I weekenden deltog to danske bartendere i den franske cocktailkonkurrence Calvados Nouvelle Vogue 2015, der er arrangeret af syndikatet IDAC (Interprofession Des Appellations Cidricoles) for at blive klogere på æblebrændevinen – også kaldet Calvados – som i stigende grad bruges i cocktails.
Af Iza Bahn Havelund
Calvados eksporteres i stigende grad ud af Frankrig, og formålet med Calvados Nouvelle Vogue 2015-konkurrencen er at øge kendskabet den franske spiritus yderligere. Danskernes interesse afspejles især ved resultatet af weekendens konkurrence, hvor Matias Svensson vandt en 3. plads i den professionelle kategori. Danmark har desuden haft vind i sejlene det seneste år, eftersom bartender Jimmy bæk vandt verdensmesterskabet i 2014 blandt 63 lande. Begge placeringer er de bedste nogensinde for Danmark. Dansk Bartender Laug er stolte over fremgangen og tror på en lys fremtid.
– Den danske cocktailkultur er for alvor ved at gøre sig bemærket. De sidste par år er flere danske cocktailbarer placeret blandt verdens bedste, fortæller Helle Aslak, præsident for Dansk Bartender Laug, og understreger efterfølgende – Danske bartendere er også blevet bedre til at drage ud i verden for at få inspiration.
Den danske delegation konkurrerede imod 13 andre lande, og scenen udspillede sig på et hotel i Deauville, som ligger i det nordlige Frankrig.
Læs også om den danske afdeling af konkurrencen
Fransk sødme
Calvados Nouvelle Vogue 2015 finder hvert år sted i Deauville. Deltagerne forbereder en cocktail, der passer til årets tema. I år måtte de vælge ét filmklip ud af fem; alle filmet i de smukke normanniske landskaber. Cocktailen skulle indeholde calvados som den eneste spiritus. Desuden må blandingen gerne være på den søde side, hvis man for alvor satser på at vinde, understreger Matias, der selv vandt årets 3. plads.
– Franskmændenes madkultur er baseret på mange desserter eller søde snacks. Derfor tror jeg, at de har en større interesse for søde cocktails. Jeg lavede derfor min cocktail sødere end normalt. Jeg brugte en ung calvados, som fremhævede smagen af æbler og pære, samt tilførte sødme fra sirup og absint, fortæller den stolte vinder.
Calvados kan anvendes sammen med utallige produkter, eller man kan vælge at drikke den rent, som man har gjort de sidste mange hundrede år. Eftersom calvados’ smag tager udgangspunkt i den oprindelige sødere smag af æble, fungerer den franske spiritus ekstra godt i cocktails. Især betyder alderen på en calvados meget, hvis man søger en frisk smag.
– Når produkterne er unge, kan mand bedre smage æblet, forklarer Søren Krogh Sørensen, som er erfaren bartender med baggrund som barmanager forskellige steder i New York.
Besøg bar 1656 i København V, hvor du kan være heldig at møde den danske vinder, Matias, som altid spreder god stemning med masser af overskud. Spørg efter calvados i baren, og du vil virke en tand mere sofistikeret end sidemanden, der beder om cognac.
OPSKRIFTER
Se nedenstående opskrifter, som er opfundet af de to danske deltagere ved årets Calvados Nouvelle Vogue 2015 konkurrence, hvis du vil lave en lækker cocktail til venner eller familie.
Matias Svensson: ’Pommes Jaunes’ – til én person
50 ml calvados
20 ml friskpresset citronsaft
30 ml Honning (monin, giffard eller hjemmelavet)
2,5 barske Fynbo Økologisk pære- og havtornmarmelade
15 ml æggehvide
Absint rinse
Pynt: Citronskal, æbleskiver, stjerneanis
Fremgangsmåde: Begynd med at fylde et coupe-glas op med is. Hæld alle ingredienserne i en shaker, og shake, indtil ydersiden af shakeren er kold. Fjern isen fra shakeren med en strainer (si), og shake igen uden is. Fjern isen fra glasset og hæld en smule absint i. Rør i glasset, så alt absint dækker overfladen af glasset, og hæld resten ud. Hæld væsken over i det nedkølede coupe-glas gennem en fine strainer (finere si), og pynt med citronskal, et lille stykke æble og en stjerneanis.
Christopher Lee Dahm: ’La Nouvelle Fille’ – til én person
50 ml. Calvados
20 ml. Dolin Rouge Vermouth
20 ml. Appelsinjuice
Benromach 10 års single malt scotch
Pynt: Syltede kirsebær
Fremgangsmåde: Hæld knust is i dine serveringsglas. Hæld appelsinjuice, vermouth og calvados i en shaker. Rør cocktailen rundt med ske, og smag på blandingsforholdene med et dryp af cocktailen på hånden. Put is i den første shaker, og shake cocktailen kold. Fjern is fra de nedkølede glas. “Rinse” glassene med whisky (spray whisky rundt i glassene, så de har et lille lag af whisky). Hæld indholdet fra shakeren ligeligt i de fire glas gennem en fine strainer (si). Afslut cocktailen ved at sætte et kirsebær på en stick, og læg det i glasset.