bero, inden alt sukkeret var blevet til alkohol. Når foråret og det varme vejr meldte sig på banen, gik gæringen i gang igen med for højt tryk i flaskerne og eksplosioner til følge. Med tiden blev teknikken forfinet, og i midten af 1700-tallet købte et firma ved navn Moët & Co. markerne, der tilhørte klostret i Hautvilliers, hvor Dom Pierre Pérignon havde fremstillet sin mousserende vin. I 1832 ændredes familieforetagendets navn til Moët & Chandon, som vi kender det i dag, ejet af LVMH, et enormt konglomerat af verdensomspændende luksusmærker såsom Louis Vuitton og Christian Dior.

Læs også: Feinschmeckeren.dks store champagnetest

Denne korte introduktion skyldes, at jeg for nylig havde muligheden for at teste netop Dom Pérignon i den senest frigivne årgang, 2004, og endda i en direkte dyst med familiemedlemmet 2006 Moët & Chandon Grand Vintage. Med andre ord ville sejren blive i familien, men ville der være noget at fejre i sidste ende?

To af de hårde drenge fra klassen i direkte fejde ansigt til ansigt.
To af de hårde drenge fra klassen i direkte fejde ansigt til ansigt.

Vinen blev smagt med to kompetente og dedikerede nydere af champagne, og mens jeg kendte til glassenes indhold, kunne de smage vinene blindt. Vi begyndte i venstre glas, hvor 2006 Grand Vintage huserede, og hvorfra ganske markante noter af fersken steg op; frisk og fin var den med de klassiske noter af gær og nødder holdt i baggrunden, og førstehåndsindtrykket var hos os alle ganske positivt. I munden gik frugtigheden igen, og vinen syntes overraskende sød – for sød, for at sige det, som det er, for en champagne i kategorien brut (meget tør).

Vi bevægede os til højre glas, hvor 2004 Dom Pérignon bød på klassiske champagnenoter i moden udgave med noter af karljohan og hasselnødder i stride strømme – en meget flot næse, som begejstrede hele vejen rundt. Som det var gældende med 2006 Grand Vintage, holdt smagen, hvad næsen havde lovet, og de førnævnte modne noter var ikke til at tage fejl af, selv om Dom Pérignon som udgangspunkt har potentiale til at holde i mange år. Der var tale om en klar sejr til storebror, der afgjort havde en større koncentration og rigdom end 2006 Grand Vintage, og efter en stund i glasset udviklede Dom Pérignon noter i retning af vellavet hvid bourgogne.

Hurtig død for Grand Vintage
Vi fortsatte med at smage frem og tilbage, men efter cirka en tyve minutter begyndte 2006 Grand Vintage faktisk at irritere mig. Den virkede allerede træt og modløs i sit udtryk, og duften, der steg op, var reduceret til simpel frugtighed, som efterhånden kunne gøre én i tvivl, om det overhovedet var champagne, eller om det er et glas (god) cava. Er det acceptabelt for en vin, der koster 559 kroner? Nej, det synes jeg ikke, og det er her, en vigtig pointe skal nævnes, når vi snakker om vin fra Moët & Chandon: Man betaler rigtig, rigtig meget for det navn, der står på etiketten, og man drikker i mindst lige så høj grad et mærke som en vin. Den er let genkendelig, og det er i sig selv tilstrækkeligt for nogle, og det er sådan set fint med mig, om end jeg finder det ærgerligt, at disse folk ikke kigger mod mindre prestigiøse producenter, der laver bedre vin til den halve pris. En anbefaling af 2006 Grand Vintage kommer der med andre ord ikke fra dette medie.

Et prestigiøst par, som vil stå dig i knap 1.700 kroner.

Dom Pérignon er med en vejledende udsalgspris på 1.095 kroner nærmest dobbelt så dyr, men den er til gengæld også mere end dobbelt så god. Så langt stemmer priserne; men er den 1.100 kroner værd? Her er vi tilbage ved det akademiske spørgsmål om pris (som jeg tidligere har diskuteret med udgangspunkt i supertoscaneren Sassicaia), for kan man overhovedet diskutere, om nogen vin er mere end tusind kroner værd? Det synes jeg, og jeg har oplevet vine, hvor den sensoriske oplevelse helt afgjort har kunnet forsvare prisen, og ofte er disse vine også produceret i et meget lille antal. Om end Moët & Chandon holder produktionsantallet hemmeligt, synes det ifølge mange sikkert, at vi er over to millioner flasker per årgang, og så er vi i hvert fald ude over termen nicheproduktion. Jeg vil på ingen måde generalisere og påstå, at store kvantiteter er lig med dårlig kvalitet, for sådan hænger det ikke sammen – Dom Pérignon er en flot vin, men den er også et brand, som du betaler dyrt for at ”bære”. Den skal være speciel uden at skræmme nogen væk, og derfor fremstår Dom Pérignon også en anelse for perfekt og behagesyg til min smag, mens andre netop mener, at det er dét, der gør den så god; den leverer en høj, stabil standard hver gang. Jeg savnede syre og friskhed til at opveje koncentrationen og fylden, og jeg blev ikke bevæget af vinen i nogen større grad. Jeg håber, at der kommer en mulighed for at smage vinen om 10 eller 20 år, når vinen har udviklet sig i større grad, men indtil da er konklusionen, at har svært ved at leve op til de forventninger, det flotte, eftertragtede ydre skaber.

  • Frederik Kreutzer

    Hej Rasmus

    Interessant smagning, som nok altid vil være kontroversiel. Er målet med de 2 flasker forskelligt? Jeg vil tro at Vintage er ment til at blive drukket relativt ung og jeg synes i den grad at Dom P. er bedst med 15 – 20 år på bagen. Ofte finder jeg dog Vintage udgaver, ikke Prestige udgaverne, rigtig gode køb fra de store producenter. Netop Moet Vintage plejer jeg at nyde, når jeg falder over den. Jeg jagter den ærlig talt ikke.

    Vi kan dog konstatere at Dom P nok altid vil være en Champagne som man bruger som referencepunkt. Det har jeg selv gjort, op mod Gosset i deres Vintage udgave. Læs her hvordan det gik: http://www.vinkreutzer.dk/2014/01/2-gode-champagner-en-skuffelse-og-en-fantastisk/

    Vi må snart nyde et glas Champagne sammen, hyg dig.

    Frederik