På besøg hos Weingut Wieninger i vinmarkerne omkring Wien

Vin 4. november, 2021 0 Kommentarer

Wien er ikke kun Østrigs hovedstad. Byen lægger ligeledes navn til et omfattende vinområde af samme navn. Således finder man vinmarker på de smukke skråninger i udkanten af byen, som også er et yndet udflugtsmål for mange lokale i weekenden, der kombinerer en frisk vandretur med et glas vin og lidt godt at spise. Rasmus Palsgård tilbragte en solbeskinnet søndag i selskab med en af Wiens bedste producenter, Weingut Wieninger.

feinschmeckeren.dk var inviteret til besøg på vingården af Wine+Partners og Weingut Wieninger

De lune vejrforhold er endnu ikke blevet afløst af den snarlige vinters komme i centrum af Wien denne søndag midt i oktober. Betingelserne for en udflugt er således optimale, hvorfor det heller ikke kunne passe bedre, at Fritz Wieninger netop har samlet undertegnede op i sin bil. Han vil give mig en indføring i det smukke vinlandskab, som omgiver den østrigske hovedstad. Det er ikke mange hovedstæder verden over, der kan prale af at have en så omfattende vinkultur, som det er tilfældet for Wien, der tæller hele 630 vinproducenter – svarende til én vinproducent per 2.500 indbyggere.

I alt tæller Wiens vinregion 700 hektarer, som er fordelt over det kuperede landskab, der rejser sig for foden af Donau, som løber gennem byen.

weingut wieninger
Kontrasten mellem land og by – I forgrunden ser man en vinmark på Bisamberg, mens Wien Centrum troner op i baggrunden.

Biodynamisk dyrkning

Fritz Wieninger, født i 1966, er en af Wiens – og Østrigs i det hele taget – bedste vinproducenter. Han står bag Weingut Wieninger, beliggende i forstaden Stammersdorf. Siden 2008 har hans vine været certificeret biodynamiske og dermed baseret på Rudolf Steiners filosofi om at skabe et lukket kredsløb, hvor man ved hjælp af naturlige præparater og gødning fra egne husdyr sikrer de mest optimale og sunde betingelser for sine afgrøder.

”Tilbage i 2005 begyndte jeg for alvor at tænke over alle de kemiske produkter, man bruger inden for vinproduktion. Jeg brød mig ganske enkelt ikke om det længere. Derfor besluttede jeg at konvertere til biodynamik. De fleste vine blev bedre, nogle få forandrede sig ikke, men ingen blev dårligere, og således var der ingen vej tilbage,” fortæller Fritz Wieninger, mens vi bevæger os ad stejle og smalle brostensbelagte veje op gennem vinlandskabet til hans vingård i Stammersdorf.

weingut wieninger
Den oprindelige kælder, hvor vinene udvikler sig i trygge og gode rammer.

På vej til Weingut Wieninger kører vi gennem området Bisamberg, en omfattende skråning, hvorfra man får syn for sagen, hvad angår årsagen til, at de højtbeliggende skråninger egner sig godt til vinproduktion. Mens Wien denne formiddag endnu er dækket af den lavtliggende tåge, er skråningerne allerede blottede, således at solens stråler frit kan ramme de altid lyshungrende vinstokke.

Wiener-Spezialität

I alt råder Fritz Wieninger over 55 hektarer vinmarker, og en stor del af disse er dedikeret til den såkaldte Gemischter Satz; et begreb, der dækker over vinmarker, hvor flere forskellige druesorter står plantet på kryds og tværs. Traditionen for denne dyrkning går mange år tilbage i tiden, og formålet dengang såvel som i dag er at udjævne de klimatiske variationer i vejret fra år til år. Alle druer skal høstes samtidig og vinificeres sammen. Det kan være svært at lave en præcis beskrivelse af gemischter satz-vinene, fordi kompositionen af druer varierer fra mark til mark. Overordnet kan man sige, at der er tale om to typer hvidvin. Først er der den traditionelle gemischter satz, som er frisk, delikat og forholdsvis slank i udtrykket. Disse vine fungerer godt på terrassen eller til mere simple måltider. Dernæst er der gemischter satz-vinene i enkeltmarksudgaver. De er mere fyldige og cremede i stilen med et tydeligt aftryk fra de topmarker, hvor druematerialet er dyrket; seriøse vine, der fortjener opmærksom, og som kan ledsage måltider udsat for ekstra kærlighed og gode råvarer.

Hos Weingut Wieninger anvender man et bredt udvalg af beholdere til gæringen af vinen.

Foruden sine gemischter satz-vine dyrker Fritz Wieninger en bred vifte af druesorter, både grønne og blå, som vinificeres hver for sig. Der er især tale om nationaldruen grüner veltliner såvel som riesling, chardonnay, pinot noir og zweigelt. Da vi træder ind i selve vinkælderen, åbenbarer et bredt udvalg af tanke og fade sig. Wieninger arbejder især med brugte fade, der ikke afgiver fadnoter til vinen, men som til gengæld giver vinene mulighed for at ånde og forme sig. Man finder også et udvalg af beholdere, som er blevet populære inden for biodynamisk vinfremstilling, i form af amforaer og store betonæg.

weingut wieninger
Amfora: Fritz Wieninger anvender blandt andet amforaer til lagring af sine vine.

Delikate naturvine

Særligt de to sidstnævnte er især populære inden for produktionen af naturvin, som Fritz Wieninger siden 2014 også har beskæftiget sig med. Her overtog han vingården Hajszan Neumann, og det gav Wieninger muligheden for at slå sig løs med den mere funky vinstil, hvor hvidvinene er mere grumsede og tanninrige, mens de røde vine kan byde på alternative noter af stald med mere. Når det er sagt, laver Fritz Wieninger langt fra de mest ekstreme naturvine, og således kan alle være med, hvad enten man er novice eller entusiast inden for genren. Én ting går nemlig igen i samtlige af Weingut Wieningers såvel som Hajszan Neumanns vine, og det er renheden og finessen, som samtlige vine besidder. Det gør dem behagelige og interessante at drikke på ethvert tænkeligt tidspunkt. Lad det være overgangen til beskrivelserne af nogle af de vine, der især fortjener at blive fremhævet, fra smagningen på vingården.

Udvalgte vine fra Weingut Wieninger

Weingut wieninger
Smagningen bød på et delikat udvalg af vine fra Wien.

Wiener Grüner Veltliner 2020, forhandles pt. ikke i Danmark

Denne vin kan betragtes som Weingut Wieningers visitkort – introduktionen til porteføljen med udgangspunkt i Østrigs nationaldrue, grüner veltliner. Når grüner veltliner bliver for moden, bliver den doven og mister sin syre. Her er der imidlertid masser af spændstighed og friskhed fra den syre, som denne netop besidder. Der er noter af pære, kvæde, urter og hvid peber. Eftersmagen er let krydret, og ellers er det ganske enkelt en frisk, ren hvidvin, som giver en god indføring i, hvad grüner veltliner står for.

Wiener Gemischter Satz DAC 2020, 120 kroner (baseret på prisen for 2019-årgangen)

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om en gemischter satz, når vi nu befinder os i Wien. Og der er virkelig tale om en blandet landhandel: Hele 11 druesorter optræder i denne vin – heriblandt grüner veltliner, weissburgunder, welschriesling og riesling. Udtrykket er også her friskt og rent med lethed og primær frugt som katalysatorer. Der er noter af flere forskellige citrusfrugter, pære og stenfrugt; en ligefrem, delikat vin, som kan drikkes til alt fra milde oste til en wienerschnitzel.

Gemischter Satz Nussberg Ried Ulm 2019, forhandles pt. ikke i Danmark

Her bevæger vi os op i graderne til det fineste niveau i Wien med vinmarken Ulm. Den ligger på skråningen Nußberg i den nordlige del af Wien vest for Donau. Ni druesorter, weissburgunder, neuburger, welschriesling, grüner veltliner, sylvaner, zierfandler, rotgipfler, traminer og riesling, udgør vinens fundament. Man smager så afgjort skridtene op ad kvalitetsstigen. For det første er vinen langt mere koncentreret og byder på en indsmigrende, fyldig struktur, der balanceres flot af en intens syre. Der er noter af honning, citronverbena og karamelliserede toner. Der er stor elegance og så afgjort et lagringspotentiale, som minimum strækker sig over de næste fem-ti år.

Zweigelt Natural 2019, Hajszan Neumann, 248 kroner

Der bliver også produceret masser af god rødvin i Østrig, og meget apropos giver det mig muligheden for at fremhæve denne sublime naturvin fra søstervingården Hajszan Neumann. Her er der tale om sorten zweigelt, som normalt fremstår let og sart a la pinot noir. Her er den mørk og tæt i farven med en meget kraftigere karakter og fyldig frugtighed. Interessant er det, at vinen slet ikke har været udsat for lagring på egetræsfade, for den fremstår meget helstøbt, afrundet og kompleks. At den kun har ligget i betonæg vidner således om, at naturvin bestemt også har sin berettigelse. Der er noter af mørke kirsebær og brombær, masser af flintet mineralitet, høj syre og saftige tanniner. På trods af sin mørke smagsprofil er det en vin, som bare vil drikkes; en charmerende, levende og spændende rødvin, som ingenlunde vil skræmme naturvinsskeptikere væk.

Vinene fra Weingut Wieninger forhandles i Danmark af Sigurd Müller Vinhandel. Hajszan Neumann forhandles af Løgismose, loegismose.dk. Læs mere om Weingut Wieninger på producentens hjemmeside.