I november var jeg i sommerhus i Middelfart på en lille familieweekend. I den forbindelse blev vi enige om at søge mod det asiatiske køkken. En god ven kunne anbefale Aiko Sushi i Middelfart, og dermed var aftensmaden på plads.
Det, der især vakte min interesse, var, at makkerparret bag Aiko Sushi er Phong Thanh og Patrick Lieffroy, som begge har en fortid på Falsled Kro. Det er Phong Thanh, der driver stedet til daglig, og det er take away, der hovedsagligt arbejdes med.
Efter færdiggjort læretid på Falsled Kro ville Phong Thanh gerne have sit eget sted. Han kommer oprindeligt fra Vietnam, så han har naturlige rødder i det asiatiske køkken, og derfor var han med på ideen, da Patrick Lieffroy foreslog, at de skulle åbne et sushisted. Sushien er dog ikke helt traditionel.
”Jeg forsøger at kombinere den klassiske sushi med de elementer, jeg har fået med fra min tid på Falsled Kro – den rene sushi møder det franske køkken,” fortæller Phong Thanh.
Blandt andet skifter han nogle af de asiatiske elementer såsom cashewnødder og soja ud med mandler og æbleeddike. Der bruges rodfrugter, og nogle af saucerne er mayonnaisebaserede. Fra det franske køkken finder man blandt andet en makirulle med foie gras.
For Phong Thanh handler det også om at bruge de råvarer, der er i sæson, hvorfor det også er oplagt at bruge de nordiske alternativer, som han kan finde i sin egen have og hos grønthandleren.
”Det er synd at få en masse frost- og tørvarer fragtet hertil fra Asien, når vi har masser af gode, friske råvarer i Danmark. Det er en stor prioritet for mig at bruge så mange friske råvarer som muligt,” fortæller Phong Thanh.
Men hvordan er sushien så? God. Frisk, veltilsmagt og yderst flot og stilrent anrettet. Til de forskellige stykker er der forskellige saucer, som har masser af smag, uden at fjerne fokus fra selve sushien. Personligt har jeg aldrig dyrket sushi i noget stort omfang, fordi jeg ofte finder sushi for ferskt og sterilt, men det er ikke tilfældet hos Aiko Sushi. Aftenens favoritstykke må være Ebi Tempura Big, en sprød tigerreje, avocado, forårsløg, sesam, chili mayo og unagi sauce; hovedsagligt asiatisk inspireret og yderst velsmagende.
Vi fik følgende til fire personer:
3 stk. Crispy rejer med chilimayo, 37,-
3 stk. Gyoza, 37,-
Sayendo Big Menu (36 stk.), 350,-
Dette var lige i underkanten til fire personer, ikke mindst fordi det smagte så godt. Retfærdigvis skal det nævnes, at vi selv besluttede, hvor meget vi ønskede, og restauranten skal ikke lastes for, at vi ikke bestilte tilstrækkeligt.
Der skal lyde en klar opfordring til folk i nærheden af Middelfart og folk, som krydser byen på deres vej videre. Der er tale om frisk, vellavet sushi med et twist, som på ingen måde ændrer på, at det fortsat er sushi, men inspirationen fra det europæiske køkken giver retterne et dejligt twist.
Aiko Sushi
Østergade 15
5500 Middelfart
Tlf. 64 41 32 00