Egon Müller Scharzhofberger 2010 – årets største vinoplevelse

Vin 31. august, 2016 0 Kommentarer

Det sker langt fra altid, ikke en gang med de store vine. Den nærmest euforiserende fornemmelse i kroppen, når en vin i perfekt balance rammer munden, og man blot kan hengive sig til den beroligende og samtidig opløftende fornemmelse, den spreder i kroppen; men det skete en sommeraften på Geranium, hvor vinimportøren L’Esprit du Vin holdt et af sine altid overdådige arrangementer. Der er altid garanti for god vin, når indehaveren af L’Esprit du Vin, Jørgen Krüff, er i nærheden, således også denne aften.

Temaet var riesling fra Mosel i forbindelse med den årligt tilbagevendende Riesling Week, hvor forskellige vinaktører og restauranter sætter fokus på tysk riesling. L’Esprit du Vin stillede op i stærk formation til denne winemaker’s dinner med Schloss Johanniesberg fra Rheingau samt to af de mest berømte producenter fra Mosel i form af Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch og Egon Müller.

Læs også: Kan Sting lave vin? 

Sidstnævnte er og bliver den mest eftertragtede producent i Mosel og måske endda i hele Tyskland. I en tid, hvor mange tyske producenter har rettet fokus mod tørre vine i forsøget på af aflive tysk vins ry som værende udelukkende sød, har Egon Müller holdt fast i de klassiske moselstilarter med varierende grad af restsødme. Hvis man skal lykkes med sødme i sine vine, kræver det tilsvarende høj syre, og det er her, Mosel som område udmærker sig. I de bedste vine fra området, tænker man dårligt over sødmen, fordi den udlignes flot af den ranke syrlighed, som den nordlige placering med lavere temperaturer er medvirkende til.

Egon müller
Domænet, Scharzhof, ligger i den del af Mosel, der hedder Saar.

Egon Müller er formentlig den mest eftertragtede producent i Mosel. Hans udgave af den sødeste vin på skalaen, Scharzhofberger Trockenbeerenauslese (TBA), bliver udelukkende solgt på vinauktionen i tyske Trier, hvor den let indbringer omkring 30.000 kroner per flakse – halvflaske, naturligvis. Producenten er ikke økologisk, men foruden svampebekæmpelsesmidler bliver der ikke sprøjtet med kemikalier hos Egon Müller. Desuden arbejder de ud fra et renhedsprincip om ikke at tilsætte noget til vinen foruden svovl. Gæringen er også spontan uden brug af kulturgær, og vinene stopper typisk med at gære, inden de er blevet helt tørre.

Læs også: Veuve Clicquot 2008 er frigivet

Arbejdet i marken er det vigtigste, for hos Egon Müller handler det ikke om at gøre vinen bedre i kælderen. Det handler til gengæld om at få det optimale ud af vinstokkenes kvalitet, for hvis den ikke er høj nok, bliver det aldrig godt, når først druerne er presset.

Kompleks bællevin
Hans mest eksklusive stykke land er skråningen Scharzhofberg, en såkaldt Große Lage-mark, der svarer til grand cru i Bourgogne. Det var en vin fra Scharzhofberg, der fik mig til at glemme tid og sted for en stund på Geranium. Aftenen var forløbet fint uden for alvor at vække den helt store begejstring, men omkring de sidste salte retter skete der noget. Egon Müller 2010 Scharzhofberger Spätlese skabte intet mindre end et magisk øjeblik. Den var helt ren uden nogen form for mislyde – bare elegante citrusnoter og mineralitet. Spätlese betyder ”sen høst” og har deraf en høj mængde sukker i sig, men balancen mellem syre og sødme var her så præcis, at det slog gnister, der udløste glædeshormoner i hjernen.

egon Müller
Det flotte line-up fra smagningen på Geranium.

Denne balance gør også, at det på trods af sødmen ikke er en decideret sød vin, som skal bruges til desserter. Tværtimod giver den elegante sødme et løft til en lang række salte retter, hvad enten det er skaldyr, svinekød eller stærkt krydret, asiatisk mad. Normalt er de store vine så intense, at man dvæler ved dem og måske blot kan rumme et glas eller to, men med denne er det anderledes. Ved indtagelse af første mundfuld opstod en uhjælpelig trang til at fortsætte i hastigt tempo. 2010 Scharzhofberger Spätlese har den overrumplende evne, at den på den ene side er kompleks, samtidig med at bællefaktoren er helt i top, og den har en afstresningsfaktor, som kan få selv den slemmeste arbejdsdag til at gå i glemmebogen.

Det er tysk riesling, når det er bedst, og det er endnu et eksempel på, hvor meget kvalitet man stadig får i Mosel, når man sammenligner med priserne i Bourgogne. Ganske vist koster den 795 kroner hos L’Esprit du vin, men man kan dårligt erhverve sig en acceptabel grand cru fra Bourgogne til de penge. Her får man toppen af poppen, og blandt et hav af fantastiske vine har denne givet mig den største oplevelse i indeværende år. Har du endnu ikke stiftet ordentligt bekendtskab med riesling fra Mosel, er det på tide.