Det er blevet tid igen – til årets store nytårschampagnetest. En stærk tendens i Champagne i disse år er, at flere producenter gærer deres champagne på fad. Resultatet er mere fyldige champagner, som passer fantastisk til mad. Jeg har sammen med mit panel 16 fadgærede champagner, så jeg her kan give mit bud på, hvad du skal drikke på årets sidste dag.
Traditionen tro er det blevet tid til at finde ud af, hvilken champagne du skal drikke nytårsaften – eller på en hvilken som helst anden dag, hvor der skal gode bobler i glasset. Som altid har jeg gjort det hårde arbejde for dig og testet 16 champagner sammen med mit faste panel, og på den baggrund kan jeg levere nogle stensikre anbefalinger i flere forskellige prisklasser.
Vanen tro er der altid et tema for smagningen, som i år er fadgæret og – i flere tilfælde – også fadlagret champagne. Det er en tendens, som virkelig er taget til i styrke, ikke mindst i takt med de mange små, selvstændige producenter, som er begyndt at lave deres egne champagner frem for at levere deres druer til de store producenter. Flere af de større producenter vil dog også gerne lege med, så igen i år bød feltet på et bredt udsnit af producenter med større såvel som meget små produktioner.
Hvad er fadgæret champagne?
Tendensen har i Champagne i mange år været, at champagnerne først og fremmest skal være friske, lette og elegante. Derfor har mange producenter holdt sig til ståltanke, når vinene skulle gære; men som nævnt er flere og flere producenter altså begyndt at gære druemosten på fad, hvilket giver en helt anden fylde og aroma til vinen. Nogle nøjes ikke kun med at gære vinene på fad – de lagrer dem også på fad i alt fra nogle få måneder til et helt år, inden vinen kommes på flaske til den traditionelle andengæring, hvor boblerne udvikles.
Læs også: Sidste års test af champagner til maks. 500 kroner
Fyldig stil
Opfordringen til importørerne af de deltagende champagner var at sende vine, som ikke kun levede op til kravet om at have gæret på fad – de måtte også meget gerne have tydeligt præg af tiden på fad. Det tog importørerne til sig. Generelt var konklusionen, at disse champagner har en væsentligt mere fyldig karakter med noter af karamel, smør, marcipan samt den pudsige note af banan, som går igen i rigtig mange fadgærede og/eller –lagrede champagner. Man finder selvfølgelig også fortsat delikate noter af citrus, æble og kvæde, men fadgæringen giver helt afgjort et ekstra lag af dybde og kompleksitet. Det gør også denne form for champagne særligt velegnet til mad, fordi den med sin ekstra fylde pludselig kan følge med mere intense, komplekse retter, hvad enten udgangspunktet er fisk, skaldyr, vildt, gris, okse eller grøntsagsretter. Jeg kan på det varmeste anbefale at stifte bekendtskab med denne stil, hvis du ikke tidligere har oplevet den. Det er i øvrigt en type champagne, som med fordel kan drikkes af store, brede bourgogneglas, hvor vinen for alvor kan folde sig ud.
Sådan gjorde vi
Panelet bestod i år af seks personer, og vi gav point fra 1 til 6. 1 point repræsenterer en champagne, man end ikke ville afsyre sine gulve med, mens 6 point gives til en champagne, som får det til at sitre og kilde i kroppen de helt rigtige steder. Vinenes point er konverteret til stjerner – der er rundet op/ned til nærmeste halve tal. Det betyder også, at nogle champagner ender med samme antal stjerner – her er det den eksakte score ingen oprundingen, der afgør den endelige rangering.
Samtlige vine blev smagt blindt, og kun undertegnede kendte til smagningens indhold. Til gengæld havde jeg ingen indflydelse på serveringsrækkefølgen. Lad os med alt dette komme til sagen. Traditionen tro beskrives top 5 i detaljer, mens de øvrige deltagende champagner og deres placering følger sidst i artiklen.
En delt femteplads går til …
Seconde Nature, Bonnet-Ponson
4,5 stjerner
495 kr.
Reduktivt
Denne champagne er lavet på det klassiske blend af pinot noir, meunier og chardonnay. Den lægger virkelig dejligt fra land med en charmerende næse, der byder på marcipan og kirsebærsten. I munden pirrer den spændstige syre med det samme sanserne og fremkalder masser af mundvand. Efter et par minutter i glasset får den en mere ”dyrisk” side med noter af charcuteri og krogmodnet kød; måske ikke ligefrem klassiske champagnenoter, men det kan et eller andet. Vinen er i virkelig flot balance, og den vil fungere fantastisk til eksempelvis krogmodnet kød, et udvalg af charcuteri eller modne faste oste.
Le Répertoire Pinot Noir 2019, Emilien Allouchery
4,5 stjerner
675 kr
Kildetoft Wine
Denne champagne brillerer med sin fantastisk rene karakter. Det er en extra brut på 100 procent pinot noir gæret på små fade og amforakrukker. Der er noter af pære og kvæde, og i munden fremtoner den med masser af syre. Der er tale om en champagne, som virkelig lever i glasset og har meget på hjerte. Der er noter af mandler og hasselnødder i eftersmagen, og helhedsindtrykket er ekstremt harmonisk. Hvor Seconde Nature spiller på de mere funky noter, er denne champagne fuldkommen ren og på ingen måde provokerende. Koncentrationen er enorm, eftersmagen er lang, og den er uhyre læskende; et fremragende glas champagne, som kan fungere som aperitif såvel som ledsager til eksempelvis fisk og skaldyr.
På en fjerdeplads finder vi …
Les Bas Russelets, Maurice Choppin
5 stjerner
525 kr.
Champagneshoppen
Denne extra brut-champagne er lavet på 100 procent pinot noir lagret på små egetræsfade. Der er røde bær og ristede korn i næsen, mens den i munden er særdeles fyldig og cremet. Pinot noir-druerne, der i øvrigt kommer fra 40 år gamle stokke, byder på et særdeles fyldigt og intenst udtryk. Det er ligeledes en champagne, som vil gå fortrinligt til mad. Jeg tænker ristede hasselnødder, stegte kammuslinger, brunet smør og trøffel.
På en flot tredjeplads …
Cuvée 565, Alfred Gratien
5,5 stjerner
675 kr.
Bichel Wine
Alfred Gratien har været repræsenteret i stort set samtlige af mine nytårssmagninger, og den gode producent med adresse i Epernay skuffer aldrig. Det gælder også for denne cuvée, som er baseret på primært chardonnay fra årgangene 2007-11 samt en smule pinot noir.
I glasset har den en smuk gylden farve, mens næsen byder på delikate noter af citron, jordbær, smør, banan og ristet brød. Moussen er luftig og cremet, og vinen fremstår med en nydelig frugtsødme, som afdæmper den intense syrlighed. Det er en champagne i perfekt balance med stor sprødhed og finesse.
Andenpladsen går til …
Grande Cuvée 171, Krug
5,5 stjerner
1.995 kr.
Moët Hennessy (forhandles af flere butikker i hele landet)
Testens dyreste vin skuffede ikke, og med nærmest dødt løb i toppen af feltet var mastodonten Krug tæt på at løbe med sejren. Krug har et af Champagnes største bagkataloger af reservevin, hvilket gør, at Grande Cuvée altid besidder stor dybde og kompleksitet. Basen er 2015-årgangen, mens den ældste komponent i champagnen er tilbage fra 2000. Den er klassisk i stilen med noter af citrus, svampe, toast og krudt. Der er masser af syre, mineralitet og en let sødme, som er med til at give en flot balance. Dette er en champagne, som stryger sin modtager med hårene uden at udfordre – en pleaserchampagne, om man vil, på et ekstremt højt niveau.
Den flotte førsteplads går til …
Piece des Aulnes, Hubert Noiret
6 stjerner
455 kr. (på tilbud til 375 kr.)
Vinifikant
Der er flere imponerende ting at skrive om denne champagne. Ikke alene har den vundet den overordnede test – den er også bedst til prisen. Normalprisen på 455 kroner gør den til den næstbilligste champagne i testen og den billigste, hvis man tager udgangspunkt i den aktuelle tilbudspris. For det andet er den lavet på 100 procent meunier, som ellers altid står i skyggen af pinot noir og chardonnay. Sølle 1.745 flasker er der lavet af denne prægtige champagne fra Hubert Noiret, som jeg forud for denne smagning aldrig havde hørt om. Man har som bekendt kun én chance for at gøre et godt førstehåndsindtryk, og Noiret forpassede ikke den mulighed. Champagnen kommer ekstremt godt fra land med en energisk duft med noter af ananas, banan, mango og vanilje. Den smager virkelig godt og byder på stor dybde, koncentration og en cremet viskositet. Moussen er tæt og samtidig luftig, og eftersmagen er lang og klokkeklar. Den spiller på alle tangenter og giver den helt rigtige fornemmelse i kroppen, som får det til at sitre; et på alle måder forrygende glas til en nærmest ubegribeligt fair pris.
De øvrige champagner fordelte sig således:
7. Montchenot 2019, Nicolas Maillart
4,5 stjerner
595 kr.
Grower Champagne
8. Cuvée 746 Extra Brut, Jacquesson
4,5 stjerner
800 kr. (575 kr på tilbud)
Erik Sørensen Vin
9. Montagne Premier Cru, Bereche
4,5 stjerner
495 kr.
philipsonwine.dk
10. Les Crayères, Domaine des Tuileries
4,5 stjerner
595 kr.
Grower Champagne
11. Brut Sous Bois, Billecart-Salmon
4,5 stjerner
899,95 kr. (609 v/3 fl.)
Theis Vine
12. Cuvée 381 Chardonnay, Alain Suisse
4 stjerner
525 kr.
Champagne for sjov (Instagram-profil)
13. Cuvée 1957 Blanc de Noirs 2017, Vincent Charlot
4 stjerner
695 kr. (485 på tilbud)
Extra Brut Vinimport
14. Les Sablons, Brine Allouchery
3,5 stjerner
525 kr.
Reduktivt
15. Blanc de la Montagne, Rémi Georgeton
3,5 stjerner
550 kr.
Champagneshoppen
16. PN AYC18, Bollinger
3 stjerner
1.395 kr. v/6 fl.
Philipson Wine
Disclaimer: Vinene blev stillet til rådighed af de respektive importører/forhandlere. Ingen har betalt for at være med i testen, og ingen af de deltagende forhandlere har haft indflydelse på valg af tema eller resultatet.