Mine forudsigelser for Michelin Guide Nordic Countries 2020

Begivenheder 6. februar, 2020 0 Kommentarer

Den 17. februar bliver det afsløret, hvilket restauranter der får stjerner, når Michelin afslører Michelin Guide Nordic Countries 2020 i Trondhjem i Norge. I ugerne op til lanceringen er der vanen tro masser af gætterier og snakken i krogene, og i denne artikel forsøger jeg at samle op på nogle af rygterne, som i samspil med mine egne spiseoplevelser i fjor og i år vil danne udgangspunkt for mine bud på, hvem der kan gøre sig forhåbninger om én eller flere stjerner i Michelin Guide Nordic Countries 2020.

Der bliver gættet i øst og vest, når michelinstjernerne skal deles ud, men i sidste ende er der – ud over Michelin – ikke nogen, der kender resultatet, før lanceringen d. 17. februar i Trondhjem er overstået. Michelin har fortsat en særlig status blandt restauranter såvel som madinteresserede, og derfor er det i mine øjne også interessant at kigge på, hvem der kunne tænkes at hive noget med hjem fra den norske vestkyst på næste mandag. Om ikke andet giver det mig mulighed for at fremhæve nogle af de restauranter, som i mine øjne fortjener en eller flere stjerner i år. Guiden dækker som bekendt hele Norden, men med få undtagelser vil jeg nøjes med at forholde mig til de danske restauranter, eftersom jeg ikke har spist tilstrækkeligt meget i Norge, Sverige og Finland de seneste 12 måneder, til at jeg tør udtale mig om kandidaterne dér; men lad os droppe yderligere snak og komme til sagen!

OBS. Jeg fokuserer i denne artikel udelukkende på de potentielle nye stjerner. Jeg forventer ikke, at nogen af de aktuelle stjernerestauranter mister deres stjerner.

Alchemist får to stjerner
Det helt store spørgsmål i år er, hvorvidt Michelin er blevet lige så begejstret som stort set hele skaren af foodies af Alchemist absurd smukke og fuldendte univers, som ikke findes nogen andre steder på denne jord. Michelin er kendt for at være forholdsvis konservativ og klassisk orienteret, og det er ikke til at sige, om kyllingefødder, lammehjerne og spiselig plastik har været en lidt for stor mundfuld for Michelins inspektører. Det vil være den eneste mulige forklaring på, at Michelin skulle have valgt ikke at uddele stjerner til Alchemist, men jeg tror dog ikke, at det går så galt. Min mavefornemmelse har hele tiden været, at Michelin enten giver nul eller to stjerner til Alchemist af den årsag, at enten har de fundet det alt for avantgardistisk, eller også har de elsket det i lige så høj grad som jeg og mange andre madentusiaster har. Jeg tror mest på det sidste, og er Michelin blevet overbevist, kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at de nøjes med én stjerne. Derfor tror jeg, at Alchemist debuterer i guiden med to af de eftertragtede stjerner.

Læs om min oplevelse på Alchemist lige her.

michelin guide nordic countries 2020

Jeg håber, at Michelin har brugt hovedet og giver Alchemist to stjerner i første hug.

Jordnær får to stjerner
I dagene op til juleaften i 2018 blev jeg fuldkommen overrumplet af, hvor meget Restaurant Jordnær i Gentofte havde udviklet sig siden mit første besøg i april 2017; det var ganske enkelt en helt anden restaurant. I slutningen af 2019 blev jeg to gange bekræftet i, at Jordnær tilhører den absolutte top herhjemme, og jeg tror på, at Eric og Tina Vildgaards råvarefokuserede, knivskarpe restaurant snupper stjerne nummer to. Rygterne vil, at de helt tunge folk fra Guide Michelin har været forbi, og det betyder typisk den ene af to ting: Enten er man på vippen til at få en stjerne mere, eller også er man på vej til at miste, og sidstnævnte er ganske enkelt utænkeligt for Jordnær. Det er ikke garanti for noget, men når jeg forholder mig til spiseoplevelsen på Jordnær, villle to stjerner være helt og aldeles fortjent, og skal jeg presse den yderligere, spår jeg samtidig, at Jordnær inden for få år også vil snuppe den tredje stjerne – så, nu er det meldt ud!

Læs min beretning fra Jordnær lige her.

Det er en ret som denne, der skal sikre Jordnær stjerne nummer to – rå skaw-rejer, peberrod og islandsk wasabi.

Den Røde Cottage får én stjerne
Da Anita Klemensen lukkede Den Røde Cottage i Klampenborg, mistede den hyggelige, intime restaurant ikke overraskende sin stjerne. I mellemtiden har Simon Lerche, kok og indehaver, brugt kræfterne på at løfte restauranten op på gourmetniveau igen, hvilket jeg helt afgjort synes, at han er lykkedes med. Den lille restaurant har et stærkt fokus på bæredygtighed med lokale, fortrinsvis økologiske råvarer i centrum. Rygterne siger, at Michelin har været forbi, og er det tilfældet, tror jeg også på, at der er en stjerne i sigte for den ambitiøse restaurant i Klampenborgs skovbryn.

michelin guide nordic countries 2020

Den Røde Cottage har tidligere haft en stjerne, og jeg tror, at de får den tilbage i år.

Sushi Anaba får en stjerne

Mads Battefeld åbnede i efteråret 2019 Sushi Anaba i Nordhavn, og på de sociale medier kan man se, at Michelin har været forbi. Restaurantens kompromisløse tilgang til råvarer kombineret med Battefelds sikre knivføring og sans for de japanske sushitraditioner skaffer ham en stjerne.

København har i Sushi Anaba fået sin første gourmetsushirestaurant.

Tre stjerner til vores nabo i Skåne?
Som skrevet vil jeg ikke forholde mig til situationen i resten af Norden. Der er dog en undtagelse i form af Daniel Berlin Krog i landsbyen Skåne-Tranås i Skåne, som i skrivende stund har to michelinstjerner. Jeg spiste der senest i december, og hold op, hvor er det godt. Jeg tror meget vel, at Daniel Berlin Krog kan blive den næste trestjernede restaurant i Michelin Guide Nordic Countries, og det kunne meget vel blive i år. Fingrene er krydset for vores svenske nabo!

Man kan ærgre sig over, at Skåne ikke længere tilhører Danmark, for Daniel Berlin Krog kan meget vel blive den næste restaurant i Norden, der får tre michelinstjerner.

En dansk stjerne i Oslo
Jeg gør endnu en undtagelse, og denne gang skal vi til Oslo, hvor jeg tipper, at Restaurant A L’aise, den ærkefranske restaurant drevet af det danske par Mia Hvidberg og Ulrik Jepsen, langt om længe får sin fortjente stjerne. Jeg besøgte senest restaurant i september i fjor, og det var ganske enkelt sublimt hele vejen igennem, og det er svært at forstå, hvorfor Michelin hidtil har holdt stjernen tilbage.

Restaurant A L’aise i Oslo er en klokkeklar kandidat til en michelinstjerne. Foto: Restaurant A L’aise.

Hvad med Noma?
Ved uddelingen i fjor var det helt store spørgsmål, om Noma, der var genåbnet på sin nye adresse, ville gå direkte ind og langt om længe få de tre stjerner, som det ikke lykkedes dem at få på den gamle adresse; men nej, det blev “kun” til to stjerner. Om det har været den avantgardistiske mad, to seatings per aften eller noget helt tredje, der holdt Michelin tilbage fra at give Noma den ultimative hæder, vides ikke, men i mine øjne er og bliver Noma en restaurant på trestjernet niveau. Noma har ikke ligefrem brug for ekstra reklame, men selvfølgelig ville det være en stor ting, hvis Danmark kunne føje endnu en trestjernet restaurant til porteføljen ud over Geranium. Jeg krydser fingre og håber på det bedste, men jeg tvivler på, at Noma får den tredje stjerne, når man har historikken med Michelin in mente.

michelin guide nordic countries 2020

Får Noma tre stjerner i år? Det må tiden vise.

Disse burde også få stjerner
Foruden de nævnte restauranter er der en lang række restauranter, der fortjener at få en eller flere stjerner, men når jeg har forhørt mig rundt omkring, virker det ikke til, at der for alvor er noget at komme efter for de mange gode restauranter i Jylland og på Fyn. Jeg tror på status quo i Aarhus, og guiden har heller ikke givet sig til kende på eksempelvis Treetop i Vejle. Jesper Koch nyåbnede Syttende på Hotel Alsik i Sønderborg er afgjort også en stjernekandidat, men jeg tror ikke, at de kommer i betragtning i år.
Falsled Kro og Lieffroy på Fyn synes heller ikke at have fået den opmærksomhed, de fortjener, så desværre tror jeg ikke, at der er nogen stjerner i sigte dér.
I København er der Mielcke & Hurtigkarl, som af uforklarlige årsager altid bliver forbigået, Det bliver de desværre højst sandsynligt også i år. Slutteligt er der Søllerød Kro, der skulle have haft to stjerner for flere år siden, men ak, det bliver nok ved dette i denne omgang. Erfaringen viser, at Michelin som regel deler langt færre stjerner ud, end de burde, så mon ikke også det bliver sådan i år.

Et sted som Brace i København kunne også være en bobler. Jeg ved, at Michelin har været der, men om de har prioriteret at besøge restauranten tilstrækkelig mange gange til at give en stjerne, er svært at sige. Niveauet er dog til en stjerne, så jeg krydser fingre for den italiensk-nordiske restaurant.

Braces signatursnack er denne versionering af spaghetti carbonara med en luftig osteskum, bacon og æggeblommecreme.

Læs også: Brace bliver bare bedre og bedre. 

Se mit og Creative Republics videoportræt af Lieffroy her.

Jeg krydser fingre for samtlige restauranter i Norden, når Michelin Guide Nordic Countries 2020 bliver lanceret. Du kan selvfølgelig følge med her på siden såvel som på min Instagram-konto, når tingene bliver afsløret d. 17. februar.