SALMA – norsk kvalitetslaks uden antibiotika

Anbefalinger 1. oktober, 2020 0 Kommentarer

Annonce i samarbejde med SALMA og Vendsyssel Seafood

Norsk lakseopdræt har ikke det bedste ry herhjemme. De norske producenter af laks bliver typisk skåret over én kam, men der er producenter, som har et stort, voksende fokus på kvalitet og bæredygtighed. SALMA er den førende producent i Norge, når det gælder kvalitet, og de er netop trådt ind på det danske marked, hvor man kan finde dem i udvalgte Meny-butikker. Jeg har smagt på laksen, som er af en kvalitet, der gør, at man uden problemer kan spise den rå. 

salma

Det er denne labre sig, det skal handle om i dag.

Norsk laks er et no go. Sådan tænker flere og flere herhjemme, efter at man i en del år har fået fortalt, hvor meget antibiotika, GMO-foder og meget andet, der er anvendt til at producere den laks, der ender på køkkenbordet i rigtig mange hjem. Samtidig har de norske laksebrug ikke været gode nok til at passe på det havmiljø, de har gjort sig til en del af, og derfor har branchen også – ganske fortjent – fået nogle hug, hvilket også har været medvirkende til, at andre lande såsom Færøerne og Island har øjnet muligheden for at lave et bedre og mere skånsomt produkt for naturen. Jeg har selv haft det på samme måde, og når jeg har handlet laks, er jeg altid gået efter den færøske eller islandske udgave.

Læs også: Her finder du de bedste vinmenuer i landet

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af Vendsyssel Seafood, som kunne fortælle mig, at de var i gang med at introducere fersk laks fra den norske producent Salma på det danske marked, og at man i den forbindelse gerne ville lave et samarbejde med mig. Jeg sætter altid stor pris på, når virksomheder kontakter mig, fordi de gerne vil samarbejde, men det er vigtigt for mig, at der altid er tale om et produkt, jeg kan stå inde for. Derfor måtte jeg stille SALMA en del spørgsmål, og jeg må sige, at de svarede godt for sig, og jeg blev ganske positivt overrasket over, hvordan de rent faktisk arbejder med deres lakseproduktion.

salma

SALMAs lakseproduktion finder sted på Bomlø i Norge.

Flyvende laks coming through!

Ingen antibiotika og GMO
For det første ville jeg vide, hvordan det stod til med brugen af antibiotika. Bremnes Seashore, som leverer størstedelen af laksen, der anvendes til produktion af SALMA, har ikke brugt antibiotika i siden 1992. Den laks, SALMA køber fra andre leverandører, er ligeledes uden antibiotika. Jeg var også nysgerrig efter at høre, hvad foderet, laksene får, primært består af. Rigtig mange laksebrug har fået kritik for at anvende store mængder sojabønner som foder, hvilket ikke er specielt klimavenligt. Der er også soja i det foder, som SALMA-laksene får at spise, men i en norsk undersøgelse klarer SALMA sig klart bedst blandt de testede norske producenter ved at have et væsentligt lavere indhold af soja i foderet, som i øvrigt er helt fri for GMO. Konklusionen er, at de langt fra er i mål, men at tingene går i den rigtige retning. SALMA anvender desuden udelukkende certificeret soja, som er mindre skånsomt for miljøet. SALMA understreger selv, at det er en lang og langsom proces at konvertere til mere og mere bæredygtigt foder, men de understreger, at de hele tiden bevæger sig i den rigtige retning.

Helt konkret består laksefoderet af maritime ingredienser fra leverandører, der kan garantere, at varerne kommer fra reguleret og bæredygtigt fiskeri. Foderet er ifølge SALMA baseret en opskrift, der skal hjælpe med at sikre sunde laks og en lav foderfaktor (hvor meget foder, der anvendes for at producere ét kilo laks). Indholdet består af fiskemel, fiskeolie, mel af krill (små, rejelignende dyr), sojabønnekoncentrat og hvede samt solsikke- og rapsolie. I nogle tilfælde er der ligeledes ærtestivelse og andre bønner i foderet. Den animalske del af foderet er lavet af frasorterede udskæringer af eksempelvis sild såvel som industrielt anvende småfisk, som ikke anvendes til direkte salg til forbrugere. Der er ingen palmeolie i det foder, som SALMA anvender.

Desuden har man hos SALMA indført flere andre tiltag, som skal sikre en mere skånsom produktion. Laksene tilbringer længere tid i bassiner på land, før de bliver sat ud i havet for at mindske belastningen af havmiljøet. Bremnes Seashore har som det første laksebrug i verden skabt et fuldelektrisk opdrætsanlæg, og ambitionen er, at samtlige af deres anlæg i fremtiden skal blive elektriske.

Der er ingen antibiotika i SALMAs lakseproduktion.

Rigtig god kvalitet
Den anden væsentlige faktor, der skulle afgøre, om dette var et produkt, jeg havde lyst til at anbefale, var selvfølgelig, om det rent faktisk smager godt. Det kan man kun finde ud af på én måde, og det er ved at smage det. Og da jeg havde smagt det, var jeg overbevist. SALMA ønskede, at jeg skulle smage den ferske laks, som den var: rå. Det er forholdsvis usædvanligt for fisk, der ikke har været frosset ned, men jeg gjorde det selvfølgelig, og jeg må sige, at det var en endog ganske behagelig oplevelse. Fisken er ren i smagen uden den mindste bismag af harskt fedt, og konsistensen er fast med et ensartet bid, samtidig med at den er smeltende mør på tungen. Denne rene smag skyldes, at al SALMA-laks lever op til deres såkaldte firetimersgaranti, som betyder, at der maksimalt går fire timer, fra laksen fiskes op af vandet, til den ligger vakuumpakket klar til afsendelse. Det betyder, at bakterietallene er så lave, at man uden problemer kan spise laksen rå inden for holdbarhedstiden på 10 dage efter slagtning – selv gravide kan spise den rå fisk uden bekymring, garanterer SALMA. Laksene er også garanteret parasitfri, så der er med andre ord intet at være bange for i den henseende.

Der går maksimalt fire timer, fra laksen hives op af vandet, til den ligger pakket, klar til at blive sendt af sted.

SALMAS laks er fileteret pre rigor, hvilket vil sige, at man har fileteret fisken, inden dødsstivheden indtræder. Laks, der ligger for længe, inden de bliver fileteret, bliver først stive, men til gengæld bliver fileterne, når de når kunden, mere slappe og løse i konsistensen. Med pre rigor-laks er det lige omvendt: Her bliver kødet mere fast, og det er med til at give en laks, som er mere delikat at spise med et mere fast bid. Den rå laks egner sig fortrinligt til sashimi eller sushi, men den tager bestemt heller ikke skade af en helt kort tur på panden, således at kernen fortsat er rå eller ganske let tempereret.

SALMA-laks er også unik i den forstand, at man har investeret stort i at skabe et setup, hvor laksene er så afstressede som muligt, når de bliver slagtet. Det gør man ved at lade dem opholde sig i vand lige omkring nul grader, hvilket gør fiskene rolige, og i sidste ende resulterer de i ganske få stresshormoner i fiskene. Rent kvalitetsmæssigt betyder det, at fiskene får en bedre og mere fast konsistens, en bedre smag og en højere hygiejnestandard og holdbarhed, fordi et højt niveau stresshormoner er med til at fordærve kødet.

Et eksempel på et stykke udskåret laks fra SALMA.

Flere forskellige produkter
Eftersom SALMA har stort fokus på de private forbrugere, har de gjort det nemt og bekvemt at købe den laks, den enkelte forbruger har lyst til. Fileterne er på flere markeder opdelt i den mere magre rygfilet (back loin) og det fede bugstykke, således at man kan vælge den type, man har mest lyst til. Jeg er især stor fan af det fede bugstykke (belly loin), som smelter på tungen og har en rig, dyb og samtidig ren smag. På det danske marked har SALMA foreløbig valgt at introducere en variant, som er en blanding af ryg- og midterfilet samt bugstykket i en 160 gramsvariant.

SALMA-laks er af en kvalitet, der lægger op til, at man spiser det råt. Her har jeg givet laksen lidt dashi, soja, sesamolie og ristet sesam. Simpelt og lækkert.

Foruden de hele stykker fersk laks forhandler SALMA også lakseburgere, altså en slags hakkebøffer af laks. Bøfferne er lavet af SALMA-laks skåret i mindre bider på størrelse med spilleterninger tilsat en smule salt. Disse er lige til at komme på panden, og om end jeg foretrækker de hele stykker laks, kan jeg godt se, at det kan være et godt alternativ, når man eksempelvis gerne vil have en burger uden oksekød.

Sidst, men ikke mindst, er SALMA også begyndt at forhandle røget laks. Her er der tale om meget let røget laks, som røges ved meget lave temperaturer, således at konsistensen fortsat som i den helt ferske laks, samtidig med at du får en let tone af røg. Denne laks er også eminent til brug til sushi og lignende.

Eftersom SALMA kun anvender de absolut bedste dele af laksen, vil det uvægerligt være nogle rester, som ikke bliver solgt som SALMA-laks. Disse bliver dog ikke smidt ud. De bliver i stedet for til andre former for fiskeprodukter, og eksempelvis hoveder og skind bliver til proteinpulver, fiskeolier og dyrefoder. Med andre ord er der ikke noget, der bliver smidt i skraldespanden.

SALMA introducerer i første omgang følgende på det danske marked: Fersk filet på 160 gram, røget SALMA-laks på 150 gram og burgerbøfferne, som kommer i to-stykspakker med en samlet vægt på 260 gram. Prisen for alle tre produkter er 79,95 kroner per variant. Produkterne forhandles foreløbig i Meny-butikker i følgende byer:

Nærum
København Ø
Hørsholm
Værløse
Haslev
Borups Alle, Frederiksberg
Birkerød
København S
Rødovre
Køge
Hellerup
Måløv
Valby
Næstved (fra uge 44
Kastrup (fra uge 45)

Man kan læse meget mere om SALMA og deres produktionsmetoder her. Du kan læse også mere om forholdene på norske laksebrug her. 

Jeg håber, at du har fundet denne artikel interessant. I løbet af de næste uger vil jeg blandt andet komme blandt andet bud på, hvordan du kan bruge laksen.