Danske Peter Work udforsker Californiens terroir

Vin 26. maj, 2019 0 Kommentarer

Den tidligere it-chef hos Disney Peter Work fortsætter sit liv som vinbonde i USA med sit vinhus Ampelos Cellers, og den danskerens biodynamiske vine fra Santa Rita Hills og omegn i Californien bliver kun bedre og bedre. Det understregede en smagning for nylig, hvor Peter Work var i Danmark. Danskeren har været ude med lassoen og indfanget sig nogle interessante samarbejdspartnere, med hvem han laver nogle fantastiske enkeltmarksvine. Jeg mødte ham til en snak om de nye projekter.

 

Det er mere end fem år siden, at jeg sidst skrev om danske Peter Work på disse sider, så for nogle er det muligvis bekvemt med en lille opfriskning af, hvem han egentlig er.

I 1988 flyttede Peter Work i forbindelse med sit arbejde for PricewaterhouseCoopers til USA, og nogle få år senere mødte han sin kommende hustru Rebecca. I 1994 blev han headhuntet til stillingen som it-direktør hos Walt Disney, hvor han var, indtil han og Rebecca etablerede eget it-firma i 1999, som hurtigt blev solgt for et milliardbeløb. For nogle af disse penge købte de en ranch ved Santa Rita Hills i Californien med ønsket om at lave vin. De vidste intet om at lave vin, så de hyrede nogle dygtige konsulenter til at hjælpe dem i gang på de dengang uplantede 33 hektarer, som i dag er blevet til vinmarker. I 2003 kom deres første vin på markedet fra deres vinhus ved navn Ampelos Cellars. Bæredygtighed har været en vigtig del af foretagendet fra begyndelsen været en vigtig del af Ampelos, og derfor er vinhuset både økologisk og biodynamisk certificeret, og ligeledes har de SIP-certifikatet (Sustainable in Practice), som vidner om, at vindyrkningen foregår på særligt bæredygtig vis; der bruges udelukkende solenergi, og der skal blandt andet tages hensyn til, hvorfra man importerer sine vinstokke, og om ens traktorer er tilstrækkeligt miljøvenlige og eksempelvis ikke efterlader olie i markerne.

ampelos cellars

Peter Work og hustruen Rebecca droppede tilværelsen i it-branchen for at lave vin i Californien for 20 år siden. Foto: PR

Nye legekammerater
På sin vis kører alt altså videre, som det hidtil har gjort. Fokus er fortsæt primært på chardonnay og pinot noir, som trives godt i det forholdsvis kølige, kystnære klima i Santa Rita Hills, og derudover arbejdes der med de klassiske druer fra Rhonedalen i form af viognier, syrah og grenache.
De seneste par år har Peter Work dog arbejdet på et nyt projekt sammen med amerikaneren Alex Gambal.

”Efterhånden synes Rebecca og jeg, at vi er blevet gode landmænd, men vi føler hele tiden, at der er noget nyt at lære. Vi er venner med Alex Gambal, som i dag holder til i Bourgogne, hvor han også laver vin, og han var frisk på at se, om vi kunne opdrive nogle druer af ekstraordinær kvalitet til et fælles projekt,” fortæller Peter Work.

Læs også: Verdens næstbedste sommelier er dansk

Alex Gambal kommer fra en fortid som succesrig ejendomsinvestor, men i begyndelsen af 1990’erne besluttede han at følge sit hjerte og opgive den del til fordel for at lave vin i Bourgogne. Han er ligeledes medejer af den legendariske grand cru-mark Batard-Montrachet, så han har alt andet lige haft adgang til praktisk erfaring med det bedste af det bedste i Bourgogne, som på mange måder er forbilledet for Ampelos’ vine.

”I alt er vi gået sammen fire personer om at lave dette projekt. Tilsammen er vi 250 år gamle, så man skulle mene, at der var lidt erfaring at trække på, men vi opfører os som en børnehave, når vi er sammen,” siger Peter Work.

De fire partnere var enige om, at projektet skulle foregå i Californien, og her er det lykkedes dem at finde frem til chardonnay-druer fra de to enkeltmarker Francesca og Bentrock i Santa Rita Hills.

”Det handler ene og alene om at udforske de forskellige terroirs, som findes i området, for der er stadig meget at lære. Det er ikke et projekt, der skal vokse til noget stort. Vi ønsker blot at udforske området og finde frem til de steder, hvor man kan lave den bedste vin,” siger Peter Work.

peter work

Ampelos Cellars satser på chardonnay, pinot noir og de kendte druer fra Rhonedalen. Foto: PR

Dyb koncentration
Francesca er på knap tre hektarer, og ifølge Peter Work har den noget nær den optimale placering.

”Francesca ligger tæt på Stillehavet, og derfor får den masser af vind og morgentåge ind over sig, hvilket er med til at køle druerne ned og bevare friskheden. Vi arbejder ekstremt detaljeret i marken for at få den bedst tænkelige kvalitet ud af det, og vi lagrer vinen på førsteklassesfade fra nogle af de bedste bødkere i Bourgogne.”

Læs også: Kom godt i gang med tysk vin

Vi smager på Francesca Vineyard 2016, og det står hurtigt klart, at der her er tale om noget helt andet end de overekstraherede, voldsomt fadlagrede chardonnayer, som Californien i sin tid blev berømt for. Her er det lethed, elegance, finesse og ikke mindst dyb koncentration og mineralitet fra jordbunden, der definerer vinen. Frugten er gul med noter af fersken og melon, og syren er frisk og præcis. Den koster også 699 kroner, men den kan også være med blandt de store chardonnayer i Californien såvel som i Bourgogne for den sags skyld.

Vi smager ligeledes på Bentrock Vineyard 2016 (også til 699 kr.). Marken ligger blot tre kilometer fra Francesca, men alligevel er de forskellige, selv om begge vine er lavet på chardonnay efter præcis den samme fremgangsmåde, og det illustrerer blot, hvor meget de helt små forskelle på terroirs betyder. Den er mere stålet i sit udtryk og har ligeledes en knivskarp mineralitet, men i min mund fremstår Francesca som den mest helstøbte af de to meget flotte vine. Danmark er i øvrigt det eneste sted uden for USA, hvor kan man få fat i disse vine, og der er meget lidt at få. Der er blot lavet omkring 1.000 flasker af hver.

”Det er en måde for os at udvikle vores forståelse for vinproduktion på, og Alex Gambal har lært mig at være langt mere observant, når jeg står i vinmarken, for det er de helt små detaljer, der kan gøre forskellen,” forklarer Peter Work.

peter work

Man kan ikke sige andet, end at der er særdeles smukt i Santa Rita Hills. Bemærk tågen i horisonten, som er med til at køle markerne ned. Foto: PR

Heldigvis er der lidt mere at komme efter blandt de ”almindelige” Ampelos-vine. Pinot Noir Nu 2014 er en helt igennem vidunderlig rødvin. Den er lavet på én udvalgt pinot noir-klon (der findes rigtig mange kloner af pinot noir, som typisk blandes sammen i kælderen), og til de nørdede kan det afsløres, at der er tale om bourgogne-klonen 777. Blødere, mere afrundede og cremede tanniner skal man lede længe efter. Vinen har en beroligende effekt på både krop og sjæl og leverer en vinoplevelse på meget højt niveau, som godt kan forsvare prisen på 569 kroner per flaske.

I den mere prisvenlige ende skal den almindelige pinot noir, Pinot Noir Santa Rita Hills 2016, også fremhæves. Her får man et voldsomt læskende glas vin, der er saftigt som få med delikate noter af kirsebær og rabarber. Det er ikke voldsomt komplekst, men det er vin, man altid har lyst til at hive ned fra hylden, hvis man ellers har det liggende. 239 kroner koster den per flaske, og det kan man ikke sige noget til.

Ampelos forhandles i Danmark af Otto Suenson.