Der er visse grundsten, man bør have på plads, i sin viden omkring spiritus, og en af disse er kenskabet til cognac. Du er sikkert blevet budt på en cognac eller to i løbet af din tilværelse, enten til en traditionel suppe-steg-og-is-fest eller efter en god middag; men hvad er cognac egentlig lavet af, hvor kommer den fra, og hvad kan man tyde ud fra etiketterne på flaskerne?
Læs også: Verdensmandswhisky til 7.000 kroner per flaske
Cognac er et område i Frankrig, der ligger nord for Bordeaux, der primært er kendt for rødvin og tilmed nogle af de bedste og dyreste i verden. Cognac derimod har specialiseret sig i drueproduktion til fremstilling af spiritus, og en cognac vil altid være lavet af vindruer, hvor hovedparten består af sorterne Ugni Blanc (Trebbiano i Italien), Folle Blanche og Colombard. I første omgang laves druerne til vin på helt traditionel vis i ståltanke. I disse år, hvor diskussionen i vinbranchen i høj grad går på, hvorvidt man bør tilsætte svovl eller ej (svovl konserverer vin og gør den mere holdbar, men en voksende holdning er, at det er ødelæggende for vinens udtryk), er det meget interessant, at man i Cognac hverken må tilsætte svovl til vinen. Sukker er ej heller tilladt at tilsætte.
Læs også: Vintest – Prisbaskere fra Bordeaux
Kun spiritus fra Cognac-regionen må kaldes for cognac. ”Brandy” er den typiske betegnelse for tilsvarende spiritus, der er produceret uden for Cognac-appellationen.
Når vinen har fermenteret, destilleres den til en klar eaux-de-vie, hvorefter den kommes på nye egetræsfade. Druematerialet skal være af ordentlig kvalitet, for en destillation koncentrerer alt det gode i druerne, men ligeledes også det dårlige, og det er en af årsagerne til, at svovl ikke må tilsættes, eftersom også dennes smag koncentreres under destilleringen.
Det er fadlagringen, der giver den mørke farve til vinen, og det er også her, smagsnoterne udvikler sig. Efter nogle år på nye fade, lægges cognacen typisk på ældre fade, hvor den udsættes for mere ilt, som skaber basis for såkaldt oxidation, der udvikler nye smagsnuancer og former det endelige produkt. Under denne del af lagringen fordamper to til tre procent af cognacen per år, hvilket medvirker til yderligere koncentration.
Læs også: Stortest af champagne
Det sidste step ligger hos den enkelte producents master blender, der blander sin cognac med et udgangspunkt i forskellige fade, så han kan kreere det udtryk, han ønsker sig.
I Cognac er der fire overordnede lagringsklassifikationer:
VS (Very Special/Superior): Den yngste cognac, som har ligget minimum to år på fad. Dette er typisk en relativt let cognac, som kan erhverves for en anstændigt beløb.
VSOP (Very Superior Old Pale): Den mellemlagrede, der skal ligge minimum fire år på fad.
Napoleon: Minimum seks år på fad.
XO (Extra Old): Ligeledes minimum seks år på fad, men de fleste XO’er er ofte væsentligt ældre med op til 30 års lagring på bagen.
En cognac er typisk sammensat af flere forskellige årgange, men det er den yngste cognac i blandingen, der bestemmer, hvilken klassifikation der skal stå på flasken. Selv om betegnelserne som udgangspunkt er et udtryk for kvalitet på grund af længere lagring og deraf dybere kompleksitet, er det ikke altid en XO, der er det ubetinget bedste valg. En VS er lettere i sit udtryk med mere frisk frugt i næsen, og den har det godt sammen med frugtige desserter eller lignende, mens en XO nærmest skriger på at blive drukket sammen med god mørk chokolade og en stærk kaffe på siden.
To gode bud
For nylig inviterede Renault Cognac til smagning i København under kyndig vejledning af husets master blender, David Croizet. Renault har historisk set et stort marked i Skandinavien, som allerede importerede den første cognac fra Renault tilbage i 1855. Derfor er de også til at skaffe for dig som forbruger. Kvaliteten er bestemt i orden, og her får du to gode bud på cognac’er, som du kan nyde efter en god middag.
Renault Carte Noire Extra
Selv om denne cognac ikke bærer XO-prædikatet, er det i teorien en XO’er, og dele af blandingen består af cognac, som har lagret mere end 20 år.Farven er ravgylden og mørk, og op af glasset stiger intense noter af appelsin, tørrede urter og en anelse sød lakrids. I munden er den fyldig med noter af chokolade, brombær figen. Den er i fin balance, har en blød afrunding og en lang eftersmag. Næsen er ganske bombastisk, så drik den af glas med en stor åbning, så du kan nøjes med at lade næsen glide hen over glasset. I små glas, hvor du er nødt til at stikke næsen ned i, bliver Carte Noire Extra i min optik for voldsom.
Forhandles i de fleste vinbutikker og supermarkeder. Pris 349 kroner
Renault Carte d’Argent XO
Her er farven i det rødbrune univers. Carte Noire Extra er en god cognac, men i Carte d’Argent mærker man virkelig skridtet op ad kvalitetsstigen. Her er tale om en XO af blends, der i gennemsnit har en alder på 20-25 år. Næsen er i flot balance, og på trods af de gængse 40 procent alkohol er den ingenlunde skarp at dufte til. Især vanille, svesker og figen melder sig, og efter lidt tid kommer også kanel og kaffe op af glasset. I smagen fortsætter den tørrede frugt og noter af chokolade, og mundfølelsen er blød, rund og cremet. Eftersmagen er lang og efterlader en lang røgnote i munden. I selskab med netop chokolade af den mørke slags opstår et perfekt match.
Med en pris på 900 kroner er det ikke en hverdagscognac, men den er drøj i brug, og prisforøgelsen med faktor tre i forhold til Carte Noire Extra kan sagtens forsvares. Denne cognac er til feinschmeckeren, der ønsker at byde sig selv og sine gode venner på seriøs cognac-nydelse.
Forhandles blandt andet her til 899 kroner.
Hvordan er dit forhold til cognac? Har du en yndlingsproducent? Hvornår drikker du cognac? Skriv en kommentar i feltet herunder.