Månedens vinanbefalinger, marts

Anbefalinger, Vin 1. april, 2014 0 Kommentarer

Februar og marts har været fyldt med en lang række vinøse fornøjelser, og derfor er det blevet tid til en omgang vinanbefalinger i både den lette og tunge ende af prisskalaen, således at der, uanset dit budget, skulle været basis for at få lidt god vin i glasset i den kommende tid. Blandt andet står den på et rigtig godt champagnekøb til prisen samt et par lækre flasker af den mere kostbare slags. Afslutningsvis præsenterer jeg dig for et drømmekøb af en Auslese fra Østrig.

Læs også feinschmeckeren.dks store champagnetest 

Drappier Carte d’Or Brut NV, 199,95 kr. v/køb af 12 flasker. Forhandles af Philipson Wine

Huset Drappier gjorde sig for 25 år siden til pionerer ved at være den første champagneproducent, der lavede en vin helt uden tilsat svovl (sulfitter). Netop tilsætning af svovl er et stort debatemne i disse år, efter at naturvinbølgen for alvor er skyllet ind over os. Mindre svovl fremhæver renheden i vinen, men det kræver præcision, fordi svovl er med til at konservere vinen. Carte d’Or er tilsat svovl, men generelt bruger Drappier små mængder i forhold til mange andre i Champagne. Carte d’Or er en særdeles god vin til prisen og byder på alt det, du kan forvente af en klassisk champagne, med noter af mandel, nødder, citrusfrugt og et mineralsk, røget præg. I munden har den god fylde, æbler, røg og karljohansvampe. Finessen er ikke som i dyrere årgangschampagner, men til prisen er det virkelig et godt køb.

Der blev smagt på gamle sager fra Drappier ved samme lejlighed.

Der blev smagt på gamle sager fra Drappier ved samme lejlighed.

Krug Grande Cuvée, 1.100 kr. hos L’Esprit du Vin

Krug er ikke til at komme uden om, når snakken falder du de ypperste champagneproducenter, og med en pris på 1.100 kroner for standardvinen skal den buttede flaske med den slanke, strakte, guldfolieindbundne hals også levere en god mængde luksus. Det tegner allerede særdeles lovende med en næse, der er meget imødekommende med noter af karljohansvampe, krudtrøg og moden frugt, der vidner om, at  en pæn mængde af vinen har nogle år på bagen (en non vintage-cuvée er en sammenblanding af flere årgange for at skabe en harmonisk vin). Først virker den en anelse tung og pleasende i munden, men efter fem minutter vågner den op med noter af flintesten, røg og et strejf af sødme; den vil mere end blot at behage. Det er en meget rig vin, der nemt kan sættes til en lang række retter, endda med rødt kød. Krug Grande Cuvée er en reference inden for luksuschampagne, og det ry kan den bestemt leve op til.

Jacques Selosse Brut Initial NV, Grand Cru Avize, Champagne. 995 kr. hos L’Esprit du Vin

Jacques Selosse er blevet lidt af en kultvinmager i Champagne, kendt for sine meget karakteristiske vine, der er dyrket efter biodynamiske principper. Denne blanc de blancs (”hvid af hvide”, lavet på 100 procent chardonnay) har en mørkgylden farve. Næsen er moden med noter af hybenrose, banan og syltede ferskner og mælkechokolade. I munden afslører fylden sig med stor koncentration og rundhed, der på ingen måde gør den træt. Tværtimod er den frisk og indbydende, og det er ikke uforståeligt, at Selosse er blevet så populær på toprestauranterne og blandt vinnørderne herhjemme. Selv om der er tale om en høj pris for en non vintage-champagne, kan den snildt hamle op med årgangsudgaverne fra en lang række af de gode producenter.

2010 Bourgogne Rouge Pinot Fin, Domaine Arnoux-Lachaux, 229,95 kr. v/køb af 12 flasker. Forhandles af Philipson Wine

Bourgogne er og bliver en kostbar drik, ikke mindst når vi går op i premier cru og grand cru. Derfor skal man slå til, når man finder noget godt, der er til at betale, og det har jeg gjort her. Der er tale om en generisk bourgogne, hvilket er den laveste klassifikation i appelationen, og derfor kan 200 kroner også synes voldsomt; men når kvaliteten er som her, med mørke bær (især kirsebær), lys chokolade og en let sødme i næsen, der fortsætter over i bitter stenfrugt, urter, sort peber og mentol i munden, kan det være lige meget, at etiketten mangler et par fine betegnelser. En vin i flot balance, og ser du bourgogne fra 2010, der er til at betale, så slå til.

Læs også: Storslået bourgogne-aften på Brasserie Nokken

2012 Hattenheim Schutzenhaus Riesling Kabinett, Balthasar Ress, Rheingau, Tyskland. 125 kr. hos H.J. Hansen

Tysk riesling hører til mine absolutte favoritvine, og sammenlignet med bourgogne og bordeaux får du ekstremt meget for pengene, når du vælger topvinene. Her er vi i Rheingau nær Mainz, i den vestlige del af Tyskland. Vinens næse byder på et afdæmpet strejf af petroleum, som jeg godt kan lide det i unge vine (nogle foretrækker ren olielampe fra første færd). Det giver plads til lidt tropisk frugt i form af litchi og en anelse hestestald i næsen. I munden er syre-/sødmebalancen sublim, og smagenoterne var mandel og tropisk frugt, der blev holdt fint i skak af en stram, mineralsk friskhed. Et godt køb.

2012 Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling Grosses Gewächs, Balthasar Ress, Rheingau, Tyskland. 395 kr. hos H.J. Hansen

Samme område, samme producent, men her går vi lige et skridt op i niveau. Farven er smukt gylden, og fra glasset skyder en markant duft af safran op i mine næsebor. Safranen fortsætter i munden, hvor den får selskab af citrusfrugt og ananas. Vinens koncentration er eminent, den er mundvandsdrivende saftig, og den lette sødme er smukt inkorporeret, som kun tyskerne kan gøre det. En flot vin.

Den prisvenlige Hattenheim Schutzenhaus viger pladsen for den dyrere Rüdesheim Berg Schlossberg i forgrunden.

Den prisvenlige Hattenheim Schutzenhaus viger pladsen for den dyrere Rüdesheim Berg Schlossberg i forgrunden.

2011 Cuvée Auslese Burgenland, Weinlaubenhof Kracher, Østrig. 69,95 kr. per flaske (37,5 ml) v/køb af 12 flasker hos Philipson Wine

Jeg kender få huse, der giver lige så meget value for money, som det er tilfældet med Kracher. Producenten holder til ved Neusiedlersee, der ligger helt ovre i den østlige del af Østrig. Her er forholdene for botrytis (ædelråd) ideelle, og samtlige vine har en unik balance mellem syre, sødme og bitterhed. Det er de søde vine, Kracher er kendt for. Med 72 gram (rest-)sukker per liter (Coca Cola indeholder 108 gram per liter) er det afgjort en vin i den søde ende af skalaen, men den priske frugtsyre gør den frisk, indbydende og interessant mange slurke frem. Næsen er ganske kompleks med noter af pære, kvæde, stødt æble og karry, mens den i munden byder på hvid fersken, citrusfrugt og en karakteristisk salthed, som er gennemgående for husets vine. Den vil klare sig strålende til friske frugtdesserter, mellemstærke oste og sågar et stykke foie gras terrine. Et eminent køb til prisen – hav altid en flaske på køl.