Disclaimer: feinschmeckeren.dk var inviteret af Mikkeller til arrangementet. Alle fotos er taget af Søren Quvang
Alkoholfri øl har ikke haft det bedste renommé, siden det for alvor begyndte at blive et fænomen for fem-ti år siden. Der er dog sket rigtig meget med de alkoholfri øl, som i dag er blevet så gode, at man ikke kan spotte, at der ikke er alkohol i. Det betyder, at man kan få en autentisk øloplevelse, hvor det eneste, man må give afkald på, er branderten og de efterfølgende tømmermænd.
Det er en lun aften i slutningen af september i København. Foran Selma, en af landets bedste smørrebrødsrestauranter, står folk og hygger sig på behørig afstand af hverandre. Der bliver skænket rundhåndet ud af en smuk, lilla øl med blåbær, og som det oftest er, når der er godt øl i nærheden, er stemningen også ganske god. Den eneste forskel i forhold til de fleste festlige forsamlinger er, at den konkrete øl, Limbo Series Blueberry fra mesterbryggeren Mikkeller, indeholder sølle 0,3 procent alkohol, hvilket teknisk klassificerer den til betegnelsen ”alkoholfri øl”. En alkoholfri øl må indeholde op til 0,5 procent alkohol, fordi der altid vil være en chance/risiko for, at der kan være alkohol i gærede sukkerstoffer i drikkevarer. Til sammenligning kan set siges, at der ligeledes kan være en lille smule alkohol i appelsinjuice såvel som en meget moden banan.
Læs også: Antibiotikafri kvalitetslaks fra SALMA er kommet til Danmark
Stigende forbrug og kvalitet
Fra 2014 til og med 2019 er salget af alkoholfri øl ifølge Bryggeriforeningen femdoblet fra knap én million solgte liter øl til 4,7 millioner liter i 2019, og det er der ifølge Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, to hovedårsager til stigningen i alkoholfrie alternativer.
”Bryggerne er ganske enkelt blevet dygtigere til at brygge alkoholfrie øl, som smager godt. Samtidig er det blevet socialt acceptabelt at nyde en øl uden alkohol – i visse kredse er det endda ret hipt”, siger Niels Hald.
Vi er imidlertid rykket inden for på Selma. Vi er blevet bænket, og mundbindene er lagt til side, og her bliver vi bekræftet i, at de alkoholfri øl så sandelig smager godt. Nogle serveringer senere når vi til den amerikanske wheat ale-type Drink’in the Sun, den alkoholfri øl, som for alvor tændte gnisten hos manden bag Mikkeller, Mikkel Borg Bjergsø.
“Da min kæreste var gravid med vores ældste datter, spurgte hun, om jeg ikke kunne brygge en alkoholfri øl til hende, men dengang var jeg ikke så erfaren inden for brygning som nu. Det er virkelig kompliceret at lave en alkoholfri øl, der smager godt, fordi en øl jo netop får en del af sin smag gennem gæringen og alkoholen; men i 2013 lykkedes det os at finde en gærstamme, som udvikler aromaer i øllet uden at danne nævneværdige mængder alkohol, hvilket betyder, at vi ikke er nødt til at fjerne alkohol. Det var første gang, jeg for alvor tænkte, at vi var på sætte spor,” forklarer Mikkel Borg Bjergsø om øllen, der i en blindtest foretaget af Mikkeller af panelet blev anslået til at have en alkoholprocent på fem. Gærstammen er nu opkaldt efter Mikkeller og har fået navnet mikkellensis.
For ti år siden var der blot to danske alkoholfri øl på markedet, for fem år siden var der ti, og i år er antallet oppe på 57 danske alkoholfri øl på markedet – hele 16 af disse kommer fra Mikkeller.
”Jeg drikker alkoholfri øl om morgenen, i løbet af dagen og efter træning. Det er simpelthen det bedste, man kan få, efter en hård træning,” fortæller Mikkel Borg Bjergsø, der er passioneret løber.
Velegnet til træning
Mikkeller har sin egen løbeklub, Mikkeller Running Club, og i forlængelse af den har Mikkeller udviklet en særlig restitutionsøl ved navn Energibajer, som er brygget i samarbejde med eliteløbetræner og forfatter Claus Hechmann. Ideen opstod i forbindelse med hans træning af Mikkel Bjergsø og leder af Mikkeller Running Club, Søren Runge. Ifølge Hechmann er øllen et kærkomment alternativ til det massive udbud af energi- og proteindrikke, der findes til sportsudøvere, og som i hans verden slet ikke giver mening:
“Sukker og proteindrikke gør bare folk tykkere og giver dem ustabilt blodsukker. Øl derimod er godt og et naturligt energiprodukt som indeholder stort set alle de stoffer, vi har brug for i forhold til restitution og opladning før løb og træning. Det eneste minus er alkoholen, så da muligheden for at lave en alkoholfri øl, som rent faktisk smager af øl, forelå, var jeg klar.”
Nogle undersøgelser har også vist, at alkoholfri øl er en rigtig godt at indtage i forbindelse med fysisk aktivitet, fordi det blandt andet skulle nedsætte restitutionstiden. I Tyskland er alkoholfri øl også blevet populært i forbindelse med store sportsbegivenheder såsom maratonløb, hvor de store bryggerier disker op med deres alkoholfri øl til de trætte sportsudøvere. Undertegnede kan også tilslutte sig koret af folk, der for alvor nyder en kold øl efter en hård træning – vel at mærke med god samvittighed.
Bedst blandt alle øl
Tilbage på Selma fejler stemningen bestemt ikke noget på trods af, at der ikke er alkohol i blodet. Det skyldes – foruden det gode selskab og den lækre mad fra Selma-køkkenets hånd – at øllet ingenlunde lader noget tilbage at ønske rent smagsmæssigt. Vi smager øllen Limbo Series Riesling, som er en blanding af Mikkellers alkoholfri øl og rieslingmost fra Mikkellers egne vinstokke i Mosel-regionen i Tyskland. Den har en frisk, frugtig og læskende syre, samtidig med at den besidder det gode øls kompleksitet. Vi prøver også Weird Weather, en New England IPA-type, som tilbage i 2018 vandt prisen for bedste øl ved Stockholm Beer & Whisky Festival i 2018 – vel at mærke blandt alle øl, med såvel som uden alkohol, hvilket må siges at være et endegyldigt bevis på, at alkoholfri øl har udviklet sig markant.
På disse sider glæder vi os over, at de personer, der af den ene eller anden årsag ikke drikker alkohol, nu også kan få et seriøst alternativ til øl, så man som voksen ikke skal sidde med en sød læskedrik, som ikke bidrager med større kulinarisk værdi. Mange restauranter og barer er begyndt at føre de gode alkoholfri øl fra Mikkeller såvel som nogle af de efterhånden mange andre gode alkoholfri øl fra Skovlyst, Schiøtz og Royal.