Paté Paté har etableret sig som et af Kødbyens populære spisesteder. Priserne ligger i mellemlejet, og på papiret er der mange spændende retter at vælge imellem. Vores besøg viste dog, at langt fra alle udføres lige så spændende i praksis.
”Hvor går man hen, når man skal have lidt god mad til en rimelig pris i uformelle omgivelser med en god ven eller veninde?” bliver jeg ofte spurgt om. Og det er et godt spørgsmål, for der er rigtig mange steder i København, der lever op til den beskrivelse; men hvilke er de bedste? Research må der til, og derfor mødtes jeg med en god ven og gedigent madøre for at teste om Paté Paté er værd at anbefale fremover. Navnet har stedet fået, fordi lokalerne tidligere dannede rammer for leverpostejsproduktion, hvorfor stilen også er forholdsvis rå og minimalistisk inden for. Vi snuppede imidlertid et bord udenfor i solen. Man sidder ikke fantastisk på de dertil indrettede – og noget støvede – metalbænke og –stole, men stemningen er god, og der er rigeligt at følge med i omkring én.
Paté Paté lever op til sit navn, hvad angår menuen, der er i høj grad er præget af animalsk protein, men det skal rimeligvis nævnes, at der også er omkring fem vegetarretter på kortet. Menukortet lægger op til at dele mellem hinanden, og vi besluttede os for at hoppe med på legen og bestilte seks forskellige retter. Den søde, men også svært beskæftigede tjenerinde spurgte, om vi ønskede at få serveringer i etaper, eller om det hele skulle komme på én gang. Sidstnævnte går hurtigere, mens førstnævnte gør, at de varme retter forbliver således, fordi de ikke står og venter. Vi valgte at få hele omgangen samtidig.
Forinden lagde vi dog ud med to snack-serveringer. Den ene var sprøde friterede flager af den spanske blodpølse morcilla, hvis sødmefulde smag af stegte løg og varme krydderier samt jernrige blodsmag stod fint frem på trods af det kortvarige ophold i den varme olie.
Læs også om det spanske vinområde Ribera del Duero
Sprøde flager af den spanske blodpølse morcilla.
Smag var der også i trekanterne af den spanske ost manchego, der virkede relativt lagret, hvilket gav godt bid til den tørre ostetype.
Læs også: Tre verdensklasseoste fra Arla Unika
Manchego i al sin enkelhed, og den smagte godt.
Skuffende skaldyr
De fleste retter er cirka af forretsstørrelse og ligger mellem cirka 80 og 150 kroner. Vi bestilte to skaldyrsserveringer, og her blev vi noget skuffede. Jomfruhummere er en udsøgt delikatesse, når de er friske og veltilberedte, men ingen af delene kunne siges at være tilfældet om de fem hele dyr, der lå foran os i kold tilstand sammen med en klat aioli og en skive citron. De virkede forkogte, smattede i strukturen og trætte i smagen, og aiolien var så bitter i smagen, at den på ingen måde kunne hive en redning hjem for de overkogte jomfruhummere. At servere tilsyneladende forkogte jomfruhummere går altså ikke, når de kræver to-tre minutters kogetid at kunne servere friske, varme af slagsen i stedet for.
Opskrift: Kaviar, jomfruhummer og jordskokker – the Søllerød Kro way
De fem jomfruhummere var formentlig ikke selvdøde, men det virkede næsten sådan.
Det blev ikke meget bedre med næste ret med gambas, de store spanske rejer, som ligeledes blev serveret i egen skal. Her var de dog varme, og de blev serveret med den spanske mojo, en krydret sauce, hvis hovedbestanddel er bagt peberfrugt. Da besværet med at få kødet fri med fedtede fingre til følge var overstået, og vi havde dyppet rejerne i mojoen, kunne vi konstatere, at også denne sauce ramte et bitterhedspunkt, der bare ikke var rart. En gennemtrængende smag af forkullet peberfrugt overtog smagsbilledet fuldstændig, således at de ellers kødfulde rejer måtte give fortabt. Således sad vi ikke kun tilbage med skuffelse i sindet, men også fingre, der var fedtet ind i skaller og sandede tarmstrenge, og da servietten allerede var opløst efter én reje, havde vi fedtede fingre resten af måltidet.
Gambas med mojo, der desværre var alt for bitter.
Anderledes positivt var mødet med ongleten, der også er kendt under betegnelsen nyretap. Den mørke udskæring med tykke, lange kødfibre har dog intet med nyrer at gøre. Det er utroligt smagfuldt og smukt lilla i farven, men det kan hurtigt blive anderledes sejt, hvis ikke kvaliteten og tilberedningen er i orden. Begge dele var dog tilfældet her, hvor det saftige, rosa kød lå på en særdeles velsmagende varm salat med squash, hvidløg, kapers, mynte og god olivenolie. Saftigt, sydlandsk og simpelt på den rigtig gode måde.
En yderst veludført servering med onglet løftede humøret.
Jævn tatar
Samme udskæring spillede hovedrollen i vores tatar, der fik selskab af ribs (sæsonkøkkenet lader ikke til at have altafgørende betydning på Paté Paté), croutoner og en mayo med grov sennep. Der var intet grimt at sige om tataren, hvis struktur var dejligt grov og samtidig mør med fin syre og sødme var bærrene. Alligevel savnede vi noget kant, noget, der gjorde den særlig for stedet, men signaturen fandt vi desværre ikke i den noget gennemsnitlige tatarservering.
Flot ser tataren ud, men smagen lod lidt tilbage at ønske.
Vi genfandt til gengæld begejstringen i næste servering, der bestod af hampshire-gris med belle de boskoop-æble og fennikel. Grisen var meget finurligt udskåret i firkanter, hvor laget af meget sprød svær havde en større omkreds end selve kødet, som på den måde nærmest blev svøbt i sin egen sprøde hud. Det møre kød virkede til at være blevet glaseret i en dyb, velsmagende sauce, og der var intensitet for alle pengene. Den friske fennikel og de syrlige æble spillede rigtig godt op til grisen, og vi var begge enige om, at der var tale om en rigtig flot servering.
Læs også: Opskrift på tatar med confiteret æggeblomme og syltede løg
Sprøde firkanter af gris, der var svøbt i sin egen hud – meget vellykket.
Nu var bordet ryddet for retter, og det undrede os egentlig, for vi havde bestilt en portion foie gras terrine, som dog ikke var dukket op. Da vi spurgte vores tjener, om den var på vej, virkede hendes svar som om, at køkkenet havde besluttet, at vi ikke skulle have den servering. Om grunden var, at de tænkte, at vi ikke kunne spise den, ved jeg ikke, men under alle omstændigheder var det besynderligt, at vi ikke blev informeret om rettens udeblivelse. En ny bestilling blev dog givet, og godt fem minutter senere blev vi ordineret en nydelig skive af meget pæn størrelse, som blev serveret helt enkelt med lidt syltet kvæde og brøndkarse på toppen. Som et gennemgående tema for aftenen var det endnu en gang en voldsom bitterhed, der stjal billedet. Hvor den kom fra, er svært at sige, men det overskyggede fuldstændig den runde, fede leversmag i den i øvrigt ellers veltempererede, cremede terrin.
Restaurant i mellemprislejet: Læs anmeldelsen af dejlige Pony
Flot ser den ud, skiven af foie gras terrine, men smagen var igennem voldsomt bitter.
For at vende tilbage til den oprindelige tanke, at udforske restauranter i mellemprislejet, må jeg desværre konstatere, at Paté Paté ikke kommer på min liste i denne kategori. Ongleten og svinekødserveringen var to meget positive bekendtskaber, men resten var en skuffende omgang, der i mine øjne illustrerede unøjagtighed i tilsmagningen samt en lidt for løs tilgang til serveringerne, hvor der blev sprunget over, hvor gærdet var lavest, lidt for ofte. Det hører med til historien, at Paté Paté har et bredt vinkort med glimrende vine fra hele verden. Stedet er en del af samme foretagende som Falernum, Bibendum og Panzón, som serverer mange af de samme vine, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med, men denne aften måtte vi begge holde os til vandvognen. Vi kom af med små 900 kroner for de seks serveringer, snacks samt en flaske danskvand og en lille håndfuld colaer til min sukkerglade medspiser. Det kunne være gået meget værre, men for færre penge har jeg fået bedre oplevelser hos naboen Nose2Tail (som du kan læse en anmeldelse af her), og for det samme beløb kommer du også et godt stykke vej på Pony og Pluto.
Paté Paté
Slagterboderne 1
1716 København
Telefon 39 69 55 57
info@patepate.dk
