Sassicaia – etiketrytteri for fuld skrue

Vin 8. september, 2014 1 Kommentar

Som mad- og vinskribent har jeg det store privilegium at blive inviteret til smagninger af nogle af de mest ikoniske vine i verden. Ikke overraskende er priserne på disse vine (mindst) lige så store som deres renommé, og ofte bliver det en akademisk diskussion, hvorvidt en vin er pengene værd eller ej; for hvem er egentlig i stand til at vurdere, om en enkelt flaske vin er tusindvis af kroner værd? I sidste ende handler det om udbud og efterspørgsel, og denne er ofte baseret på en lang række faktorer, som ikke nødvendigvis har særlig meget med flaskens indhold at gøre.

Hvis vi for en stund glemmer spørgsmålet om pris i forhold til kvalitet, har jeg efterhånden haft mange store oplevelser med de største vine fra især Champagne, Bourgogne og Mosel. Nogle vine rummer en storhed, der ikke kan gøres op i penge; de rummer noget større – noget, der ikke hænger sammen med alkoholen, for påvirkningen indtræffer ofte efter blot én mundfuld, og følelsen at lykke strømmer igennem én. Det er den type vine, der bringer så megen begejstring, at du for en stund tramper på analysebrillen og bliver fuldstændig ligeglad med, om vinen dufter af brombær, har ligget på fad, eller hvor længe den mon kan gemmes i kælderen.

Er det bare mig?
Den følelse har jeg dog aldrig fået med vinen Sassicaia, der er roden til begrebet ”supertoscaner”, der dækker over en gruppe vine, der ikke passer ind i sit områdes lovgivning, og som på trods af det har opnået kultstatus. Helt konkret handler det om, at vinene fra Toscana typisk skal have en hovedbestanddel af druen Sangiovese for eksempelvis at kunne blive til en brunello, mens supertoscanerne i højere grad er baseret på den franske drue Cabernet Sauvignon. Så langt er der ingen problemer. Sassicaia, der kan oversættes til ”et sted med mange sten”, refererende til jordbunden, var den første vin, der gik i denne retning, da producenten, Tenuta San Guido, i 1945 plantede de første podninger af cabernet-vinstokke fra selveste Chateau Lafite Rothschild, den ene af fem 1. cru’er i Bordeaux. Pointen med vinen er, at Tenuta San Guido med Sassicaia fra begyndelsen sigtede efter mere elegance og lethed a la Bordeaux frem for den gængse, langt mere kraftfulde og rustikke vin, som Italien dengang var kendt for. Vinen er også kendt som Italiens Latour, en anden af de fem store i Bordeaux, fordi den ved smagninger ofte er blevet forvekslet med netop denne vin. At vinen har sin egen officielle oprindelsesbetegnelse, Sassicaia DOC, slår med syvtommersøm fast, at den har en særstatus i Italien. Endnu en milepæl kom i 1985, da verdens mest indflydelsesrige vinanmelder, Robert Parker, gav Sassicaia de maksimale 100 point, og jeg kan vist roligt skrive, at efterspørgslen derfra ikke blev mindre.
Knap 30 år senere er vi en flok vinskribenter samlet på den strålende restaurant no. 2, hvor den danske importør af Sassicaia, Philipson Wine, har indbudt os til smagning med selveste ejeren, Piero Incisa della Rochetta, hvis påklædning og fremtoning er lige så sprød som hans navn. Tilmed er han behagelig og sympatisk, da jeg spørger, hvordan han oplever prisudviklingen på Sassicaia.

Smagningens hovedattraktion, Sassicaia i tre årgange.
Smagningens hovedattraktion, Sassicaia i tre årgange. Foto: Gastromand

”Faktisk er de seneste tyve år den periode, hvor prisen, vi tager for Sassicaia, er steget mindst. Handler det om big business, eller handler det om at være en familieejet virksomhed, for hvilken stor profit ikke er det vigtigste? For os gælder sidstnævnte. Noget andet er selvfølgelig prisen i detailhandlen; den er vi i langt mindre grad herrer over,” siger italieneren. I skrivende stund er normalprisen hos Philipson Wine for den nyeste årgang 1.299,- per styk ved køb af 12 flasker. Det er et pænt stykke under niveauet for de største i Bordeaux, men vi er alligevel godt deroppe af.

Ejeren af Sassicaia, Piero Incisa della Rochetta, fortæller.
Ejeren af Sassicaia, Piero Incisa della Rochetta, fortæller. Foto: Gastromand

Det er blevet tid til at smage på varerne, og vi har fået æren at stifte bekendtskab med hele tre årgange denne eftermiddag. Hidtil havde jeg kun smagt meget ung Sassicaia, og de meget store vine rykker ofte først for alvor fra feltet, når de bliver ældre. Måske af denne grund havde jeg endnu ikke set lyset, men nu fik vi muligheden for at smage 1998; var det tid til endelig at forstå fascinationen og det grumme prisskilt? Nej, desværre udeblev sensationen også denne gang. 1998’eren var på ingen måde død, men jeg fornemmede heller ikke for alvor, at den havde vundet nogen væsentlig finesse ved lagringen. Omvendt noterede jeg mig en del fadnoter såsom cigarkasse, kaffe og chokolade, men for mig blev den temmelig endimensionel. Bevares, det er flot, vellavet cabernet sauvignon (og 15 procent cabernet franc), men vinen formåede i min mund ikke at forklare, at den skal være så dyr. 2011’eren, den senest frigivne årgang var ung og frisk, og den smagte også dejligt uden igen at løfte sig til nye højder. Dog var den mere interessant og livlig end 98’eren. Årgang 2006 var afgjort den mest interessante med en let røget note af bagt peberfrugt, der blev bakket op af god syre, en flot balanceret tyngde i munden, og det virkede umiddelbart som et godt tidspunkt at drikke den på; men 3.000 kroner per styk ved køb af 12? Tak, men nej tak. Jeg kan ikke bebrejde Philipson Wine, at de tager de penge, de gør, for udbud og efterspørgsel er som bekendt det, det handler om. Jeg kender heller ikke noget til deres avance, men konklusionen er under alle omstændigheder, at vinen i mine øjne ikke kan bære det tunge prisskilt, den har om halsen. Dog tyder alt på, at vinen er et strålende investeringsobjekt, så hvis du har den slags for øje, kan Sassicaia være et glimrende køb – men behold proppen i! Rent smagsmæssigt savner jeg en tydelig personlig og karakter i Sassicaia, som gør, at den hæver sig over bare at være en vellavet vin på cabernet sauvignon. Jeg hæftede mig ved Piero Incisa della Rochettas kommentar om prissætningen, hvor min fortolkning af svaret er, at Tenuta San Guido måske i virkeligheden ikke ønsker den himmelflugt, prisen har taget. Det er i sidste ende synd for den ganske udmærkede vin.
I min optik er Sassicaia en vin, der i højere grad bliver drukket på grund af etiketten frem for indholdet, og det har ikke noget med feinschmeckeri at gøre; det er bare dumt.

Læs også: Sansebombarderende vinsmagning på Sølyst

  • Michael Riosa Nielsen

    kender du Guado al Tasso? Dens pris er noget mere beskeden, og umiddelbart virker det som samme type og kaliber vin? Dog synes jeg, man alligevel faar mere for pengene i Napa.