Årets nytårs-cocktail – Old fashioned på Diplomatico Rom

Opskrifter 26. december, 2014 0 Kommentarer
Årets nytårscocktail 2014/15 er serveret.
Årets nytårscocktail 2014/15 er serveret.

Op til jul serverede vores husbartender, Rasmus Skov Madsen, årets julecocktail, Nissemor i sneen, for dig, og nu er turen kommet til nytårscocktailen, som er en old fashioned, som vi har valgt at kalde … old fashioned, for det er det, den er. Nytårsaften er i forvejen fuld af fest og farver, og det kan ikke blive kulørt og bordbombebefængt nok, så vi tænkte, at cocktailen i år skulle være til manden og/eller kvinden med overblik og ro i sindet, som kan dvæle ved og sætte pris på en god, stærk drink med en god spiritus som base.

Læs også: Årets nytårscocktail 2013/14 – Modern French 75

Old fashioned har fået sit navn, fordi det var den oprindelige måde at lave cocktails på, og begrebet cocktail blev første gang defineret i 1806 af redaktøren på The Balance and Columbian Repository i New York som en ”stimulerende drik bestående af en hvilken som helst form for spiritus, sukker, vand og bitter”. Nogle har den opfattelse, at en old fashioned skal indeholde whisky – eller bourbon – men det er ikke tilfældet. Navnet dækker udelukkende over måden at lave drinken på, hvor man opløser sukker og bitter og tilsætter alkohol og is lidt ad gangen for at fortynde og nedkøle alkoholen. En old fashioned kan være en drøj cocktail, især hvis den er lavet med en tør alkohol, så afhængigt af din begejstring for den slags, kan du overveje, hvor sød en alkohol du ønsker at bruge. Vi har benyttet en forholdsvis sød rom, som gør cocktailen nem at gå til. Kan du ikke få det råt nok, vil en røget whisky såsom Tallisker være sagen for dig.

Læs også: Den store champagnetest til nytår

Old fashioned på rom – til én cocktail

Ingredienser

6 cl god rom, i dette tilfælde Diplomatico Reserva Exclusiva
6 store isterninger
1 strimmel økologisk appelsinskal
To tsk rørsukkersirup (kog én del sukker og én del vand op, indtil sukkeret er opløst)
1 skvæt Angustura Bitters

Fremgangsmåde: Tilsæt sukker og et skvæt Angostura, og rør det rundt med en ske. Tilsæt to centiliter rom og to isterninger, og rør rundt med skeen 15 gange. Gentag proceduren, indtil sidste del rom og isterninger er tilsæt, og rør femten gange. Pres appelsinskallen i retning mod glasset, gnid den lidt rundt på kanten, og kom den til sidst i glasset.

Læs også: Test af 2004 Dom Perignon og 2006 Moët Grand Vintage

Velbekomme - og rigtig godt nytår!
Velbekomme – og rigtig godt nytår!