ISH Spirits – alkoholfri uden kompromis

Vin 7. juni, 2019 0 Kommentarer

Morten Sørensen gav sig selv en udfordring om ikke at drikke alkohol i 100 dage. Det fik hans øjne op for, at der var behov for et alternativ til at udfordre de sociale normer i forhold til alkohol. Det fik ham til at etablere ISH Spirits, som giver oplevelsen og ikke mindst smagen af at være en del af det hyggelige selskab, samtidig med at man kan køre hjem og undgå ondt i håret dagen derpå.

 

De fleste har sikkert prøvet af være vedkommende, der af den ene eller anden grund ikke skulle drikke til en fest, fødselsdag eller lignende, og det er ikke altid, at der er den store forståelse for, at man sidder over på alkoholen, medmindre man skal køre, er gravid eller alkoholiker; men hvad nu hvis man sagtens kan hygge sig og have det sjovt uden alkoholens indvirkning, som alt andet lige sætter sine tydelige spor under og efter indtagelsen? Indtil for få år siden var det i hvert fald svært at finde nogle alternativer, der for alvor var værd at kaste sig over, men det er der ved at blive lavet om på. Som restaurantanmelder har jeg på ugentlig basis fornøjelsen af at se, hvor grundigt og passioneret der bliver arbejdet med alkoholfrie menuer på landets bedste restauranter. Der bliver presset, ekstraheret og fermenteret (uden alkohol i slutproduktet) ivrigt, så gæster, der ikke nyder alkohol, ligeledes kan få en spændende kulinarisk drikkeoplevelse.

Læs også: Opskrift på Samsøs bedste kartoffelmad 2019

Det skal man naturligvis også kunne i andre sammenhænge. Det var ligeledes Morten Sørensens tanke, efter at han havde overstået en udfordring, som gik ud på ikke at drikke alkohol i 100 dage.

”Jeg kan godt lide at udvide min horisont, og jeg var begyndt at tænke over, om jeg egentlig drak alkohol, fordi det bare er normen, når man ses med andre, eller fordi jeg rent faktisk havde truffet et aktivt valg om at gøre det. Jeg har en fortid i reklamebranchen, hvor man lever af at være kreativ. Samtidig var jeg begyndt at træne crossfit, så jeg gad ikke at være træt i krop og hoved hver mandag. Her fandt jeg virkelig ud af, at der var et behov for nogle seriøse alternativer til alkohol. Hvis man ikke drak, stod valget mellem sodavand eller et eller andet improviseret forsøg på at lave en alkoholfri drink,” siger Morten Sørensen, der til at begynde med slet ikke holdt sine 100 dages pause fra alkohol, fordi han gik med planer om at etablere en virksomhed inden for alkoholfri alternativer.

ish spirits

Morten Sørensen satte sig for at skabe nogle seriøst alternativer til alkohol, og således så ISH Spirits dagens lys. Foto: PR.

Smag, naturlighed, tilfredsstillende
Ikke desto mindre gik det sådan. Morten Sørensen etablerede I fjor virksomheden ISH Spirits, et alkoholfrit alternativ til gængse spiritustyper, som de fleste er bekendt med. I skrivende stund er ISH Spirits fundament to varianter: Ginish og Rumish, og de har især én ting til fælles.

”Da jeg besluttede at gå ind i projektet, var der tre ting, der var essentielle for mig. Det skulle smage godt og autentisk af noget, man kendte inden for cocktailgenren. Dernæst skulle det være lavet naturligt og ikke være fyldt med sukker og kunstige smagsgivere. Slutteligt skulle det være tilfredsstillende forstået på den måde, at når jeg havde drukket en drink, skulle jeg være tilfredsstillet, som havde jeg drukket en tilsvarende drink med alkohol.”

Læs også: Sharewine – nyt mødested for private vinentusiaster

Morten Sørensen gik til to førende virksomheder inden for smag i henholdsvis Holland og Schweiz, og i samarbejde med dem, fandt han frem til, hvordan ISH Spirits skulle tage form rent smagsmæssigt. Der bliver udelukkende arbejdet med naturlige råvarer. I Ginish drejer det sig først og fremmest om enebær og korianderfrø, mens vanilje fra Madagaskar og muskatnød udgør essensen i Rumish, og i sidstnævnte kommer farven fra bagte (og dermed karamelliserede) æbler frem for almindelig karamel. I øvrigt er der en ”whisky” på trapperne. Smagene bliver udvundet via destillering, damp og almindeligt udtræk (som man kender det fra eksempelvis kaffebrygning), fordi ikke alle komponenters smag udvindes bedst muligt på samme vis. En interessant komponent, som går igen i begge produkter, er capsaicin, altså den stærke komponent i chiliplanters frø, og det er der en særlig årsag til.

”Alkohol giver en varme i munden, som er med til at give den førnævnte tilfredsstillelse og fornemmelse at få et godt glas vin eller en drink, og vi forsøger at gøre det samme med capsaicin, som jo også har en varmende effekt,” siger Morten Sørensen.

Han laver en gin og tonic med Ginish og tonicvand. Den smager ganske enkelt af en god gin og tonic, blot uden alkohol, og jeg må tage hatten af for ideen om at tilsætte capsaicin, som ganske rigtigt giver fornemmelsen af varme, uden at det brænder. Det samme gør sig gældende for signaturdrikken med Rumish, en darn’n’stormish, med ginger beer – man savner ikke alkohol, og smagen af vanilje går fint igennem uden at blive sød. Fordi ISH-produkterne ikke indeholder sukker og blot 0,5 procent alkohol (som opstår pga. destilleringen af smag), indeholder produktet i sin rene form også kun seks kalorier per 100 milliliter, og således går man både glip af tømmermænd og en stor del af kalorierne fra en normal drink.

Ligeledes slår ISH Spirits et slag for at sænke alkoholniveauet i meget alkoholrige drinks såsom en negroni, der typisk indeholder hele 23 procent alkohol. En negroni består af lige dele vermouth, campari og gin, men her er ginnen skiftet ud med Ginish, hvilket sænker alkoholniveauet til syv procent, igen uden at man sidder og føler, at man går glip af noget.

Et voksende marked
Foruden sin egen frustration over manglende alternativer til alkohol undersøgte Morten Sørensen ligeledes, hvordan danskerne i al almindelighed ser på sagen, og ifølge Danmarks Statistik har 92 procent af de adspurgte svaret, at de savner gode alternativer til alkohol.

”Blandt de yngste forbrugere er de blevet bevidste om, at det ikke er vildt sundt med al den alkohol, og de har ikke altid lyst til at drikke sig helt ned to gange om ugen. Folk i slutningen af 30’erne føler måske, at de har fået deres del, og derfor vil de gerne skrue ned. Slutteligt er der dem på +45 år, som også er begyndt at tænke på helbredet, og fælles for alle er, at de har manglet det gode alternativ, som vand eller sodavand ikke har været,” siger Morten Sørensen.

I skrivende stund er ISH Spirits repræsenteret i 400 butikker landet over, og ifølge Morten Sørensen vokser interessen hele tiden, nu også i høj grad fra hoteller, barer og restauranter, som ønsker at kunne tilbyde gæsterne en autentisk drinkoplevelse uden alkohol. Det glæder naturligvis, at ISH Spirits har fået så god en start, men han ønsker ikke at overtage markedet fra eksisterende spiritusmærker.

”Det ville være kedeligt, hvis der kun fandtes én ting på markedet, hvad enten vi taler øl, vin eller spiritus. Vi mener bare, at man skal tage folk, der ønsker et alkoholfrit alternativ, seriøst, og det kan vi mærke, at flere og flere sætter pris på. Vi ønsker at blende ind med resten af udvalget og få vores naturlige plads,” siger Morten Sørensen.

To alkoholfrie opskrifter fra ISH Spirits (opskrifter til én drink)

Ginish & Tonic
5 cl Ginish
10 cl Fever-Tree Indian Tonic
Pynt: tørrede enebær, frisk knust peber, frisk rosmarin

Hæld i et glas med is, og server.

ish spirits

Ginish og tonic. Foto: PR.

Rumish & Ginger (dark’n’stormy)
5 cl Rumish
10 cl Fever-Tree Ginger Beer
1 stænk Angostura Bitters

Hæld Rumish i et højt glas fyldt med is. Top med ginger beer, og tilsæt et stænk Angostura Bitters

Darn ‘n’ stormish. Foto: PR.