Modern French 75 – årets nytårscocktail 2013/14

Opskrifter 27. december, 2013 0 Kommentarer

 

 

Med denne nytårscocktail er du godt på vej mod en storslået aften. Foto: Danny Raagaard Pedersen

Med denne nytårscocktail er du godt på vej mod en storslået aften. Foto: Danny Raagaard Pedersen

De dygtige bartendere Michael Tvilling Madsen og Rasmus Skov Madsen er efter deres præsentation af Santa Daiquiri igen på spil, denne gang med en lækker nytårscocktail, der naturligvis indeholder champagne. Ordet er jeres, drenge. 

Snart skal nytåret skåles ind, og det råber til den fyrværkerioplyste himmel på noget at drikke, som indeholder bobler.

Kært barn har mange navne, og mousserende vin kan dækkes ind under champagne, prosseco, cava med flere. Champagnen er dog den fremmeste af de mousserende vine, kendt allerede tilbage fra 1400-tallet, hvor de gejstlige ejede vingårde og producerede vin til nadveren. Præmissen for at skabe mousserende vin er den sekundære gæring, som finder sted i flasken. Den skabes ved tilsætning af et sukkerstof til den eksisterende vin, der derved undergår gæring og udvikler kulsyre, der i sidste ende frembrinder de så kendte bobler. Denne sekundære gæring er en delikat og tidskrævende proces, som igen var med til at gøre produktet mere eksklusivt.

Munken Dom Perignon tilskrives fejlagtigt opfindelsen af champagne. Derimod opfandt han stålnettet, der holder champagneproppen på plads. Dom Perignon var den første til systematisk at dokumentere og forfine champagneproduktionen, hvilket vi kun kan være taknemmelige for.

Læs også: feinschmeckeren.dks store test af champagne til nytår

Champagne nydes traditionelt i et højt, tyndt glas på stilk, altså det såkaldte champagneflute eller tulipanglas. Champagnen kan også nydes i et coupeglas, der er lavere og brede, hvorved boblerne ikke bevares på samme måde. Til gengæld er coupeglasset en historisk reference til den storslåede Belle Epoque-æra, der levede i Frankrig fra 1870’erne frem til Første Verdenskrig. Et velassorteret barskab bør indeholde begge typer glas.

Modern French 75
Ud over at drikke denne ædle drik au naturel er den et særdeles fint supplement til cocktails. I den oprindelige French 75, der blev til i 1915 på New York Bar i Paris, bruges gin, citronsaft og sukkersirup, der rystes kølig for dernæst at blive toppet med champagne. Navnet 75 kommer fra en kendt fransk kanon, idet drinken efter sigende skulle slå lige så hårdt som et nedslag fra denne kanon.

Læs også: Saltet karamelis – en perfekt nytårsdessert

Vores moderne klassiker er knap så slagkraftig. Derimod er den balanceret og en fornøjelse for smagsløgene. Vi anbefaler brugen af Hendricks Gin, der indeholder noter af rosenblade, agurk og peberkorn. Sukkersiruppen har vi byttet ud med hyldeblomst for at give cocktailen en lidt mere nuanceret sødme.

Ingredienser
2 cl Hendricks gin
0,5 cl citronsaft
1 cl hyldeblomstsaft
1 cm agurk (muddled, altså presset med stav for at frigive duft og smag)
Champagne til at toppe op med

Fremgangsmåde: Kom agurken i shakeren, og pres den med en stav. Tilsæt de øvrige ingredienser på nær champagnen, og tilsæt is. Ryst indholdet grundigt, indtil ydersiden af shakeren danner kondens (såfremt den er af metal), hvorefter man smager på herligheden med en ske. Er indholdet tilfredsstillende, hælder du indholdet op i et champagneglas gennem en fin si (hvilket forhindrer urenheder), og top glasset med brut (tør) champagne.  Der pyntes efter med citronskal, som presses mellem fingrene, der er rettet mod ydersiden af glasset, hvorefter skallen puttes i glasset. Voila, et styk Modern French 75 er klar til servering. Ideel til at skåle det nye år ind med eller som aperitif til dronningens nytårstale.

Om Michael og Rasmus
De to herrer etablerede tidligere i august 2013 firmaet Cocktaildiplomaterne. Drømmer du en en sublim cocktailoplevelse til din private fest, er Michael og Rasmus mandfolkene, du skal have fat i. De er begge uddannede på Den Europæiske Bartenderskole og har fulgt hinanden rundt på både Det Kongelige Teater og Kitjn Cocktailbar. Efterfølgende rykkede Michael til Salon 39 på Frederiksberg, hvor han ryster cocktails ved siden af medicinstudiet. Rasmus tog en tørn på Ruby, inden han blev ansat på Duck & Cover på Vesterbro. De er begge to konkurrencemennesker, og senest blev Michael nummer to ved Ron Abuelos konkurrence på Den Danske Rom og Whisky Festival 2013.