Vinene fra Chateauneuf-du-Pape hører til blandt de mest populære herhjemme, når der skal god vin på bordet i de kolde, mørke måneder – især op til jul. Domaine du Vieux Télégraphe hører afgjort til blandt de bedste i den berømte appellation i det sydlige Rhône. For nylig gæstede fjerde generation af familien bag Danmark, og Rasmus Palsgård var med for at smage på varerne.
feinschmeckeren.dk var inviteret til smagningen.
Chateauneuf-du-Pape i Rhônedalen er kendt for sine mørke, kraftfulde og intense vine, som mange herhjemme sætter stor pris på. Det gælder især, når temperaturerne er for nedadgående, og morgenerne forbliver mørke, selv om du sover længe. Den tid er over os, og derfor var det ganske passende, at Daniel Brunier for nylig gæstede Danmark for at lede en smagning af sine vine fra Domaine du Vieux Télégraphe. Daniel Brunier er fjerde generation i Brunier-familien, som blev grundlagt i 1891. Det gjorde man ganske klogt på plateauet ved navn La Crau, som er et af de mest anerkendte i Chateauneuf-du-Pape takket være sin meget lerholdige jordbund blandet med en masse sten, som sikrer en god dræning og optimale forhold for stokkene. Disse er i øvrigt 60 år gamle i gennemsnit hos Vieux Télégraphe, som selv beskriver kombinationen af dette og La Craus fortrinligheder således:
”Dette terroir kommer til udtryk i vores vine gennem en yderst udtalt mineralitet, som var de blevet filtreret gennem det tykke lag af sten fra dengang, hvor de alpine gletsjere smeltede, længe for Rhônedalen formedes.”
Læs også: Anmeldelse af Silberbauers Bistro
Ja, vinens verdens er ikke i underskud på storladne beskrivelser, men rent faktisk er der noget om snakken, for under smagningen bliver det adskillige gange understreget, at vinene fra Vieux Télégraphe er yderst mineralske og langt mere elegante end majoriteten af de vine, der eksporteres fra Chateauneuf-du-Pape. Efter undertegnedes mening har området de seneste årtier handlet lidt for meget om alkoholstyrke og udtalt sødme i frugten, så det er positivt at opleve, at der også er producenter, som har balance og finesse som et parameter, når de producerer deres vine. Således byder vinene fra Vieux Télégraphe på masser af syre, som flot balancerer den naturligt intense, mørke frugt, som er en del af områdets og de anvendte druers dna.
Daniel Brunier og hans bror, Frederic, overtog driften af Vieux Télégraphe tilbage i 1986, og siden da er bedriften blevet udvidet. I alt består Vieux Télégraphe i dag af 70 hektarer vinmarker, og derudover ejer man Domaine la Roquète, ligeledes i Chateauneuf-du-Pape (39 ha.) og Domaine les Pallières i Gigondas (25 ha). Herunder har jeg fremhævet nogle af mine favoritter fra smagningen, som alle er karakteriseret ved stor elegance og finesse som modvægt til den kraftige, mørke frugt.
Læs også: Syv gode riesling-vine i forskellige prisklasser
Chateauneuf-du-Pape Blanc 2017, 419,95 kr. v/6 fl.
Chateauneuf forbindes først og fremmest med rødvin, men der bliver også produceret hvidvine af endog meget høj kvalitet, når det er bedst, og det er det, når det kommer fra Vieux Télégraphe. Den er cremet og rig i stilen med fersken, smør, urter og lette fadnoter, og alt i alt er det en vin i rigtig flot balance, som understreger, at hvid chateauneuf ikke må glemmes.
Mégaphone 2019, 139,95 kr. v/6 fl.
Her er vi faktisk i regionen Ventoux cirka 30 minutters kørsel fra Chateauneuf-du-Pape. Vinen er lavet på 80 procent grenache og 20 procent syrah og viser sig hurtigt at være et særdeles godt køb. Den oser af mærke bær, og den har bestemt også en vis tyngde og sydfransk power, men alligevel fremstår vinen uhyre elegant og finesserig med en smuk balance og lette tanniner, som er med til at give vinen masser af saftighed; flot sydfransk rødvin.
Chateauneuf-du-Pape Piedlong 2017, 369,95 kr. v/6 fl.
Det er måske kontroversielt ikke at fremhæve Vieux Télégraphes top-chateauneuf til 600 kroner per flaske, men som skrevet foretrækker jeg vine fra denne appellation, som spiller mere på finessen og elegancen frem for den voldsommere og mere kraftige stil. Piedlong, som hører under Domaine la Roquète, er netop en vin, som spiller på elegancen med et nærmest burgundisk udtryk. Frugten er mere orienteret mod røde frem for mørke bær, og tanninstrukturen er let og saftig. Der er masser af mineralitet, og havde jeg smagt den blindt, kunne jeg måske ligefrem have gættet på, at det var en fyldig gevrey-chambertin (fra Bourgogne) frem for chateauneuf; en særdeles dejlig vin.
Domaine du Vieux Télégraphe forhandles i Danmark af Theis Vine.