Restaurant Lille N: en gastronomisk sommersolstråle på Samsø

Anmeldelser 9. august, 2018 0 Kommentarer

Denne artikel er efterhånden lidt af en hastesag, for restauranten, den handler om, har sidste åbningsdag lørdag 11. august, altså om tre dage. Hele sommeren har mesterkokken Allan Poulsen drevet restaurant i Tranebjerg på Samsø under navnet Restaurant Lille N, og under min ferie på øen, var jeg naturligvis nødt til at slå vejen forbi for at spise hos kokken, der tidligere har været køkkenchef på Bagatelle i Oslo, Henne Kirkeby Kro og Nimb Louise. Restauranten fungerer ligeledes som opvarmning til Allan Poulsens næste store projekt, Noorrm, som bliver private dining i hans egen private bolig. Fordi Restaurant Lille N er lige på vippen til at lukke ned for sæsonen, vil jeg se at komme til sagen.

restaurant lille n

I dette smukke drivhus holder Restaurant Lille N sine lørdagsgourmetaftener.

Restauranten ligger i de lokaler, der tidligere husede Drop In, der vel bedst kunne betegnes som et værtshus. Bygningen huser nu Samsø Madkulturhus, som hen over sommeren har overladt pladsen til Allan Poulsen og co. Der er åbent til frokost og aften, og retterne er baseret på de bedste aktuelle råvarer, øen har at byde på.

Vi tog plads ved frokosttid i den hyggelige gårdhave med udsigt til et smukt drivhus, der huser Lille N’s lørdagsgourmetaftenener, såvel som den fine urtehave med alskens delikatesser.

Læs også: Vinho verde er perfekt sommervin til dansk mad

Jeg lod mig friste af stjerneskud a la Restaurant Lille N. Den bestod af en dejligt saftig fiskefilet (rødspætte, så vidt jeg husker) paneret med pankorasp for ekstra sprødhed. I tre sideskåle lå en røget laksetatar, tigerrejer, ristet brød og en pikant thousand island-dressing. Fisken var som skrevet saftig og frisk, og sammen med det stegte brød, røgnoterne fra laksen og de faste, saftige rejer spillede det fortrinligt. Jeg var glad for dressingens krydring, der gav retten, som havde en vis fedme, modspil og balance; en skøn servering til 155 kroner.

Yderst skøn fortolkning af stjerneskuddet.

Min medspiser lod sig friste af klassisk rørt tatar, der havde det tvist, at der lå knuste enebær og fennikelfrø på toppen, som gav mere aroma til retten. Der hørte pommes frites til, og de var perfekt sprøde i skorpen og bløde og mosede indeni. Dem kunne vi dyppe i en velafstemt estrogonmayonnaise, og således var der heller ikke noget at udsætte på tataren.

Klassisk tatar.

Vidunderlig dessert
Vi mente, at der godt kunne blive plads til at dele en af de jordbærtærter, som Allan Poulsen havde lagt billeder op af på sociale medier om til flere gange. Tjeneren lod os dog vide, at vi næsten blev nødt til også at prøve den anden jordbærdessert. Og mens tærten var god med sine kirsebærrøde, sommermodne samsøjordbær, en luftig hvid chokoladecreme og en guddommelig hind- og jordbærsorbet, var det afgjort den anden dessert, der for alvor gjorde os bløde i knæene. Nederst lå en tæt creme af hvid chokolade, som var toppet med samsøjordbær, fine, små, saftige ærter og den samme vidunderlige sorbet. Ved bordet blev en tyk fløde, der var blendet med de friske ærter, hældt på, og sammen med cremen bandt den mødet mellem jordbærrene og ærterne sammen i en perfekt, harmonisk mundfuld, der ikke kan beskrives som anden end ren velsmag. Desværre er jeg bange for, at det er slut med jordbær for i år, men mon ikke Allan Poulsen og hans kokke har fundet noget andet lækkert frem.

Jordbær og ærter.

Samsøs bedste jordbærtærte.

Læs også: Generationsskifte hos Dom Pérignon

Sidste chance! 
Lørdag er som skrevet sidste chance for at opleve Restaurant Lille N på Samsø – for i år i hvert fald. Og det skal du gøre, hvis du er på Samsø i disse dage, og lørdag er sidste chance for at opleve gourmetaftenen, som koster 1.200 kroner for aperitif, seks retter med vin, kaffe og sødt. Lille N har afgjort været en berigelse til det efterhånden glimrende udvalg af restauranter på Samsø, og som halv samsing og flittig gæst på øen kan jeg fortsat glæde mig over den gastronomiske udvikling, der finder sted derovre. Tak til Allan Poulsen og hans hold for at være med til at presse niveauet op ad på Samsø!

Restaurant Lille N
Langgade 26, Tranebjerg
8305 Samsø
Facebook