feinschmeckeren.dk var inviteret til smagningen af Rufus Vin.
Han kommer oprindeligt fra bankverdenen, er skilærer om vinteren, og den resterende tid er han så en af Tysklands bedste producenter af pinot noir. Hans Erich Dausch er i sandhed en speciel vinmager, og han har flere gange fået kåret sine pinot noir-vine som Tysklands bedste. Desværre producerer han kun små 5.000 flasker årligt.
Nogle vinproducenter er født ind i vinbranchen og har aldrig overvejet, om de skulle gøre andet. Og så er der dem, der kommer ind fra højre og sætter dagsordenen i løbet af ganske kort tid. Hans Erich Dausch hører til sidstnævnte kategori. Han kommer egentlig fra et job i bankverdenen, hvor han var filialchef i en tysk bank. Drømmen var dog at blive skilærer, hvilket han anså for at være det bedste job i verden. De drømme gik han allerede med tilbage i 70’erne, og i slutningen af 80’erne fik han også for alvor øjnene op for vin. Familien var i besiddelse af nogle få vinmarker i vinregionen Pfalz, som han gik i gang med at vække til live igen.
Læs også: Fem gode vine på pinot noir
”Jeg var egentlig anmelder for den tyske udgave af vinguiden Gault Millau, og jeg havde aldrig selv overvejet at lave vin, men så fik jeg alligevel en ide om, at det kunne være spændende. Vindyrkning har fundet sted i mange år i familien, men der havde aldrig været tale om topvin, fortæller Hans Erich Dausch, der blandt så godt som alle blot går under navnet ”HE”.
Læs også: Se mine nye vinkort til salg i forskellige størrelser
Det er der til gengæld kommet sidenhen. Sagen er den, at blandt alle vinmagere, der er noget ved musikken, i Tyskland, er HE kendt og berømt for at lave nogle af Tysklands absolut bedste vine på den ædle bourgognedrue pinot noir. Grunden til, at han trods alt ikke er mere kendt, skyldes formentlig, at han producerer et sted mellem 3.500 og 5.000 flasker om året afhængig af det givne års vejrlig. 120 af disse flasker er nu landet på dansk grund, efter at nicheimportøren Rufus Vin har fået øjnene op for vinene fra HE Dausch. Selv er HE ikke ét sekund i tvivl om, hvad der driver ham som vinmager.
”Min passion er at lave vine af absolut topkvalitet uden kompromisser. Det er den slags vine, jeg selv holder af at drikke. Det altafgørende for mig er at lave vine med finesse og elegance. Det er de friske hindbærnoter og et strejf af urter frem for power og fuld knald på fadet, jeg sigter efter,” siger HE, som i 2019 modtog prisen for ”årgangens bedste tyske pinot noir” for sin vin HE Pinot Noir 2016 fra det anerkendte tyske vinmedie Vinum.
Udgangspunktet er det i alt 1,2 hektar store areal, han har til rådighed – et forsvindende lille stykke jord, hvilket er forklaringen på de små mængder vin. Det drejer som vinmarkerne Eschbacher Hasen og Herrschafft i beliggende i 200-230 meter over havets overflade med perfekt soleksponering mod øst og sydost. Han producerer i alt fire vine (den absolutte topvin L’Artiste er ikke kommet til Danmark i første omgang), og hans introvin, om man vil, begynder på et kvalitetsniveau, hvor mange andre pinot noir-producenter end ikke formår at slutte. Vinene laves med minimal indblanding, filtreres ikke og ligger 18 måneder på de bedste bourgognefade, man kan komme i nærheden af. Det har resulteret i nogle fremragende vine, som på trods af deres markante priser nok skal blive revet væk – HE har i hvert fald ingen problemer med at få dem solgt.
Smagning af HE Dausch’s vine
HE Pinot Noir Herrschafft 2016, 525 kroner
Herrschafft er den billigste af vinene fra HE, om end den selvsagt ikke er billig. Til gengæld er kvaliteten også tårnhøj, og vinen er indsmigrende fra første sekund i glasset. Først ser man den lyse, transparente farve, hvis lethed og finesse genspejles i duft og smag med fine noter af friske hindbær og dild efterfulgt af et strejf af kakao og chokolade. Det er en ultra fin og sart vin, som velsagtens nydes bedst alene eller med en let servering såsom tatar eller et stykke stegt hvid fisk; en meget raffineret og flot rødvin, som byder på den finesse, som efterhånden kan være svær at finde mange steder i Bourgogne.
HE Pinot Noir Eschbacher Hasen 2016, 735 kroner
Igen er der tale om en vin med en transparent fremtoning i glasset, dog i en mørkere nuance end Herrschafft. Der er skruet en anelse op for intensiteten og koncentrationen, om end vi fortsat bevæger os i den slanke afdeling af spektret. Vinens syre er vibrerende og smukt integreret. Den byder på stor saftighed og en dansende lethed, samtidig med at den er monumental i sin koncentration. Den er nærmest æterisk i sin sarte hindbær- og skovbundskarakter, og den står på nuværende tidspunkt meget flot i glasset. Vi bevæger os niveaumæssigt afgjort et sted mellem rigtig flot premier cru og grand cru fra Bourgogne.
HE 2016 Pinot Noir, 880 kroner
Mens mange vinproducenter ville sætte markens navn (smørhullet på Eschbacher Hasen) på sin topvin, har HE valgt at kalde den, ja, HE – ingen grund til falsk beskedenhed. Og man må give manden, at han har noget at have det i. Dette er den mest kraftfulde af de tre vine. Det første, jeg bemærker, er den intense salthed og store mineralitet, vinen er i besiddelse af. Den ledsager på smuk vis den slanke røde bærfrugt med hindbær- og kirsebærnoter som de mest fremtrædende, samtidig med at der også er masser af urter at spore i vinen. Den er mere fyldig og koncentreret end de to foregående, men det er fortsat elegance og finesse på højeste plan. Den kan sagtens drikke nu, men giver man den tre til fem år mere, vil den fremstå endnu flottere; et niveau, hvor mange bourgogneproducenter skal stå tidligt op for at følge med – prisen er trods alt også derefter.
Vinene forhandles af Rufus Vin.