For nylig dannede Dyrehøj Vingaard på det naturskønne Røsnæs rammen om en omfattende smagning af dansk vin på druesorten solaris. Her fik deltagerne for alvor mulighed for at opleve, hvad den grønne drue kan levere på dansk grund. Og det blev en smagning, som både demonstrerede mangfoldigheden såvel som lagringspotentialet inden for dansk vin.
Vindyrkning i Danmark har, siden de første stokke blev plantet i Avedøre for 30 år siden, været præget af en vis skepsis; til dels med rette, for det var bestemt ikke det hele, der smagte lige godt, de første år; men øvelse gør mester, og husker man på, at nogle af verdens mest berømte og anerkendte vinområder har adskillige århundreder på bagen og dermed enorme mængder erfaring med i bagagen, er det ikke så underligt, at dansk vin skulle bruge et årti eller to på at nå et niveau, man som mere end ualmindeligt stor entusiast kunne sætte pris på.
Dansk vinproduktions læringskurve har været endog meget stejl, og den dag i dag bør man afgjort tage de danske vine seriøst. Det var den overordnede konklusion på en omfattende smagning af danske hvidvine på druesorten solaris, som fandt sted på Dyrehøj Vingaard i forbindelse med Røsnæs Vinfestival 2023.
Underskønt landskab
Mange vil kende til, at Røsnæs byder på smuk natur, men at området uden for Kalundborg samtidig lægger land til et billedskønt vinområde, er formentlig en overraskelse for mange. Efterhånden som man bevæger sig ud mod spidsen, åbenbarer vinmarkerne sig på begge sider af vejen. Drejer man til venstre ved indgangen til Stub Vingaard og gør holdt ved producentens middelalderligt udseende tårn, kan man nyde synet at skråninger beplantet med vinstokke direkte ud til Kalundborg Fjord. I gennemsnit skinner solen 100 timer mere på Røsnæs sammenlignet med landsgennemsnittet, og det har en stor betydning, når man befinder sig i et land som Danmark, hvor det er de små marginaler, der afgør, om druerne bliver ordentligt modne eller ej.
Læs også: Château Pavie – glem ikke Bordeaux!
Man kan næsten ikke andet end at tænke, at Stub Vingaard er det danske svar på Château Latour. Foto: Claus Bjørn Larsen for Realdania
Tid til solaris
Godt fire kilometer længere ud mod spidsen af Røsnæs fra Stub Vingaard ankommer vi til Dyrehøj Vingaard, som er Danmarks største vingård med mere end 50.000 plantede vinstokke.
Klokken er 10, og der er allerede gang i gårdspladsen, hvor Røsnæs Vinlaugs fire producenter, Stub Vingaard, Dyrehøj Vingaard, Kongstrub Vingård og Røsnæs Vingård er i fuld sving med at skænke smagsprøver til de fremmødte gæster. 90 af disse er så småt på vej mod Dyrehøjs nye lade, hvor smagningen af intet mindre end 29 danske solaris-vine vil foregå i løbet af de følgende to timer – forhåbentlig husker de deltagende at ty til spyttespanden fra tid til anden.
Solaris har manifesteret sig som Danmarks primære hvidvinsdrue i løbet af de seneste par årtier. Druen er en krydsning af flere forskellige sorter, heriblandt riesling og pinot gris. Den blev udviklet tilbage i 1960’erne og er kendetegnet ved at være særligt god til at modstå mange af de sygdomme, som vindruer generelt rammes af i et køligt, fugtigt klima som det danske. I næsen finder man ofte hyldeblomst, citrus, grønne æbler og et strejf af fersken, mens den i munden byder på høj syrlighed og en let cremet struktur.
Man kan næsten have svært ved at tro, at dette er en af Stub Vingaards marker og ikke en mere eksotisk beliggende en af slagsen. Foto: Claus Bjørn Larsen for Realdania
Stor mangfoldighed
Den første del af smagningen inkluderer 19 vine på Solaris med det meste af Danmark repræsenteret, lige fra Guldbæk Vingård syd for Aalborg til Vester Vedsted Vingård ved Ribe såvel som blandt andet Ørnberg Vin på Sjællands Odde og altså Dyrehøj Vingaard med flere. Nogle er lagret på ståltanke og repræsenterer den lette, friske og umiddelbare stil, mens andre er lagret på egetræsfade. En enkelt sød vin ramt af ædel råddenskab har også sneget sig ind til sidst.
Specielt blandt de stållagrede vine er der tale om små nuanceforskelle, hvor det i min mund især viser sig at handle om, hvor godt den enkelte producent er lykkedes med at modne og høste sine druer på rette tidspunkt. Blandt de stållagrede udmærker især Stub Vingaards Yellow Yearling 2022 sig med en skøn næse med hyldeblomst, citron, fersken og våde sten sig. Den har en cremet struktur og en pirrende syrlighed, som giver lyst til mere.
Yellow Yearling fra Stub Vingaard var et meget positivt bekendtskab fra smagningen.
Det samme gør sig gældende for Dyrehøj Vingaards enkeltmarksvin Jættehøj 2021, som på en og samme tid står lynende klar med sin ranke syre og mineralitet, samtidig med at den på imponerende vis formår at være afrundet og omfavnende. Blandt de fadlagrede vine bliver ellers dygtige Ørnberg Vins Paulus mig en kende for dominerende i fadudtrykket, hvilket sætter solaris-druens rene udtryk lidt for meget i baggrunden. De to medbragte årgange, 2022 og 2021 er dog stadig purunge, og der er ingen tvivl om, at henholdsvis frugt og fad vil finde hinanden i løbet af den næste håndfuld år. Anderledes balanceret i brugen af fad er Solaris Reserve 2021 fra Dyrehøj Vingaard, hvor mødet mellem frugt og fad i min mund går op i en højere enhed. Vi runder af med Dyrehøj Vingaards Solaris Prestige 2021, en dessertvin lavet på druer udsat for botrytis, også kendt som ædel råddenskab, som koncentrerer mosten og tilfører noter af safran, appelsinskal og varme krydderier; en smuk og harmonisk vin, som jeg gerne indtager igen med en skål danske jordbær med fuldfed fløde.
Alt i alt efterlader smagningen mig med en fornemmelse af, at det er muligt at lave hvidvin i Danmark på et niveau, som jeg ikke havde turdet forvente. Der er både druer af høj kvalitet og dygtige producenter til stede hertillands.
Der var flot fremmøde ved den store solaris-smagning.
Imponerende lagringspotentiale
Anden del af smagningen er lidt af et eksperiment. Vi skal smage os igennem 10 solaris-vine fordelt på otte årgange fra Tom Christensens samling af kældervine fra Dyrehøj Vingaard tilbage til 2011, som var året, hvor Dyrehøj lavede deres første kommercielle vin; en smagning, jeg har set frem til med både spænding og en vis nervøsitet på vegne af Dyrehøj Vingaard, for hvad nu, hvis de alle for længst er passé? Endnu mere spændende er det, fordi Tom Christensen heller ikke selv havde smagt flere af vinene med så mange år på bagen.
Frygten bliver dog hurtigt afløst af en forbløffelse over, hvor nydeligt dansk solaris rent faktisk udvikler sig over tid i flasken. Den første vin fra det tilmed kølige 2019 viser få, delikate aldringstegn af gul frugt, mens 2018’eren i min bog skriver sig ind som dagens bedste vin, der sender mig i retning af de bedste vine på chenin blanc fra Loire – noget, jeg bestemt ikke havde forventet. Både 2017 og ’16 viser masser af friskhed, mens 2015’eren som den eneste er helt skæv. Noget må være gået galt i vinificeringsprocessen med denne årgang, som har gjort den skrøbelig på den lange bane. Med både 2014 og 2012 kommer vi flot tilbage på sporet, inden vi slutter af med en Solaris Prestige 2011. Den i udgangspunktet søde vin har dog vist sig at have været videre i flasken, fordi gæringen i sin tid ikke er blevet stoppet tilstrækkeligt; men om end denne gæring, som har resulteret i en let perlende, halvtør hvidvin med modne frugtnoter, ikke var tilsigtet, smager den faktisk godt, og unik er vinen i hvert fald i sit udtryk.
Tom Christensen på vej til en af sine marker på Dyrehøj Vingaard. Foto: Dyrehøj Vingaard.
To timer og 29 vine senere står jeg forbløffet tilbage med et meget positivt indtryk af, hvad solaris og dansk vin i det hele taget er i stand til. Jeg er ligeledes imponeret over, hvor flot solaris klarer sig på tværs af de forskellige stilarter lige fra det ranke og friske til de ladlagrede og komplekse såvel som søde vin. Dansk vinproduktion er ikke en døgnflue, og jeg vil hermed opfordre til, at man opsøger nogle af de dygtige producenter rundt i landet.
