10 friske sommervine fra Vinho Verde og Veneto

Vin 27. juli, 2022 0 Kommentarer

Jeg er stor tilhænger af vine, som spiller på det friske frem for det tunge og kraftige. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om hvidvin og rosé. Områderne Veneto i Norditalien og Vinho Verde i Portugal er begge garant for netop friske vine, og her får du fem konkrete anbefalinger fra begge steder.

 

Sponsoreret indlæg i Samarbejde med Vinho Verde og Veneto

vento

Jeg har stukket næsen i et udvalg af vine fra Veneto og Vinho Verde.

Sommeren er langt fra forbi, og der er fortsat brug for vine med stor friskhed. Det er der i min bog i øvrigt hele året – jeg foretrækker altid vine med stor friskhed, også når vi rammer de kolde måneder. Vinene fra Vinho Verde og Veneto er kendetegnet ved at byde på masser af friskhed i form af høj syre og store mængder primær frugt. Det gør dem velegnede som aperitif på en varm sommerdag, men de kan så sandelig også agere ledsagere til en bred vifte af retter lige fra sarte fiskeretter såsom sashimi, rimmet fisk og ceviche til kylling, kalv, oste og charcuteri. Således vil jeg anbefale dig at tage et kig på de vine, som jeg har smagt fra de to områder. Flere af dem er at finde blandt danske forhandlere – andre kan købes på udenlandske sider, dog inden for EU. Rigtig god fornøjelse!

veneto

Vi begynder med de fem vine fra Veneto.

Garda DOC Vino Spumante Brut, Seiterre, Veneto, Italien

Set til 14,50 euro
Winelivery.com
Denne mousserende vin kommer fra området omkring Gardasøen. Den er lavet på garganega og chardonnay. Boblerne har den fået via den såkaldte charmatmetode, hvor andengæringen foregår i tryktanke frem for i flaske. Det er en hurtigere og mere effektiv metode, som ikke giver samme kompleksitet som andengæring på flaske, men som bestemt kan give delikate, friske mousserende vine, som egner sig bedst til at blive drukket, mens de er unge. Det er således også tilfældet for denne friske vin, som har friske noter af hvid fersken, blomster og røde æbler. I munden er den først og fremmest frisk med en høj syre, der renser munden; en oplagt aperitif, som vil gå strålende til alt fra østers til saltede nødder og charcuteri.

Chiaretto di Bardolino 2021, Gorgo, Veneto, Italien

72 kr.
Vinello.dk
Rosé fra Bardolino er en klassiker fra Veneto, kendt for sit læskende væsen og umiddelbare charme. De primære druer i denne vin er corvina og rondinella, to klassiske druer fra området, som også bruges til fremstilling af amarone. I næsen er der noter af jordbær, hindbær og modne kirsebær, som også fortsætter i munden, hvor frugtigheden for alvor folder sig ud. Der er en lille snert af sødme i vinen, som bidrager med en ekstra læskende effekt, som gør denne vin til en oplagt sommerbæller i solen. Drik den gerne til pizza eller en pastaret med muslinger og/eller skaldyr og masser af urter.

Lugana 2021, Patrizia Cadore, Veneto, Italien

Set til 60 euro for seks flasker
vinicadore.com
Appellationen Lugana ligger også i området omkring Gardasøen. Denne vin er lavet på den primære grønne sort, turbiana, også kendt som trebbiano di lugana. Vinen er slank, rank og sprød med lette noter af citrus, grønne æbler og cantaloupemelon. I munden er den slank og let med en delikat friskhed og høj syre. Det er en vin, som vil egne sig godt til friske forretter med mange rå, sprøde elementer. Den ville heller ikke være af vejen til en spaghetti vongole eller ceviche.

Lugana 2021, Monte del Fra, Veneto, Italien

Set til 10,80 euro
feinskost-partner.de
Vi napper endnu en hvidvin fra Lugana, også på turbiana, her dog i en mere fyldig og koncentreret udgave. I næsen er der noter af hyldeblomst og stikkelsbær, der sender mig i retning af sauvignon blanc og sancerre, også takket være den cremede struktur i munden, som har et strejf af noget olieret over sig, uden at det på nogen måde bliver for meget; en meget velsmagende vin, som vil fungere til en bred vifte af retter lige fra salater og sashimi til pastaretter og pizza.

Val dei Molini Custoza 2021, Cantina di Custoza, Veneto, Italien

7,65 euro
cantinadicustoza.it
Her er vi ude i et blend af flere druesorter, nærmere betegnet tocai friulano, garganega, trebbiano toscano, cortese og chardonnay. Vinen er lagret på ståltank, hvorfor man får det rene udtryk af druesammensætningen at føle. Der er noter af alt fra citron, fersken og abrikos til sød lakrids og urter i næsen. I munden spiller den videre på de krydrede urtenoter, samtidig med at den har en let cremet struktur, som fungerer rigtig godt. Man får overraskende meget vin for pengene her, så det kan godt betale sig at gøre sig de ekstra anstrengelser og bestille vinen direkte fra producenten.

Fem vine fra VInho Verde på rad og række.

Monçao e Melgaço Alvarinho Granit 2021, Soalheiro, Vinho Verde, Portugal

159 kr.
hjhansen-vin.dk
Monçao e Melgaço i nord er det mest kendte underområde i Vinho Verde, og Soalheiro er formentlig også den mest kendte og anerkendte producent fra Vinho Verde herhjemme. Det er der en god grund til, for producenten formår på tværs af sin portefølje at levere vine med flot struktur, balance og kompleksitet. Som navnet “Granit” antyder, er der tale om en vin, der sætter fokus på den jordbund, den kommer fra. I næsen er der noter af gule æbler, fersken og flintesten. I munden er den levende og fyldt med energi. Først mærker man syren, der prikker delikat på tungen, inden den koncentrerede frugt og den cremede struktur folder sig ud. Stikkelsbærnoter melder sig på tungen sammen med en salt mineralet. Der er tale om en elegant vin, som spiller på det rene, men det foregår med en for Vinho Verde sjældent set koncentration og fylde; et virkelig godt glas vin, der afgjort er pengene værd.

Avesso 2021, Quinta de Linhares, Vinho Verde, Portugal

89 kr.
drikportvin.dk

Denne producent har jeg tidligere haft gode erfaringer med. Her er det sorten avesso, der er bragt i spil, og den åbner med en interessant næse, der byder på noter af lime, grønne æbler, abrikos og kvæde. I munden er der – for en vin fra VInho Verde – ganske meget tyngde. Strukturen er cremet og relativt fyldig, men syrligheden fornægter sig fortsat ikke, og således tipper balancen afgjort til den friske side. I munden er der noter af blandede citrusfrugter, stikkelsbær og reven grapeskal, mens eftersmagen byder på et røget element og en flintet mineralitet. Drik den til eksempelvis stegt eller dampet laks, grillede jomfruhummere eller helstegt kylling.

Vale do Homem Loureiro 2021, Quintas do Homem, Vinho Verde, Portugal

89 kr.
gludvin.dk

Umiddelbar, frisk hvidvin, der spiller på masser af primære frugtnoter, især citron, grønne æbler og stikkelsbær. Syren er markant og intens, og således renser den mundtøjet ganske effektivt – derfor vil er den også en oplagt ledsager til mad, eksempelvis ceviche, rimmet fisk eller andet. Som alkoholprocenten på 11,5 procent afslører, er det en vin med en let krop, og det er på ingen måde en vin, der stjæler showet fra den mad, den eventuelt bliver serveret til. Til gengæld har den en opfriskende effekt, som især skattes højt her i sommervarmen.

Pouco Comum Alvarinho 2021, Quinta da Lixa, Vinho Verde, Portugal

92,13 kr.
vinello.dk 
Her er vi i den lette og slanke afdeling, hvor de er de primære noter af citron, grønne æbler, stikkelsbær og hyldeblomst, der driver vinen fremad. Syren er markant og intens, og på den baggrund er det en vin, der enten skal serveres med retter med tilsvarende høj syre eller alternativt meget fedme, som vinen kan bruge kræfter på at skære sig igennem. Det kunne være et stykke hvid fisk med hollandaise eksempelvis.

Pluma Reserva Alvarinho, Casa de Vila Verde, Vinho Verde, Portugal

Størstedelen af hvidvinene fra Vinho Verde er ikke i kontakt med egetræ, og således har de af indlysende årsager heller ikke noter deraf. Der er dog tradition for at fadlagre vin blandt nogen producenter. Vinen er både gæret og lagret i en kombination af franske, ungarske og amerikanske fade – i alt er vinen lagret otte måneder på disse. Resultatet er en delikat vin med noter fersken, melon, toast og vanilje – der er ligeledes en note af de hvide vingummier fra Haribo-poserne, som går igen i flere af vinene fra Vinho Verde. Fadlagringen fornemmes tydeligt – både i duft- og smagsprofilen, men også i strukturen, hvor den er med til at give mere fylde og dybde. På nuværende tidspunkt kan man argumentere for, at fadet spiller en lidt for stor rolle, men gemmer man vinen et par år, er jeg overbevist om, at balancen vil indfinde sig. Når det er sagt, smager den godt, og Vinho Verde-vinenes umiskendelige syre er også til stede her og sikrer en god balance med masser af friskhed. Drik den til skindstegt laks, cremede saucer og faste oste.

Tak for, at du fulgte med!