På en gård uden for Odder ligger Madhimlen. Ambitionerne er høje, råvarerne er i top, og indretningen er hyggelig. Desværre var ventetiden bare meget lang.
Der ligger mange små perler i provinsen, som har noget på hjerte i forhold til god mad og kvalitet. Én af dem er Madhimlen, der ligger på en gård fem kilometer uden for Odder. Stedet satser på et moderne landkøkken, og råvarerne er så vidt muligt lokalt dyrkede. Faktisk kommer melet fra samme gård, og kød og grønt er også fra Odder-egnen.
Priserne er rimelige. Fra tre retter for 350 kroner op til 550 kroner for 6 retter. Tilsvarende antal vine på glas til retterne koster 250/450 kroner
Vi var et selskab på ni personer. Reservationen var til klokken 18. Vi ankom i god tid, cirka 17.50, så det var helt OK, at der lige var et par tallerkener og servietter, der skulle rettes til. Omgivelserne er hyggelige med nordisk karakter i form af rustikke møbler, musselmalet stel og lammeskind på stoleryggene. Lokal kunst pryder væggene, så der er lidt pænt at se på.
Vi kom i god tid. Madhimlen byder på hyggelig og landlig indretning.
Vi havde ikke siddet længe, før tre små gryder med flæskesvær kom på bordet. Dejligt sprøde var de, og de havde fået et drys eddikepulver, som gav dem et syrligt modspil.
Flæskesvær med et syrligt drys eddikepulver.
Herefter kom den obligatoriske brødkurv, som indeholdt et superlækkert mørk brød med kerner og måske en smule kommen. Ydermere foccacia med krydderurter. Hertil kom tre forskellige ting at smøre på: dejligt lokalt smør, en friskostcreme med citronskal og en hummus, der var lavet på gule ærter. Alle tre spreads smagte lækkert. Selv om smør altid er godt, er det dejligt, når der er gjort lidt ekstra ud af brødserveringen. Til gengæld måtte vi sidde meget længe med brødet, hvilket betød at der blev grebet en del efter kurven, fordi sulten havde meldt sig, og meningen er jo ikke, at man skal spise sig mæt i brød.
Der var tre forskellige ting at smøre på brødet, og de smagte alle dejligt.
Klokken blev faktisk 19, før appetizeren kom. En laksetatar med toppe af dildmayo og puffede ris. Sidstnævnte lignede larver i en sådan grad, at jeg blev skuffet, da det viste sig at være ris, og på en eller anden måde så det mindre appetitligt ud, når det var ris, der lignede larver; det havde været friskt, hvis de havde serveret larver. Next time!
Tataren smagte glimrende og gjorde, hvad den skulle, nemlig at pirke til appetitten.
Appetizer med laksetatar og falske larver.
Igen skulle vi nu vente i 20-25 minutter, inden der igen skete noget. Af hensyn til restauranten havde vi forudgående ringet og fortalt, hvad vi ville bestille for at hjælpe køkkenet. Menukortet består af tre forretter, én hovedret og dessert/ost, så der bør ikke være meget, der kan komme bag på køkkenet. Selv om der på en tavle stod, at tingene tager tid, og at man roligt kan hygge sig med hverandre, var dette lige i overkanten. Et andet problem var, at vinen, vi havde bestilt til forretterne, blev serveret disse 25 minutter før, vi fik retterne, og eftersom den i forvejen var lidt for varm, var det ikke optimalt. Vinen i sig selv var dog dejlig. Meursault Casse Têtes fra Domaine Chavy-Chouet i Bourgogne var en fyldig, fed og let røget chardonnay, men den rummene også masser af citrusfrugt og mineralitet. Og til en pris, som københavnske restauranter kan lære lidt af – 450 kroner kostede den, og med en udsalgspris på 264,95 kroner hos importøren Theis Vine, er det en flot pris. Årgangen fik jeg desværre ikke noteret, men mit bud er ’08 eller ’09.
Til forret havde jeg valgt ’Vesterhavspighvar & caviar med selleri & blanquettesauce’. Der er efterhånden meget udbredt på danske restauranter, at man underspiller retterne med korte beskrivelser på menukortet, men jeg bliver altså irriteret, når det går den anden vej, og der står ’caviar’, som viser sig at være lakserogn – det dur bare ikke. Samtidigt var rognen meget salt og for dominerende. Pighvaren i sig selv var god, men jeg savnede lidt mere at tygge på i retten, eventuelt noget sprødt.
Pighvar med selleristrimler og “caviar”, som viste sig at være lakserogn.
Nu skulle der igen gå det meste af en halv time, inden vi fik hovedretten, ’Dansk okse & Madhimmelsk sauce med artiskok & skorzonnerod’. Der var mange velsmagende elementer på tallerkenen, men som det fremgår af billedet, var det en ret, der pegede i mange retninger. Den madhimmelske sauce var en intens kalveglace, som smagte skønt. Samtidig havde køkkenet også fået plads til en estragonmayo, altså en kold bearnaise-creme. Begge dele er lækre, men efter min mening burde køkkenet vælge enten glace eller bearnaise, for der kom hurtigt mange forskellige indtryk på tallerkenen. Der var to forskellige udskæringer, som jeg vurderede til at være filet og bov, fra en lokalt slagtet kalv. Jeg holder meget af flere udskæringer i samme ret, men desværre var den braiserede bov tør og hård i konsistensen. Fileten var dog rigtig fin og flot tilberedt. Grønne Puy-linser var der også blevet plads til, selv om jeg fandt dem unødvendige, særligt fordi vi også fik serveret et glimrende og velvoksent stykke pommes Anna til retten. Skorzonerrødderne og porren var veltilberedte og glimrende garniture. Retten havde masser af velsmagende elementer, men lidt mere fokus og enkelthed i retterne vil løfte niveauet et hak op ad.
En hovedret med masser af velsmagende elementer, men retten savnede en rød tråd.
Til hovedretten drak vi en pinot noir fra Mallorca, AN/2, Bodegas An Negra (450 kroner), på anbefaling fra tjeneren. Jeg havde ikke tidligere prøvet pinot noir fra Sydspanien, men det gik glimrende sammen med de mange intense smage i hovedretten. Den havde mørke noter, som du kan opleve dem i pinot noir fra New Zealand og Californien med lakrids, peber, vanille og brombær. Dog blev den ikke kvalm på noget tidspunkt, for der var en god syre til stede i vinen. Igen må jeg beklage, at jeg ikke fik fat i den eksakte årgang.
Det er med ærgrelse, at jeg igen må notere, at ventetiden mellem hovedret og dessert igen varede det meste af en halv time. Vi var jo ikke ved at dø af sult, og vi holder trods alt af hinanden i vores familie, men det skaber alligevel en vis uro, når pauserne mellem retterne bliver for lange. Til gengæld smagte det, vi fik serveret glimrende. Igen var valgmulighederne reduceret til et ganske overskueligt niveau: ost eller dessert. Undertegnede havde valgt desserten, som hed ’Chokolade og blodappelsin’, mens min 15-årige fætter friskt havde valgt osteserveringen. Sidstnævnte bød på et udvalg af gode danske oste, cirka 6-8 af slagsen, som serveres med bærkompot, oliven og ikke mindst en lille kobbergryde med fremragende smørstegt rugbrød, som både indeholdt tørrede bær og nødder. Jeg indrømmer gerne, at jeg tog godt fra af brødet, som havde fået masser af smør. Ostetallerkenen bød blandt andet på den efterhånden obligatoriske – og evigt skønne – Thise Vesterhavsost, gedeost (fra Tebstrup, som vidt jeg husker) og en røget komælksost fra Naturmælk.
Min dessert kom i en dyb tallerken, hvor der i bundet lå et halv centimeter tykt stykke intens chokoladekage, og oven på lå en rigtig lækker sorbet af blodappelsin, som havde en perfekt konsistens. Ved siden af var en chokolademousse sprøjtet ud via en sifonflaske. Den smagte fint, men var for let i fylde og smag. En lidt tungere konsistens og en kraftige chokoladesmag havde givet den mere pondus. På toppen kom det sprøde element i form af puffede perlespeltkerner, som smagte fint. Alt i alt en fin dessert.
En fin, lille dessert, hvor især sorbeten af blodappelsin var populær. På toppen puffede perlespeltkerner, som bidrog med et sprødt element.
På anbefaling fra tjeneren fik vi et glas (70 kroner) 5 Ans Pineau des Charantes, Chateau de Beaulon, en hedvin fra Cognac-distriktet, som har fået tilsat en tredjedel cognac. De øvrige to tredjedele består af druerne cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot. Der er altså tale om en rød hedvin, som har en klar duft af cognac, men som rummer en intens smag af bær og vanille, og som har en fin balance mellem sødme og syre.
Konklusionen er svær at slå fast. Den generelt lange ventetid spiller en væsentlig rolle. Der var fuldt hus i restauranten, og rundt om os var der tomands- og firemandsborde, som fik deres mad i væsentligt højere tempo, og som var færdige, inden vi havde fået desserten, selv om vi var de første i restauranten. Det er et bevis på, at de altså godt kan servere i et fornuftigt tempo til mindre borde, men vores ”større” selskab havde de lidt sværere ved at time perfekt med serveringerne. Maden er generelt god, men køkkenet mangler den sidste præcision og skarphed i serveringerne. Kommer det på plads, tegner det lovende.
Vinkortet er beskedent, men de vine, der er, er glimrende.
Alene det, at nogen har mod på åbne en restaurant midt ude på landet, er jeg dybt imponeret over, og Madhimlen er åbenlyst et større tilløbsstykke, ikke kun for østjyder. Indretningen er charmerende, og lysten til at lave noget god mad i hyggelige omgivelser er stor. Derfor jeg håber, at de sidste finesser falder på plads. I så fald glæder jeg mig til at komme igen.
Kom gerne med kommentarer, hvis du selv har været på Madhimlen, kunne tænke dig det, eller hvis du blot har noget på hjerte om stedet.
