Forhåbentlig er julen vel overstået, således at du med ro i sindet og masser af forventningsglæde kan se frem mod en god nytårsaften. Det er for mange en travl dag, hvor alt skal gå op i en højere enhed. Derfor kommer jeg her med en uhyre nem og simpel servering af fersk SALMA-laks i asiatiske gevandter, som med sikkerhed vil imponere dine gæster, uden at du skal stå i køkkenet i timevis.
Sponsoreret artikel i samarbejde med SALMA
Læs også: Min fortolkning af røget laks med SALMA
Nytårsaften nærmer sig, og har du ikke fået helt styr på menuen endnu, får du her lidt inspiration til en asiatisk inspireret servering med laks, som vil begejstre dine gæster, uden at du skal være fraværende ved middagsbordet i hele og halve timer. Lige som det var tilfældet med min juleopskrift med laks, bruger jeg den formidable ferske laks fra SALMA af sashimikvalitet, som kan spises rå direkte fra pakken takket være SALMAs højes kvalitets- og hygiejnestandarder.
Læs også: SALMA – norsk laks uden brug af antibiotika
Og netop fordi rå fisk er så tæt forbundet med Japan, valgte jeg at gå i en japansk/asiatisk retning med denne servering. Kort fortalt består den af forholdsvis tykke skiver af laks ledsaget af en soja- og limemayonnaise såvel som ristede sesamfrø, revet limeskal og thaibasilikum, der tilsammen skaber en kompleks smagsoplevelse, uden at laksens delikate smag overdøves.
Rigtig god fornøjelse med opskriften!
SALMA-laks med sojamayonnaise, sesamfrø og thaibasilikum til fire personer
300 gram SALMA-laks, skåret i skiver på 0,5 cm i bredden
Mayonnaise
1 æg
2 dl smagsneutral olie, fx solsikke- eller vindruekerneolie
2 spsk. soja
1 tsk. ristet sesamolie
1/2 økologisk lime, saft og skal heraf
Pynt
1 bundt thaibasilikum (koriander kan også anvendes)
1/2 økologisk lime, skallen heraf
Fremgangsmåde
Bland samtlige ingredienser til mayonnaisen i en cylinderformet beholder, og blend dem med en stavblender, indtil konsistens er tyk og fast. Juster smagen efter egne præferencer. Eftersom laksen ikke er saltet, må mayonnaisen godt være en anelse for salt, således at det hele balanceres på tallerkenen, men pas nu alligevel på med sojaen. Rist sesamfrøene ved middel-høj varme, indtil de er gyldne. Læg en skefuld mayonnaise på bunden af tallerkenen og derpå cirka seks skiver laks. Drys sesamfrø på toppen, og riv limeskal ud over. Pynt med små blade af thaibasilikum, og server.
Godt nytår!
Du kan læse mere om SALMA her.