Lavazza – kaffepassion siden 1895

Anbefalinger 13. oktober, 2016 0 Kommentarer

Sponsoreret indlæg

Det er blot nogle måneder siden, at det italienske kaffefirma Lavazza lancerede fire nye filterkaffevarianter på det danske marked. Jeg har allerede udnævnt Gran Aroma til min favorit takket være sin milde ristning og frugtige, syrlige karakter. Jeg har også leget med de fire varianter i en dessert, hvor deres forskellige egenskaber kommer til udtryk gennem de forskellige elementer.

Selv om Lavazza er nye i Danmark, er den familieejede virksomhed på ingen måde et nyt foretagende. Vi skal helt tilbage til Torino i den norditalienske region Piemonte anno 1895. Her satte Luigi Lavazza sig for at sælge kaffe fra sin nyindkøbte købmandsbutik på Via San Tomasso 10 i hjertet af Torino. Blot 11 år tidligere så espressomaskinen dagens lys takket være opfinderen Angelo Moriondo, ligeledes fra Torino, og den var med til at gøre kaffebrygningen nemmere, hurtigere og mere præcis. Med kaffens større udbredelse på dette tidspunkt dannede Luigi Lavazza det princip, der stadig står som firmaets varemærke den dag i dag: kaffeblandinger sammensat af kaffe fra mange forskellige steder i verden. Hans opdagelse var, at kaffen smagte meget forskelligt fra sted til sted, og ved at blande bønnerne kunne han frembringe netop de smagskarakteristika, han ønskede sig, i sin kaffe.

lavazza
Et historisk tilbageblik på Lavazza.

Den første færdigpakkede kaffe
I løbet af de følgende år blev butikken en stor succes, og antallet af medarbejdere havde sneget sig op omkring de 40. I 1923 kom Luigi Lavazzas store gennembrud, da han som den første kaffeproducent sendte færdigpakkede poser med kaffe på markedet. Det betød, at kunder, der boede langt væk fra Torino, stadig kunne få en kaffe af høj kvalitet takket være de nyudviklede poser, der bevarede kaffens smag og aroma.

LavazzaI 1927 blev kaffebutikken til en reel virksomhed, da Luigi Lavazza sammen med sin familie og en aktiekapital på 1,5 millioner lire stiftede selskabet og begyndte at indtage den norditalienske provins. Syv år senere blev en rejse til Brasilien afgørende for den filosofi, som stadig præger Lavazza i dag. Luigi Lavazza så, hvordan store mængder usolgt overskudskaffe blev afbrændt, og dér besluttede han, at han ikke kunne leve med, at naturens ressourcer blev spildt på den måde.

lavazza
Lavazza prydede Torino under Salone del Gusto.

I takt med industrialiseringens indtog voksede Lavazza som virksomhed, og i dag, 121 år senere, er Lavazza Italiens største kaffeproducent og verdens fjerdestørste – vel at mærke stadig med foretagendet i familiens varetægt, nu med fjerde generation ved roret. Lavazza engagerer sig i gastronomi i mange forskellige sammenhænge og har i dag blandt andet et tæt samarbejde med den kulinariske verdensstjerne Massimo Bottura, indehaver af verdens for øjeblikket bedste restaurant, Osteria Francescana i Modena.

Bæredygtig tilgang
Som tidligere omtalt ville Luigi Lavazza ikke leve med en natur, der blev ødelagt omkring ham, og den ånd lever videre i dag i form at en lang række bæredygtige initiativer, hvad angår både socialt og miljømæssigt ansvar. I 1996 indgik Lavazza et samarbejde med den italienske organisation Slow Food, der har fokus på bæredygtige produkter af høj kvalitet. Målet var netop at styrke fokus på produktkvaliteten og sikre biodiversiteten, der hvor kaffen bliver produceret.

lavazza
Lavazza laver hvert år en kalender, der sætter fokus på bæredygtighed. Billederne var udstillet på årets Solene del Gusto.

2002 er endnu et vigtigt årstal i bæredygtighedsmæssig sammenhæng, for der blev projektet ¡Tierra! lanceret. Det involverer foreløbig otte lande og mere end 3.000 kaffebønder verden over med en klar målsætning på to områder: Det første handler om at forbedre leveforholdene og sikre social udvikling og bedre økonomi for de lokalsamfund, hvor kaffebønderne lever.

Det andet bygger på målet om at skabe produkter af stadig højere kvalitet, der samtidig gradvist reducerer belastningen af miljøet. Det sker ved hjælp af nye landbrugsteknikker og –redskaber, der giver et bedre og sundere miljø, hvilket både kommer de lokale og forbrugerne til gode.

Nyt hovedkontor – nyt kapitel
I forbindelse med den årligt tilbagevendende Solone del Gusto i Torino, et mekka af en madfestival og –konference, som arrangeres af Slow Food, havde jeg fornøjelsen af at besøge byen og se det, der bliver til Lavazzas nye hovedkontor, som vil stå klar til næste år. Det nye sted er udviklet i tæt samarbejde med privatuniversitetet IAAD, der er særligt specialiseret i udvikling af design inden for produkter, interiør, kommunikation og transport.

lavazza
Der går lige et par dage endnu, inden hovedkvarteret står helt færdigt.

Hovedkvarteret med navnet Nuvola er opført i den gamle industrielle del af Torino, tæt på det gamle hovedkvarter. Det er udført med fokus på bæredygtighed, og foruden at danne ramme for virksomhedens 600 medarbejdere bliver der også adgang for offentligheden. Der vil være mulighed for at udforske kaffe på et hav af måder på det interaktive museum, og derefter kan man nyde lidt at spise i en af de to restauranter. Den ene bliver en bistrolignende restaurant, der også skal fungere som kantine for de ansatte, mens den anden bliver særdeles spændende at følge. Lavazza vil ikke sige så meget endnu, men det står dog klart, at der bliver tale om en gourmetrestaurant, der er udviklet af ingen ringere end Ferran Adria, manden bag elBulli i Spanien, der sammen med sin bror i disse år høster stor succes i Barcelona med blandt andet restauranterne Tickets og Pakta.

Besøg den oprindelige butik
Denne fortælling kan meget passende slutte, hvor det hele begyndte, i købmandsbutikken på Via San Tomasso 10. I 1995, hundrede år efter Lavazzas tilblivelse, købte virksomheden de gamle lokaler tilbage for at etablere en kaffebar, restaurant og vinkælder. Her kan man mærke historiens vingesus, mens man nyder et delikat måltid med udgangspunkt i det, italienerne mestrer bedst: simpel, velsmagende mad at gode, lokale råvarer.

lavazza
I dag er den gamle købmandsbutik på Via San Tomasso igen på Lavazzas hænder. Nu fungerer den som restaurant og café.
lavazza
Risotto på Via San Tomasso 10.