Årets julecocktail – Santa Daiquiri – moderne gløgg

Anbefalinger, Opskrifter 18. december, 2013 1 Kommentar

Dette indlæg er skrevet af de to dygtige bartendere Michael Tvilling Madsen og Rasmus Skov Madsen. Til ære for dig og for at sikre en god julestemning har de med denne labre julecocktail kreeret deres fortolkning af den gode, gamle gløgg. De to herrer kan du læse mere om nederst i indlægget.

Sådan har du vist ikke set din gløgg før.

Sådan har du vist ikke set din gløgg før. Foto: Danny Raagaard Pedersen

Julen og alt, hvad dertil hører, står for døren; julelys, overdådige julefrokostborde, julekalendere, adventsgaver og gløgg. Gløgg er en drik med en lang historie, der stammer tilbage fra det antikke Grækenland, hvor det var ganske almindeligt at krydre og søde vin. Senere, i 1700-tallet, begyndte man i Frankrig at servere varm cognac, der var sødet med smeltet sukker. Cognac blev senere erstattet af vin, og omkring begyndelsen af 1900-tallet blev det til en juletradition at servere varm, krydret og sødet vin. Som det gælder for en stor del af verdens alkoholiske drikke, mente man, at gløgg havde helbredende virkninger. Det er muligt, at dette skyldtes drikkens opkvikkende effekt på en truende ”vinterdepression”; men årsagen var formentligt nærmere procenterne frem for de tilsatte urter. Hvorom alting er, så er gløggen en fast tradition og del af julen i Danmark, og hvorfor ikke holde fast i det.

Læs også: Test – årets nytårschampagne 2013

Indimellem sker det dog, at man har brug for fornyelse; men eftersom vi er i færd med at pille ved juletraditionerne, tager vi små skridt ad gangen. Santa Daiquiri er et twist på den klassiske daiquiri, hvis historie går tilbage til slutningen af 1800-tallet. Efter præsident Roosevelts sejr ved Slaget om San Juan Hill begyndte USA at udforske og udnytte Cubas ressourcer. Det betød, at en række amerikanske ingeniører blev sendt til Cuba. Ud over deres klækkelige løn var en af frynsegoderne en daglig ration rom. Jennings Cox, en amerikansk ingeniør, ledede på dette tidspunkt arbejdet i minen ved Sierra Maestros Mountains. En aften, efter en lang arbejdsdag, præsenterede Jennings Cox sine kollegaer for en drink, som han selv havde fundet på; rom, frisk lime og sukker. Kollegerne var begejstrede, og som aftenen skred frem, højest sandsynligt med en anseelig mængde rom, lime og sukker i blodet, blev de enige om at opkalde drikken efter minen, de alle arbejdede i, Daiquiri, ved den lille havneby Daiquiri på Cuba.

Læs også: En perfekt nytårsdessert – saltet karamel-is med kondenseret mælk 

Den oprindelige daiquiri
Den klassiske daiquiri er en fantastisk forfriskende, let drik, der er ligetil, og som de fleste vil kunne lide. Opskriften er ganske simpel og består af kun tre ingredienser:

6 cl. rom

1,5 cl. limejuice

1,5 cl sukkerlage

Kombinationen af frisk limejuice og sukker sammen med den sukkerrørsfyldige, let krydrede rom er velbalanceret, og skønheden i denne cocktail er netop den nuancerede enkelhed.
Santa Daiquiri forener de sødlige, krydrede noter fra kirsebærgløggen med rommens karamel- og vanillenoter. For at friske drikken op tilsætter vi friskpresset limejuice, hvis syre balanceres med sukkerlage, som blot er lige dele vand og sukker kogt sammen til en sirup. Med denne cocktail ønsker vi at vise et fornyet syn på klassiske gløgg, såvel som den også, for nogles vedkommende, vil være en øjenåbner for daiquirien.

Læs også: Endnu en god julecocktail

Det skal siges, at rom tilsat gløgg i sig selv er en herlig oplevelse, som man bør unde sig selv. Specielt hvis du ønsker noget at varme dig på i en kold og mørk tid. Netop rommens karakteristiske sødme er dejligt forenelig med den varme, krydrede vin.

Santa Daiquiri

4 cl. Diplomatico Exclusiva rom

2 cl. kirsebærgløgg fra Selleberg

1,5 cl. limejuice

1,5 cl. sukkerlage

Fremgangsmåde: Bland ingredienserne i din shaker, og ryst med isterninger for at nedkøle og blande ingredienserne. Du kan servere din daiquiri i et glas med såvel som uden is, afhængigt af din præference.

Om Michael og Rasmus
De to herrer etablerede tidligere i august 2013 firmaet Cocktaildiplomaterne. Drømmer du en en sublim cocktailoplevelse til din private fest, er Michael og Rasmus mandfolkene, du skal have fat i. De er begge uddannede på Den Europæiske Bartenderskole og har fulgt hinanden rundt på både Det Kongelige Teater og Kitjn Cocktailbar. Efterfølgende rykkede Michael til Salon 39 på Frederiksberg, hvor han ryster cocktails ved siden af medicinstudiet. Rasmus tog en tørn på Ruby, inden han blev ansat på Duck & Cover på Vesterbro. De er begge to konkurrencemennesker, og senest blev Michael nummer to ved Ron Abuelos konkurrence på Den Danske Rom og Whisky Festival 2013.