Disse burde få stjerner i Michelin Guide Nordic Countries 2017

Begivenheder 17. februar, 2017 0 Kommentarer

På onsdag, d. 22. februar, går det løs igen. Det er tid til lanceringen af dette års michelinguide med navnet Michelin Guide Nordic Countries 2017. Det er samtidig tiden for spekulationer og spådomme, om hvem der får og eventuelt mister deres michelinstjerner. Jeg ved lige så lidt som alle andre, og derfor vil jeg ikke spilde min tid på at fortælle dig, hvem, jeg tror, der får en michelinstjerne. Til gengæld vil jeg gerne fortælle, hvem der i mine øjne fortjener en eller flere stjerner.

Michelinguiden er ikke et public service-medie, der er forpligtet til at dække og tilfredsstille hele Danmark og Norden i det hele taget. Det er en forretning, og de kan gøre, som det passer dem. Ser de intet forretningsmæssigt formål med at rejse til Skagen, Vejle eller Sydfyn for at teste restauranter, så lader de være, og så kan man af gode grunde heller ikke modtage en stjerne. Derfor er der langt flere faktorer i spil for restauranterne end den kvalitet, de leverer på tallerkenen. Det afhænger af, hvor mange ressourcer Michelin har brugt i guidens afdækkede lande. Når jeg spørger rundt omkring, er der desværre en del, der tyder på, at provinsen ikke har fået særlig mange besøg i løbet af det seneste års tid, så formentlig bliver der i større eller mindre grad tale om status quo. Af hensyn til restauranterne, vil jeg ikke nævne, hvem jeg har talt med. Hvad jeg til gengæld gerne vil, er at nævne de steder, der på baggrund af de middage, jeg har spist, fortjener en stjerne, og de kommer her:

Alchemist
Rasmus Munks Alchemist er på kort tid blevet en favorit blandt lokale og internationale madelskere, mig selv inkluderet. At servere 45 små retter, der alle sammen er baseret på de bedste råvarer og er velsmagende, sjove og underholdende, så er der i min verden ikke noget, der taler imod en stjerne til Alchemist. Det skulle da lige være de mere udfordrende serveringer såsom levende bænkebidere, lammehjerne med sprøde melorm og lammehjertetatar med blodsauce skænket fra en blodpose hængende på et dropstativ. Personligt vil jeg kun rose Munk for at udvide grænserne, og i øvrigt smager serveringerne virkelig godt. Jeg tror på en stjerne til Alchemist.

macallan

Falske kirsebær med alt andet end falsk kirsebærsmag på Alchemist.

Falsled Kro
Sidste år regnede alle med, at Falsled Kro skulle få en michelinstjerne, men den legendariske restaurant på Fyn er “kun” nævnt i guiden. Var stedet mon en anelse overvurderet? For to uger siden havde jeg fornøjelsen af at spise hos Per Hallundbæk og co., og førnævnte forestilling blev for alvor gjort til skamme. Det var et af de mest overbevisende, velsmagende måltider, jeg har spist i lang tid; gode råvarer, præcise sammensætninger og en suveræn betjening. Hvis Michelin ikke selv kan se, at Falsled Kro er den perfekte definition på “en rejse værd”, det, en trestjernet restaurant skal leve op til, så ved jeg ikke hvad. I min bog er Falsled Kro en stensikker stjernerestaurant, og selv om de formentlig begynder på én stjerne (hvis de får den), burde de i min bog få to.

michelin guide nordic

Kaviar, jordskokker, citron, fløde og olivenolie på Falsled Kro. De skal have en stjerne i år!

Søllerød Kro
Søllerød Kro har haft én stjerne siden 2007, og den bliver der med sikkerhed ikke rørt ved. Hvad Guide Michelin til gengæld burde have gjort for mindst to år siden, er at give den nordsjællandske madinstitution to stjerner. Det er luksus uden fine fornemmelser, det er velsmag i yderste potens, og værtskabet er i verdensklasse. Giv nu bare den anden stjerne til Kroen, Michelin.

Læs også: En hyldest til Søllerød Kro

michelin guide nordic countries 2017

Hvis der er retfærdighed til, giver Michelin Søllerød Kro to stjerner i år.

Tree-Top
I sommer havde jeg fornøjelsen af at opleve Tree-Top efter Bryan Franciscos tiltrædelse som køkkenchef. Det var en overbevisende måltid med masser af personlighed i maden, hvor Bryan Franciscos kærlighed til hjemland, Colombia, skinnede igennem med delikate indspark fra det sydamerikanske køkken. Der er luksusråvarer i hobetal og passion hele vejen rundt. Desuden sidder man i et af landets mest imponerende restaurantlokaler. Jeg kan faktisk ikke pege på et mere beroligende sted at sidde end i de komfortable stole med udsigt over Vejle Fjord.

Læs: Bryan Francisco leverer formidabel gastronomi på Tree-Top

tree-top

Bryan Francisco og co. bør i mine øjne få en stjerne i år.

Mielcke & Hurtigkarl
Den skal jo nævnes. Hvert år forbigår Michelin Mielcke & Hurtigkarl. Det er nærmest blevet en tradition, at Jakob Mielcke skal hive en titel hjem ved Årets Ret, og generelt er anmeldere såvel som “almindelige” gæster enige om, at det er en restaurant i særklasse. Jakob Mielcke er en af de kokke, der kan fremkalde gåsehud og kriblen i fingrene, og at Michelin ikke har opsnappet den faktor, er mig en gåde. Mielcke & Hurtigkarl burde have to stjerner, men de må nok igen i år se sig forbigået.

Læs også: Mielcke & Hurtigkarl – magi i Frederiksberg Have

Restaurant Koch
Brødrene Kochs flagskib blev end ikke besøgt i fjor og var således ikke med i Guide Michelin. Om de har fået besøg i år, ved jeg ikke, men niveauet er indiskutabelt til en stjerne. Jeg spiste der i september og oplevede overbevisende serveringer baseret på bundsolidt kokkehåndværk og masser af velsmag. Hvis Michelin skal angive at være bare en smule seriøse, inkluderer de i det mindste Koch-brødrene i guiden – med eller uden stjerne – jeg krydser fingre for de første.

Svineyver med kaviar hos Restaurant Koch – jeg håber, at Michelin har været forbi Aarhus Havn i år.

Veve
Henrik Yde åbnede i efteråret 2016 VeVe på Østerbro, en rendyrket vegetarisk restaurant, som er blevet utrolig godt modtaget. Jeg har endnu den store menu til gode, men jeg havde fornøjelsen af at være til prøvemiddag før åbningen, og dér fornemmede jeg særdeles lovende takter med virkelig velsmagende og originale vegetarserveringer. Michelin kender Henrik Yde i forvejen, og mon ikke de har været forbi. For Michelin kunne der også sagtens være noget symbolværdi i at give en stjerne til en vegetarrestaurant.

Taller
Den venezuelanske gourmetrestaurant bag Det Kongelige Teater gør det fremragende. Som gæst bliver man ført ind i et nyt smagsunivers baseret på traditionelle sydamerikanske råvarer. Man bliver dog holdt i hånden hele vejen, og velsmagen går aldrig tabt i Karlos Pontes mad. Taller har også en af landets dygtigste unge restaurantchefer i form af Jacob Brink Lauridsen, og han sørger for, at man gæst føler sig på helt rette sted.

Note: I det forgangne år har jeg desværre ikke nået at spise på steder som Ti Trin Ned, Dragsholm Slot, Domestic og Ruths Hotel, der også hører til blandt stjernekandidaterne. Derfor kan jeg ikke vurdere niveauet, men jeg ønsker naturligvis dem og alle øvrige danske og nordiske restauranter held og lykke i Michelin Guide Nordic Countries 2017 på onsdag.

Læs også min norske kollega Anders Husas strålende bud på restauranter med stjernepotentiale i Norden.