Enomania – vinnørdernes tilflugtssted med fremragende italiensk mad

Anbefalinger 28. maj, 2019 0 Kommentarer

Jeg har mange venner og gode bekendte, der nærmest på ugentlig basis frekventerer restauranten Enomania, som ligger på Vesterbrogade ved foden af Valby Bakke. Indehaver Damiano Alberti er ikke blot passioneret for italiensk kogekunst. Han er ligeledes en stor vinelsker, men ganske overraskende er det, at han først og fremmest sværger til vinene fra Bourgogne, hvilket må opfattes som ren blasfemi hos mange af hans landsbrødre. Det er hans stamgæster dog ligeglade med, for Enomania er et sted, hvor vinnørder mødes og drikker god vin i samspil med restaurantens klassiske italienske retter.  Jeg har kun været der én gang for fire-fem år siden, og selv om jeg husker det som et godt måltid, gjorde det ikke mere indtryk på mig end som så; måske var mine forventninger forkerte, eller også forstod jeg ikke stedets sjæl i tilstrækkelig stor grad, da jeg var forbi. Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald ikke helt forstået den hype, som mange af mine vinglade venner har skabt om stedet.

I begyndelsen af maj havde jeg dog anledning til et genbesøg i forbindelse med et vinsmagningsevent med foretagendet Sharewine, som jeg for nylig har skrevet om. Det blev afviklet på Enomania i stedets selskabslokale. Jeg havde forventninger om, at maden ville være god og solid, men at jeg skulle blive decideret begejstret, havde jeg ikke forventet.

Kunsten ligger i præcisionen
Det traditionelle køkken er et simpelt køkken. Retterne er skåret ind til benet, og der er figurerer ikke nogen unødvendige elementer på tallerkenen. Derfor er råvarerne og tilberedningen af dem nødt til at være på højeste niveau, hvis tingene ikke skal falde til jorden. Jeg mindes til stadighed en servering med, jeg fik i en landsby i Apulien for fem år siden, som i al sin enkelhed bestod af cherrytomater og padronpebre sauteret og sidenhen serveret i olivenolie af høj kvalitet. Det smagte himmelsk, og det gjorde det kun, forbi samtlige komponenter var perfekte. Hvis det er udgangspunktet, har man meget nemmere ved at lave god mad.

Men man skal også kunne håndværket, og det kan de på Enomania. Vi lagde denne aften ud med risotto. Nogle gange minder de risotti, jeg har fået serveret, mest om kold, stivnet havregrød. Sådan skal det ikke være. En risotto skal være lind, og tipper man tallerkenen, skal den langsomt følge med ud til kanten. Det gjorde den risotto, Enomania serverede for os. Riskornene var adskildt, og saucen – om man vil – var lind, cremet og perfekt homogen. Den var smagt til med masser af citronskal, drysset med friterede kapers og toppet med en perfekt stegt kammusling. Simpelt og tilberedt til perfektion.

Enomania
Risotto med friterede kapers og kammusling.

Jeg var også svært begejstret for de efterfølgende canneloni, som var fyldt med en blanding af spinat og ricotta. Igen var der ingen forsøg på at revolutionere det italienske køkken, men tilberedningen var perfekt med al dente pasta og et flot tilsmagt fyld. På pastaen lå to stykker perfekt ovnbagt torsk, som var saftigt og friskt i smagen. Sådan skal det gøres.

Canneloni med spinat- og ricottafyld.

Nu blev der sørme serveret risotto igen. Først tænkte jeg, at det var lige lovlig uopfindsomt at servere risotto to gange, men det var kun, indtil jeg smagte på varerne. Risottoen, der var lige så lind og fin som forgængeren, var vendt med små stykker hvid asparges, som både gav lidt bid samt en ren og frisk smag af asparges. Den var toppet med det møreste, saftige oksekød, der var langtidsbraiseret i en lage, som jeg ikke helt fik noteret indholdet af, men konklusionen var entydigt, at der var tale om den bedste risotto, jeg hidtil har smagt. Cremet og rig med dybde fra den indkogte lage, som kødet havde braiseret i; ren verdensklasse.

Hovedretten bestod af kalvemørbrad serveret med bagt selleri og blomkål som puré og crudité. Den blev serveret med en delikat sauce på kødskyen og rigeligt med forårstrøffel; simpelt, rustikt og tilberedt til perfektion endnu en gang.

En overset perle
Jeg ved godt, at jeg indledte med at skrive, at vinnørder i stor stil flokkes på Enomania, men derudover er der ikke noget voldsomt stort fokus på restauranten, som gennem flere år i øvrigt har haft en bib gourmand i Michelinguiden. Enomania lever sit eget liv og trives i stor stil takket være et stærkt stampublikum, som værdsætter den traditionelle italienske mad, det formidable vinkort og den gode betjening, som Damiano Alberti ligeledes er garant for. Stedets firerettersmenu koster 390 kroner, og det kan man ingenlunde klage over (jeg var en del af et selskab – normalt er der ikke mere end én risotto på menuen). Jeg fik mig en gedigen overraskelse, og der er ikke andet for, end at jeg snart på tilbage efter en risotto eller to mere.

Enomania
Vesterbrogade 187
1800 Frederiksberg
Web

feinschmeckeren.dk var inviteret af Sharewine, som denne aften afviklede et arrangement på Enomania.