I sidste uge berettede jeg om, at vinregionen Abruzzos vigtigste producent, Masciarelli, er kommet til Danmark. Producenten råder over flere produktlinjer. Blandt disse har jeg lagt mit fokus på den måske bedste i form af serien Marina Cvetic, som er opkaldt efter grundlæggerens hustru. Her får du min vurdering af de seks vine – to hvide og fire røde – som leverer rigtig fine smagoplevelser.
Sponsoreret artikel i samarbejde med Masciarelli
Serien Marina Cvetic blev etableret i 1991. Det primære mål med serien er at vise, hvad Abruzzos mangfoldige terroir kan, når man vælger nogle af de bedste parceller. Til at illustrere det har man taget udgangspunkt i de to lokale sorter trebbiano og montepulciano samt fire internationalt kendte og anerkendte sorter i form af syrah, merlot, cabernet sauvignon og chardonnay. Ved at bringe de internationale sorter i spil kan man netop vise, hvad Abruzzos terroir er i stand til. Vinene fra Marina Cvetic er alle kendetegnet ved at være dyrket i flere hundrede meters højde over havet, hvilket er med til at give balancen mellem perfekt modenhed og friskhed takket være de store temperaturudsving mellem nat og dag. Over hele linjen er der tale om et rigtig flot niveau, men for mig er det især de røde vine, der kan noget særligt. Jeg sætter også pris på, at samtlige rødvine først frigives, når de har fået lidt alder. Det har rundet vinene flot af, og de er drikkeklare på nuværende tidspunkt, samtidig med at de også kan lagres yderligere. Lad os komme i gang med gennemgangen!
OBS. På nuværende tidspunkt er ikke alle vine fra Marina Cvetic nået til det danske marked. Køber man dem via Masciarellis hjemmeside, koster vinene mellem 24 og 50 euro.
Trebbiano d’Abruzzo DOC Riserva 2019, Marina Cvetic
Druen trebbiano er en vigtig hvidvinsdrue for Abruzzo. Det er ikke nødvendigvis den mest karakteristiske drue, når vi taler aromaprofil. Det betyder til gengæld er der er mulighed for at præge den i forskellige retninger i kælderen. Her har man valgt at holde vinens udtryk rent og nedtonet i næsen med sarte noter af citrus og pære som de primære nuancer. I munden er der en delikat cremethed og en vis tyngde. Der er også en del “varme” fra de hele 14,5 procent alkohol, som gør vinen til lidt af en sværvægter på trods af sit på overfladen ellers lette væsen. Der er syre til stede, men jeg kunne godt have ønsket mig en vin med mere friskhed, end det her er tilfældet. Samtidig savner jeg lidt personlighed i vinen – den taler ikke for alvor til mig. Heldigvis bliver det mere interessant med de næste vine.
Læs også: Masciarelli indtager det danske marked
Chardonnay Colline Teatine IGT 2019, Marina Cvetic
Masciarelli var blandt de første til at plante internationale sorter i Abruzzo. Med valget af chardonnay kunne man tro, at man med denne vin kunne forvente en oplevelse i retning af fadlagret hvid bourgogne. Det er dog ikke tilfældet. Her har man i højere grad valgt at køre et frugtdrevent udtryk i stilling præget af den relativt kølighed et godt stykke over havets overflade – 350 meter for at være helt præcis. Næsen byder på fuldmodne chardonnay-noter af citron, moden pære og kvæde. Jeg sporer ikke for alvor noter af fad, og således får man et meget rent udtryk af chardonnay i en fyldig og rig udgave. Igen er vi oppe på 14,5 procent alkohol, men der er mere knald på syren her. Det er med til at skabe en vin i balance, som smager godt. Skal vi alligevel referere lidt til Bourgogne, kunne den minde om de fyldigere udgaver fra Maconnais, hvor man heller ikke altid oplever udtalte fadnoter. Det kunne være interessant at se, hvad der ville ske, hvis man lagrede en del af vinen på nye fade. Jeg tror, at det kunne fungere ganske godt.
Merlot 2015, Marina Cvetic, Terre Aquilane IGT
Der er point til Masciarelli for at holde vinene i kælderen, indtil de opnår den rigtige modenhedsgrad. Det er denne merlot ved at opnå. I næsen er der noter af blommer, ribs og solbær i modne udgaver tilsat en delikat salt, mineralsk note, som agerer fin modvægt til den flødelignede karakter, som også er at finde. I munden finder man – apropos fløde – også en behageligt cremet struktur. Kontrasten kommer fra den levende syre, som sikrer den rette friskhed. Frugten er forholdsvis afdæmpet, mens der til gengæld fortsat er godt gang i tanninerne. Drik den til et godt stykke lam, okse eller and med krydderurter og en fondbaseret sauce.
Cabernet Sauvignon 2015, Marina Cvetic, Colline Teatine IGT
Cabernet sauvignon med et lille skvæt montepulciano. Næsen har lag til flere minutters underholdning. Først får man næsten mindelser om nebbiolo med en tæt, rosenbladsdomineret karakter, som følges op af en kompakt frugt med solbær og brombær som de primære nuancer. Jeg finder ligeledes et strejf af appelsinskal, mandel og sød lakrids, og med alle disse varme nuancer kunne den være en kandidat til julemiddagen. Det ville vinen sagtens kunne klare, for syren er intens og markant, og den ville således uden problemer kunne hamle op med de mange nuancer på tallerkenen juleaften. Vinen har ligeledes et fast tanninbid, mens eftersmagen domineres af mørke kirsebær og den førnævnte appelsinskal; en vin, der leverer en dejlig oplevelse nu, og som også vil kunne udvikle sig positivt de næste tre-fem år.
Syrah 2016, Marina Cvetic, Colline Pescaresi IGT
Vi skal op i 350 meters højde over havets overflade for at finde marken, der lægger jordbund til druerne i denne vin. Ganske som i det nordlige Rhône har man altså køligheden til at opnå den elegance, som syrah skal have for virkelig at brillere. Igen er der masser af ekspressivitet i næsen, denne gang med brombær og solbær, som akkompagneres af røget charcuteri, sort peber og en kølig brise af mentol. I munden fornemmer man helt klart terroirets kølighed, som kommer til udtryk i form af en fyldig, mørk og alligevel sart frugtighed, masser af mineralitet i form af våde sten og en markant syre. Samtidig er der fuld modenhed, hvilket giver en delikat frugtsødme, som runder vinen rigtig nydeligt af; et virkelig dejligt glas syrah, der placerer sig som min favorit i Marina Cvetic-porteføljen. Man mærker energien i eftersmagen, længe efter man har taget en tår, og det er altid et godt tegn – en rigtig flot vin.
Montepulciano d’Abruzzo DOC Riserva 2017, Marina Cvetic
Montepulciano er kronjuvelen i Abruzzo og således også Marina Cvetics flagskib, når man ser på antal solgte flasker. Igen skal vi op i højderne, denne gang 400 meter over havets overflade. Selv i disse højder er det lykkedes at skabe en vin med 14,5 procent alkohol, som ikke desto mindre fremstår ganske balanceret og harmonisk. En anelse overraskende er det, at første dyk med næsen i glasset giver oplevelsen af at dufte til en friskpresset kvalitetsolivenolie med masser af græs og sort peber. Kort efter kommer den mørke frugt rullende med. Der er modne blommer, brombær og mørke kirsebær samt et strejf af kaffe og vanilje. Vinen har en udtalt frugtsødme, som igen, igen balanceret nydeligt af en nærværende syre, som sikrer liv på tungen og lyst til en tår mere. Det er så afgjort en vin i den mørke ende af skalaen, som kalder på indkogte saucer, gryderetter og andre former for fyldige, koncentrerede retter.
Læs mere om Masciarelli lige her.