Flere og flere gourmetrestauratører har de seneste år udvidet butikken med flere spisesteder i mellemklassen. Det er en tendens, jeg byder velkommen, for disse restauratører har netop vist, hvor dygtige de er. Der er blandt andre Noma med Barr og 108 Formel B med Uformel, Palægade og Format, Kiin Kiin med et stort antal restauranter på flere niveauer, og så er der AOC, Københavns eneste tostjernede michelinrestaurant, der for et par år siden udvidede forretningen med No. 2. Og nu har de også åbnet et tredje sted, der meget passende hedder Restaurant Trio. Restauranten ligger i trioen af tårne, der tilsammen udgør de nyopførte Axel Towers over for Tivoli på Vesterbrogade.
Her har de overtaget de to øverste etager i et af tårnene og skabt en restaurant med tilsigtet storbyfeeling og mad i gourmet light klassen. I køkkenet leder Simon Thrane med en fortid på Søllerød Kro slagets gang, og til frokost på en våd oktoberdag satte jeg mig for at teste, hvad han og resten af holdet kunne levere.
Læs også: En hyldest til Søllerød Kro
Vi blev placeret ved et hyggeligt lille tomandsbord langs vinduerne i den runde bygning. Et par uger forinden kunne jeg i Politikens anmeldelse læse, at det var så som så med udsigten, hvilket jeg dog på ingen måde kunne forstå – vi havde et flot blik over København. At vejret var så trist, som det kunne blive, er selvsagt ikke Trios skyld.
Til gengæld kunne de stilles ansvarlige for den glade mine, der ramte vores bord, da vi modtog første ret på den firerettersmenu til 425 kroner, vi havde bestilt. Det var Simon Thranes udgave af kåldolmer, vi lagde ud med. En rulle spidskål gemte på forskellige stegte svampe, mens grisen kom i form af lardo, der omsluttede dålmeren i stedet for at fungere som fars i midten. Ved bordet blev en intenst smagende svampebouillon hældt på, og har du ikke helt fået styr på, hvordan umami fornemmes i munden, så har Simon Thrane svaret. En flot ret.
Havtaske med stor velsmag
Næste ret var havtaske stegt på ben. Den kom i en monokrom anretning med selleripuré, og de cremehvide nuancer blev brudt af en sauce på brunet smør med sprødt brød, kapers og hasselnødder. Det er ikke en ret, der springer skalaen på nyhedsværdi, men hvad gør det, når den smager så godt, som det var tilfældet her.
Frokostkortet er inddelt i fire kategorier, og i den mest fyldige af dem stod valget mellem dansk ribeye og short rib, på dansk bedre kendt som tværreb. Vi besluttede at prøve begge. Ribeyen var krogmodnet og kom fra fritgående kvæg. Resultatet var en sjældent oplevet smagsrig bøf, hvor man fornemmede de modnede nuancer, som man kender fra tørret kød og skinker. Det perfekt stegte kød var beklædt med en karamelliseret løgpuré, og hvad den manglede i æstetisk ynde, som den lå dér smurt ud på den smukke bøf, havde den i smagen. Den var toppet med syltede løgskaller, og ved bordet blev en sauce bordelaise med røget marv hældt på. Igen var det ærligt, simpelt og gennemskueligt, og så smagte det bare fremragende.
Tværræbet var inspireret af Thailand. Det var langtidstilberedt i blandt andet fiskesauce og blev serveret med grillede porrer og en thailandsk yam-dressing med blandt andet koriander, chili og hvidløg efter en af køkkenets thailandske medarbejderes mor. Dressingen i sig selv var yderst velsmagende, men i min mund fandt den ikke for alvor sammen med kødet, så den thailandske sammensmeltning fandt ikke helt sted, og desværre var kødet ikke så saftigt, som man normalt kan opleve det med tværreb.
Vi prøvede også begge desserter. Den første bestod af danske efterårspærer, der toppede en fræk enebæris med masser af smag af granskov. Den blev overhældt med en lind hvid chokoladeganache, der med sin sødme gjorde den ellers velsmagende dessert en anelse for sød. Selve smagskombinationen var dog strålende, og lidt mere syrlighed i pærerne kunne gøre underværker.
Den anden dessert bestod af syltede brombær, der lå og hyggede sig i en cremet flødekaramel, og på toppen lå en frisk og læskende estragongranité, der gav retten god balance, og de tre komponenter fungerede stålende sammen.
Stærk spiller i mellemklassen
Jeg havde ikke forventet andet end et stærkt koncept fra Christian Aarø, manden bag AOC og No.2, og Restaurant Trio indfriede afgjort forventningerne på madfronten, og betjeningen kunne vi heller ikke udsætte noget på denne eftermiddag. Rammerne i Axel Towers er imponerende, og de besidder en storbyfeeling, som kun få andre steder i København kan mønstre. Niveaumæssigt placerer Trio sig tæt på No. 2, og min umiddelbare fornemmelse er, at det er dagsformen eller de aktuelle menuer, der afgør, hvilken af de to der lige nu scorer bedst. Restaurant Trio udmærker sig for mig ved et let genkendeligt køkken, der først og fremmest fokuserer på velsmag, og når det ikke skal være for eksperimenterende, er Trio et rigtig stærkt kort i mellemklassen.
Restaurant Trio
Jernbanegade 11
1608 København K
Hjemmeside