Watami – overbevisende sushi i Gentofte

Anbefalinger 19. juli, 2016 0 Kommentarer

Der er godt nyt til de sushiglade i København og omegn. Tilbage i marts åbnede den bare 25 år gamle kineser Willum Ji Cheang Zhou sushirestauranten Watami i Gentofte. Kokken har blandt andet erfaring fra Sticks’n’Sushi, der borger for en vis kvalitet.

Jeg havde fået et nøk om, at stedet skulle servere uhørt god sushi for danske standarder til endnu mere uhørte priser. Således kan du i restauranten, der tidligere husede den italienske La Trattoria del Bosco, få sushi ad libitum til 208 kroner fra mandag til torsdag, mens det fra fredag til søndag koster 228 kroner.

Læs også: Guide til den gode sushi

watami-sushi

Maden serveres i et fint tempo på Watami, og køkkenet serverer retterne i den rigtige rækkefølge og nogle få stykker ad gangen, så det hele tiden er appetitligt.

Allerede ved beskrivelsen “ad libitum” blev jeg nervøs, da jeg hørte om stedet. Jeg fik straks billeder i hovedet af de forbipasserende stykker sushi på rullebåndet på landets mange running sushi-steder. Sådan er det ikke på Watami. Der er et helt traditionelt opbygget menukort med forskellige ruller, nigiri sticks og lignende, og man kan sagtens vælge at gå a la carte; men når priserne for bare at plukke løs er så favorable, giver det ikke mening ikke at gå ad libitum-vejen.

watami-sushi

Glimrende gyoza, der kom brændvarm lige fra panden.

Den helt store fordel ved dette koncept er, at sushien hele tiden bliver lavet frisk på bestilling, og det fine er, at man ikke behøver at bestille det hele på én gang. Man kan bestille, lige så mange gange, man måtte ønske det, så vi prøvede os lidt frem til at begynde med.

Og lad mig gøre det kort: Alt smagte delikat, friskt og af gode råvarer. Vi lagde ud med nogle glimrende rispapirruller med andekød og avocado, der var saftig og med fin sødme fra den teriyakilignende sauce. Også Watamis kimchi, den koreanske fermenterede og chilitilsmagte kål, smagte af en portion mere med en flot afstemt styrke og sprødhed i kinakålen. Sushirisene var håndteret fint og var løse i strukturen, når man fik dem i munden. Det er vigtigt, for ellers bliver risene til små, svampede klumper i munden.

En af de bedste kimchier, jeg har smagt.

En af de bedste kimchier, jeg har smagt.

Der var også glimrende gyoza, inden vi kastede os over selve sushien. Hele vores bestilling af sushi kom ind på et flot anrettet bræt med overskueligt opdelte stykker af nigiri, gunkan samt forskellige former for makiruller. Jeg var især glad for stykket med ål, den spicy laksetatar og ebi, den pankofriterede reje, med chilimayo.

Sushien kommer ind på et flot bræt, og det hele smager dejligt.

Sushien kommer ind på et flot bræt, og det hele smager dejligt.

watami-sushi

Delikate gunkan-stykker med henholdsvis lakserogn og -tatar.

Fokus på madspild
I disse tider, hvor der heldigvis er øget fokus på mindre madspild, har Watami indført et koncept, der både kommer miljøet og deres økonomi til gode. Hvis man efterlader mere end tre stykker sushi, betaler man 10 kroner per styk. På den måde sikrer man sig, at gæsterne ikke bestiller over evne, hvilket går ud over bundlinjen, og de undgår samtidig at smide en masse frisk mad ud.

En kort opsummering: Jeg kan kun anbefale et besøg hos Watami. Vi endte med en regning på 492 kroner for to gange ad libitum og to øl. Normålt får man, hvad man betaler for, men sådan er det ikke på Watami – man får meget mere.

Bordreservation anbefales. Den hverdagsaften, vi var derude, var der stuvende fuldt, og med det vellykkede koncept, den velsmagende mad og den venlige og effektive betjening kan jeg ikke se, hvorfor det skulle ændre sig.

Watami
Ermelundsvej 88
2820 Gentofte
Hjemmeside