Anmeldelse: Restaurant Gorilla – ordinær uden vildskab

Anbefalinger 13. januar, 2015 3 Kommentarer

Få restaurantåbninger i 2014 fik så megen opmærksomhed som Restaurant Gorilla, der er den sjette i rækken af Rasmus Oubæks succesfulde restauranter, som derudover tæller Retour, to gange Retour Steak, Melée, Barbie og Pluto. Restauranten åbnede i efteråret i den bagerste ende af Kødbyen i et stort lokale med plads til 200 mennesker. Skulle du tænke, at den må være svær at fylde ud, må du tro om igen. Onlinebookingen denne anden fredag i januar vidnede ikke om sparetider, for der var ikke ét bord at få, da jeg ud på eftermiddagen samme dag forsøgte mig. Da jeg prøvede at ringe, kunne tjeneren dog lige presse os ind klokken 18 med det forbehold, at nye gæster skulle have vores plads klokken 21, hvilket var helt fint.

Der var fuldt hus denne anden fredag i januar.
Der var fuldt hus denne anden fredag i januar.

Det er alt andet lige nemmere at skabe en god stemning, hvis man har gæster, og allerede klokken 18 var Gorillas store lokale godt fyldt ud. Vi blev placeret i baren, hvorfra vi kunne følge med i bartenderne, som har nok at se til, eftersom mange gæster bestiller cocktails til maden fra det forholdsvis omfangsrige drinkskort.

Menukortet rummer en lang rakke snacks og småretter, som ligger inden for et overskueligt prisspænd på 25 til 120 kroner per styk. Det, der giver mest mening, er at bestille menuen med enten 10 eller 15 serveringer til henholdsvis 350 og 450 kroner. Her sammensætter køkkenet menuen, så man både kommer omkring at fornuftigt udvalg af snacks, salte retter og desserter.

Vinkortet appellerer til byens naturvinentusiaster, hvilket jeg personligt bifalder. Restaurantens hurtige tempo og gode stemning fordrer vin, der vækker umiddelbar glæde, og som kan drikkes i hurtige mundfulde. Jeg er særdeles glad for Angiolino Maules vine, som han dyrker i Veneto-regionen i det nordlige Italien, og når hvidvinen Sassaia står til 300 kroner, var beslutningen ikke svær at træffe. Vinen er hovedsagligt lavet på druen Garganega, er ufiltreret, og dele af produktionen er lavet uden tilsætning af svovl. Det har resulteret i en livlig vin med god fylde og frugt, der gjorde den velegnet til de fleste retter.

Læs også: Sassicaia – når vin handler om etiketten

Maule giver smilende mule.
Maule giver smilende mule.

Vi besluttede os for menuen med 10 serveringer, og den begyndte med et par snacks bestående af chips med smag af and og tynde skiver veltempereret sortfodsskinke af en god kvalitet, uden at den dog smeltede på tungen, som de bedste spanske skinker, der også er voldsomt kostbare, gør det.

Chips med andedrys. Lidt kedelige og neutrale i smagen.
Chips med andedrys. Lidt kedelige og neutrale i smagen.
Sortfodsskinke er altid dejligt, og her havde den stuetemperatur, hvilket fremhæver den sødmefulde kødsmag med et hint af peber.
Sortfodsskinke er altid dejligt, og her havde den stuetemperatur, hvilket fremhæver den sødmefulde kødsmag med et hint af peber.
Vi fik også lunt brød med sprød skorpe og et sejt, fugtigt indre med en indbydende syrlig duft fra surdejen.
Vi fik også lunt brød med sprød skorpe og et sejt, fugtigt indre med en indbydende syrlig duft fra surdejen.

Dernæst en vellykket tatar med grov kødstruktur liggende på en stribe avokadocreme tilsmagt med spidskommen. Sprødhed fik vi fra flager af kyllingeskind og puffede ris, og alt i alt var den alternativt krydrede tatar en velsmagende og anderledes udgave i det københavnske mylder af tatarserveringer.

Læs også: Tatar med confiteret æggeblomme, jordskokkechips og peberrodsmayo

Tataren var med sin pikante spidskommenkrydning anderledes og interessant.
Tataren var med sin pikante spidskommenkrydning anderledes og interessant.

I samme ombæring fik vi ceviche, den peruvianske nationalret med råmarineret fisk, i dette tilfælde sandart. Den soppede i en let flydende gele af tomatsaft og persilleolie med en forfriskende syrlighed, mens små kugler af agurk gav os noget at sprødt at tygge på. Med denne og tataren følte vi os godt underholdt efter første runde, som tegnede lovende for resten af menuen.

Få, gode komponenter bandt denne vellykke ceviche sammen.
Få, gode komponenter bandt denne vellykke ceviche sammen.

Forventningerne blev dog ikke indfriet, og det var som om, at den store gorilla herfra tabte pusten. I første omgang gik det ud over et stykke torsk, der ellers var stegt flot og havde et glasklart indre, men end ikke skyggen af saltning kunne vi få øje på under de stegte grønkålsblade, som ellers har det så godt med torsk. Den grønne broccolicreme var faktisk glimrende med god fedme, men torsk uden salt er lig med torsk uden smag, og det er svært at hidse sig op over.

torsk
Torsk med stegt grønkål og og blød, cremet broccolicreme; men hvor var saltet?!

Gruer for tørrede pastaskruer
Konceptet med de mange små retter, der giver gæsterne mulighed for at smage mange ting, er god, men så forventer jeg også, at de små serveringer har sjæl. Det har tørrede pastaskruer ikke. Siddende ved den høje bardisk følte jeg mig pludselig sat tilbage i tiden, bænket ved et lidt for højt bord til middagsmad i børnehaven med pastaskruer og ikke så meget andet. Gorillas udgave var vendt med persille og nogle få stykker stærk italiensk pølse, hvis primære funktion var at overdøve smagen fra de sarte tilhørende gnudi, osteboller af ricotta og parmesan, hvis cremede, bløde tekstur var det eneste, vi kunne sanse, efter chiliraseriet fra pølsen. Den sprødstegte rosmarin og salvie sammen med den revne citronskal var ellers delikat og ærkeitaliensk, men sat sammen med den tørre, ligegyldige pasta fungerede det ikke. Jeg går ikke ud at spise for at få serveret tørret pasta, og det tror jeg heller ikke, at særlig mange andre gør.

Læs også: Mad af høj klasse på no. 2

De tørrede pastaskruer var seje, hvilket ikke må forveksles med al dente.
De tørrede pastaskruer var seje, hvilket ikke må forveksles med al dente.
De ellers udmærkede gnudi måtte se sig slået af den stærke italienske pølse.
De ellers udmærkede gnudi måtte se sig slået af den stærke italienske pølse.

Markant bedre var de følgende sliders – små burgere – med braiseret, smeltende mørt og saftigt brisket, som herhjemme fejlagtigt oversættes til oksespidsbryst. Mens amerikanerne bruger udskæringen til denne langtidstilberedte lækkerbisken, bliver det i Danmark anvendt til hakkekød; synd og skam. De bløde, let søde boller var foruden skiven af brisket fyldt med agurk og en meget stærkt sennepsdressing, som insisterede hårdnakket på at overdøve kødet, hvilket også næsten lykkedes. En mildere sennepsdressing med mere sødme og plads til kødets dybe smag havde gjort det bedre for mig.

Læs også: Pluto – Oubæk har gjort det igen

Brisket er et eminent opfindelse fra amerikanernes side.
Brisket er et eminent opdagelse fra amerikanernes side.

Den følgende tallerken med okseculotte fejlede bestemt ikke noget. Kødet var ensartet rosa hele vejen igennem, og den tilhørende sauce var udmærket, men manglede dybde og kærlighed fra køkkenets side. Den tilhørende hovedsalat skåret i kvarte var frisk og saftig og smagte dejligt med den ceasar salad-inspirerede ansjosdressing og revne vesterhavsost, men her savnede jeg igen at se køkkenet kæle lidt mere for detaljen – et kvart salathoved med revet ost kan de fleste lave på hjemadressen, hvis de har lyst. En hurtig tur på grillen eller panden havde været en spændende tilføjelse til serveringen.

En ceasar salat-inspireret servering uden megen gnist.
En ceasar salat-inspireret servering uden megen gnist.
Culottestegen nåede tallerkenen, inden kameraet fik skudt, men den flotte tilberedning er ikke til at tage fejl af.
Culottestegen nåede tallerkenen, inden kameraet fik skudt, men den flotte tilberedning er ikke til at tage fejl af.

Nogen feberredning kunne dessertrunden ikke stå for. Første del, tern af en tør, smuldrende, mazarinlignende kage var en drøj omgang på trods af den udmærkede friskostlignende creme og skiverne af appelsin, men ”ordinær” er den mest rammende glose, jeg kan komme på. Bevares, den følgende softice, der var todelt i ren forlystelsesparkstil, med banan og chokolade samt peanutdrys på toppen var god, cremet og overraskende frisk med tydelig smag af banan, men mere end en hyggelig mundfuld is blev det aldrig.

Kagen var tør og uinteressant, og jeg tvivler på, at ret mange af køkkenets kokke selv ville gide at spise den.
Kagen var tør og uinteressant, og jeg tvivler på, at ret mange af køkkenets kokke selv ville gide at spise den.
Softice med banan og chokolade.
Softice med banan og chokolade; hyggeligt, men så heller ikke mere.

Tidligere anmeldelser af Gorilla havde selvsagt gjort forventningerne høje, og om de respektive anmeldere har gejlet hinanden op, eller om abernes konge har tabt pusten, kan jeg af gode grunde ikke vurdere, men det måltid, jeg spiste den pågældende aften, kunne ikke få mig til at brøle af begejstring. Mens de gode nedslag minder meget om succeser, jeg tidligere har nydt på Pluto, virkede de mere triste serveringer blot ideforladte og uden nogen videre form for overvejelser om, hvorfor de overhovedet blev var på menuen. Måske gør den store folketilstrømning det svært for Gorilla at holde niveau. I hvert fald antydede vores i øvrigt behagelige tjener, at de mange mennesker af og til gjorde det udfordrende at levere den vare, som folk med rette forventer. I forlængelse må jeg fastslå, at vores betjening denne aften var meget tilfredsstillende, og flere gange havde bartenderen over for os overskud til at hælde vand og vin i vores glas. Det havde han ikke behøvet, men det vidnede om lyst til at give en god oplevelse. Generelt har tjenerne ikke tid til lange forklaringer, og det er også i orden for et sted som Gorilla, og når vi havde spørgsmål, blev de også besvaret med venlig attitude.
Svagheden ligger derfor primært i køkkenet, som på trods af den umiddelbart lave menupris på 350 kroner skal skrue væsentligt op for skarpheden i tilsmagning og vise mere kærlighed til retterne, før jeg gider at komme igen. Udbuddet af restauranter i København er så stort, at den positive opmærksomhed, som Gorilla høster lige nu, hurtigt kan fortage sig, og det ville være synd for de prisværdige koncept.

Gorilla
Flæsketorvet 63
1711 København V
Tlf.: +45 3333 8330

  • Pingback: Restaurant Gorilla – Kødbyens nye bulderbasse | Gastromand.dk()

  • Per Chr. Larsen

    Ingen diskusion. Jeg er fuldstændig enig i vurderingen. Vi var der den 21/1 og har fuldstændigt samme oplevelse. De første 4 retter (til og med cevichen) er herlige, og så bliver det ordinært. Du bliver mæt, der er ikke noget dårligt, value for money men det er på kvantitet, ikke på oplevelser.
    Per Chr.

    • Rasmus Palsgård

      Hej Per

      Tak for din kommentar. Det er ærgerligt, at du har haft samme oplevelse. Lad os håbe, at kvaliteten snart kommer i højsædet.

      Venligst
      Rasmus