Tre gourmetoste til nytår fra Arla Unika

Anbefalinger 27. december, 2012 8 Kommentarer
Tre oste på topniveau fra Arlas Unika-serie. Øverst er det Havgus, nedenunder den nye maltost og bagerst Højelundgaard Sønderjysk Blå.
Tre oste på topniveau fra Arlas Unika-serie. Øverst er det Havgus, nedenunder den nye maltost og bagerst Højelundgaard Sønderjysk Blå.

Jeg har tidligere nævnt én af mine favoritoste fra Arlas Unika-serie, havartien (som du kan læse om her). Nu er turen kommet til tre af gourmetseriens fantastiske oste, som vil gøre sig perfekt på ostebordet til nytår eller i hvilken som helst anden sammenhæng, hvor du vil forkæle dig selv og/eller dine gæster med ost af bedste slags.

Læs også: En perfekt nytårsdessert: Saltkaramel-is med kondenseret mælk

De tre oste er:

Havgus

Havgus er en fast lysgul ost, som fremstilles af økologisk mælk fra én gård i marsken. Det lagrer minimum et år, hvilket har udviklet komplekse duft- og smagenoter af hasselnødder og brunet smør; men den har samtidig bevaret en delikat friskhed med frugtige noter af ananas. Havgus er oplagt til ostebordet såvel som i risotto eller retter, der skal gratineres. Prøv at drikke den med et glas tør finosherry eller tysk riesling.

Unika Maltost

Maltosten produceres på Kvibille Mejeri i Halland. Den er udviklet i samarbejde med Husbryggeriet Jacobsen og Aarhus Bryghus. Den mørkebrune marmorering i osten skyldes, at osten er injiceret med malt og humle. Duften er indsmigrende med noter af ristede korn og rugbrød. Smagen byder på nødder, ristede noter og karamel. En fast ost, som er yderst delikat. Drik den med mørk øl eller en single malt whisky af den røgede slags.

Læs også: Test: Her er årets champagne til nytår

Høgelundgaard Sønderjysk Blå 

Denne blåskimmelost er nok i virkeligheden den Unika-ost, jeg er mest betaget af. På trods af minimum ni måneders lagring er konsistensen næsten ufatteligt cremet, og blåskimmelkulturerne er i sublim balance mellem det dybe, stærke og milde. Ligeledes har den tydelige krystaller, som knaser delikat i den cremede ost. Duften er ren umami med duft af champignon, og i smagen minder den faktisk meget om champingnons a la creme. Et must for blåskimmelfans. Osten decideret kalder på at blive spist sammen med kirsebærvin fra Frederiksdal Gods.

Et stærkt felt af gourmetoste, her akkompagneret af hjemmesyltede hyben.
Et stærkt felt af gourmetoste, her akkompagneret af hjemmesyltede hyben.

 

Det var alt for denne gang. Alle tre oste samt det øvrige udvalg af Unika-produkter kan købes hos Arla Unika i Torvehallerne samt udvalgte Unika-produkter hos Salling Stormagasin i Aalborg og Aarhus.

Hvilke oste holder du især af, og skal du have ost til nytår?

  • Elsker Arlas Unika serie, det er virkelig interessante oste. Jeg synes dog generelt at der dukker flere og flere interessante oste op lokalt i Danmark. Fandt for nylig en Thy ost, da jeg var i Thisted (Byens Vin & Ost) En fantastisk tør ko ost med stor intensitet. Lidt som Vesterhavsosten fra Thiese, bare mere luftig og samtidig intens.
    Nytårsaften bliver ostene bl.a. danske. Arla Havgus og en hvidskimmel, jeg lige har glemt navnet på. Samt et par sydeuropæiske som tillæg 😉

    Hyg dig.

    • Feinschmeckeren

      Jeg er helt enig med dig, Frederik. Jeg er selv meget begejstret for Thise Mejeri, som ligger på min hjemegn. Vesterhavsosten er jo sublim, og de laver også andre skønne oste, for eksempel Hvidklint, som også fås i en røget udgave – mums. Nu foreslår jeg fino eller tysk riesling til Havgus – hvad ville du drikke til?

  • Morten Jørgensen

    Arla’s Unika-serie lever virkelig op til deres navn, nemlig unikke i hver deres smag. Kan især også anbefale Unika Ask, som nok er den Frederik Kreutzer ikke kan huske navnet på! 🙂

    • Feinschmeckeren

      Tak for din kommentar, Morten.

      Ja, ostene lever op til deres prædikat. Ask kunne det være, men det kunne også være Gnalling, som jeg også er ganske forelsket i.

      Godt nytår!

  • Mette (becauseitmatters.dk)

    Uhmmmm – de er så gode de oste! Maltosten bliver faktisk injeceret med malt….. Efter sigende med en MEGET stor sprøjte 🙂
    Høgelundgaard er fantastisk!!! Og du har helt ret, Frederiksdal er den perfekte kombi

    • Feinschmeckeren

      Hej Mette,

      Ja, de er vidunderlige – jeg bliver lykkelig, hver gang jeg sætter tænderne i et stykke fra Unika. Du har da helt ret i, at det er en injektion, tak.

      Godt nytår!

      • Mette (becauseitmatters.dk)

        Ja tænk, man kan blive lykkelig af det, men jeg kan sagtens genkende følelsen.
        Desværre også det modsatte, når jeg nu sætter tænderne i ANDRE oste…. Unika gør forvænt….!!

        • Rasmus Palsgård

          Det er så afgjort vanedannende ost, Mette. Og ja, der er meget ligegyldig – og til tider elendig – ost på markedet; men som Frederik Kreutzer nævner, er der heldigvis flere og flere mindre mejerier, som virkelig giver den gas.