Veuve Clicquot Vintage 2008 frigivet

Vin 21. juni, 2016 0 Kommentarer
Veuve Clicquot har netop lanceret sin årgang 2008, både i hvid og rosé. I dag er det den hvide, det handler om.
Veuve Clicquot har netop lanceret sin årgang 2008, både i hvid og rosé. I dag er det den hvide, det handler om.

Det er altid spændende nyt, når champagnehusene frigiver deres nye årgangsudgaver. Seneste lancering fra de kendte huse er årgang 2008 fra Veuve Clicquot, der er først er kendt for deres Yellow Label alias ”Den gule enke”. Netop den gule enke har de seneste år haft et lidt blakket ry, hvilket jeg ikke finder helt rimeligt. Tværtimod finder jeg faktisk et stabilt, højt niveau i denne vin, som er Veuve Clicquots standardchampagne; der er dybe noter af brød og nødder takket være den lange kontakt med gærresterne, og en altid frisk og spændstig syre gør den behagelig at drikke, og holder man den op imod eksempelvis Moët & Chandons Brut Imperial, er den i mine øjne længder foran. Der er også sket en øgning i mængden af gammel vin i Den gule enke over de seneste fem til seks år, så 55 procent af vinen udgøres af ældre årgange, og det er med til at give dybde til vinen.

Tilbage til årgang 2008, der er kommet relativt tidligt på markedet sammenlignet med de andre store huse, hvor flere af dem senest har frigivet årgang 2006. 2008 er på sin vis et skelsættende år for Veuve Clicquot, eftersom det den første årgang, hvor de har gjort brug af egetræsfade i produktionen. Tidligere har al produktion foregået på ståltanke, og eksempelvis topcuvéen, La Grand Dame, består fortsat udelukkende af vin, der er lagret på stål.

Læs også: feinschmeckeren.dk’s store champagnetest

Som et krydderi
Betyder det så, at Veuve Clicquots champagner skal til at smage mere af fad med mere fedme frem for friskhed? Svaret er nej, når man spørger chefvinmageren, Dominique Demarville.

”Blot tre til fire procent af vores samlede produktion lagrer på egetræsfade, og vi bruger kun store foudres på henholdsvis 55 og 75 hektoliter (store fade afgiver relativt mindre smag til vinen i forhold til små fade, red.). Meningen er ikke, at de skal give fadsmag til vinen. Derimod skal de være med til at runde dem af og modne smagen en anelse via den mikrooxidation, der finder sted, i fadene. De fadlagrede vine skal ses som et krydderi til vinen. I vores non vintage-vine har vi de gamle årgange til at krydre med, men den mulighed har vi ikke i de rene årgangsvine,” forklarer han.

Ung og sart
Efter smagningen står det klart, at Veuve Clicquot 2008 endnu er en meget ung vin. Det er en let og elegant champagne, der spiller mere på friskhed end dybde, og den kan sagtens drikkes nu. Omvendt er jeg heller ikke i tvivl om, at den vil blive bedre over de næste fem år, hvor den vil udvikle flere svampenoter.

Den gule enke er væsentligt bedre end sit lettere blakkede ry.
Den gule enke er væsentligt bedre end sit lettere blakkede ry.

Læs også: Dom Pérignon 2004 vs. Moët Grand Vintage 2006

Næsen byder på pære, citronskal, agurk og rålakrids, mens den i munden spiller på hindbær, grønne jordbær og mere pære. Der er en let bitter tone, der gør, at den også kan give kompleksitet og balance, når man drikker den til mad. Syren er rank og stringent, og boblerne er små med en behageligt prikkende fornemmelse. Den åbner sig meget i glasset over de første fem til ti minutter og udvikler flere dybe aromaer.

Konklusion: Veuve Clicquot 2008 er yderst behagelig at drikke nu, men kan man holde fingrene fra den, vil den kun blive bedre i løbet af de næste fem til ti år. Det er en champagne i den lette, elegante stil, og der skal lyde en anbefaling herfra. Den kan nydes som aperitif, men vil også trives med østers, rimmede kammuslinger og sågar også tatar uden for stærke komponenter.

Den vejledende udsalgspris i detailbutikkerne er 519 kroner, og champagnen kommer i handlen hos et bredt udvalg af vinbutikker landet over sidst på året. I første omgang må man dog en tur til Købehavn for at opleve Veuve Clicquot 2008, der kan smages på Kong Hans, Alberto K og Nimb.