Det er på mange måder det nemmeste at købe den champagne, som det lokale supermarked har på hylderne, men det er også det kedelige valg. Der findes et hav af spændende champagneproducenter, hvis vine du kan få adgang til, hvis du opsøger landets mange spændende vinbutikker, som ønsker at præsentere deres kunder for andet end de mest gængse mærker. Bor du i København, er der et hav af gode muligheder for at gå på opdagelse i god champagne fra mindre producenter. En af disse er Krone Vin på Østerbro. De har fokus på økologiske, biodynamiske og naturlige vine, hvor pesticider i marken og tilsætningsstoffer i kælderen er udelukket. Krone Vin importerer vinene fra champagneproducenten Andre Beaufort, hvis champagner i de seneste år har vundet terræn på landets bedste restauranter, blandt andet noma, som brugte den som aperitif, da jeg senest var forbi, i juli. Andre Beaufort begyndte at producere champagne tilbage i 1933, og i dag er det sønnen Jacques, der driver det videre. I 1969 blev far og søn enige om at droppe al brug af sprøjtemidler, som de oplevede allergiske reaktioner over for. Huset hører til i den for champagnekendere berømte by Ambonnay, hvis vinmarker er klassificerede som grand cru, den fineste betegnelse i Champagne-distriktet. Dog har Beaufort også vinmarker omkring den mindre kendte by Polisy, og disse vine er på ingen måde mindre interessante, selv om byen ikke har samme anseelse som Ambonnay. Krone Vin inviterede forleden til smagning af en række af Beaufort-familiens vine.
Læs også: feinschmeckeren.dk’s store champagnetest
Hvis jeg skal nævne ét karakteristikum, der beskriver Beauforts champagner, er det høj syrlighed. Alle vinene har masser af syre, som gør vinene ranke og spændstige, og til min smag er nogle af dem ganske enkelt for syrerige til at blive drukket på egen hånd. Det gør dem i stedet for velegnede til mad, og det giver mig igen, igen anledning til at slå et slag for at drikke champagne – og mousserende vin i det hele taget – til maden, også nytårsaften. Smagningen bød på helt ung, endnu ikke tappet champagne fra 2012 og helt tilbage til 1986, og herunder får du mine personlige højdepunkter fra smagningen, som udelukkende indeholdt tørre champagner, som på absolut ingen måde går til kransekage eller andre søde sager.
2009 Millesime, Blancs de Noir, Polisy, 497 kroner hos Krone Vin
Andre Beaufort dyrker hovedsagligt den blå drue pinot noir, og derfor giver det god mening at lave en champagne udelukkende på denne blå drue. Det er stadig en hvidvin, i og med at farven sidder i drueskallen, som bliver sorteret fra efter presningen. Pinot noir giver ofte fylde til champagne, hvilket også er tilfældet her. Det er kombineret med friskhed på grund af vinens relativt unge alder, og i næsen kan du forvente efterårsæbler og kantareller, så har du en ret, der indeholder disse komponenter, har du vinen, der vil passe til.
Læs også: Anmeldelse af 2004 Dom Perignon og 2006 Moët Vintage
2002 Millesime Brut Nature, Polisy, 582 kroner hos Krone Vin
Knap 600 kroner er mange penge for en flaske vin, men husk på, at det er omkostningstungt at have den liggende på lager i så mange år, hvor den skal passes og plejes. 2002 kan bestemt drikkes, men den kan også gemmes mange år endnu. Vinene fra Polisy er generelt mere friske og slanke i stilen end dem fra Ambonnay, som har mere fylde og tyngde. En duft af øllebrød og rugbrødsskorpe sprang op fra glasset som det første, og denne note fortsatte i munden, hvor den knastørre vin også afslørede en tæt mousse, der er med til at give den fylde. Denne vin kan drikkes alene, men server den også gerne til østers eller en ret med skaldyr, hvor du kan snige lidt smørstegt rugbrødscrumble ovenpå.
1986 Millesime Grand Cru Brut Nature, Ambonnay, 2.578 kroner hos Krone Vin
Jeg medgiver, at det kan virke afsindigt at anbefale en vin til 2.600 kroner, men ønsker du at opleve noget specielt, leverer denne 28 år gamle vin varen. Vinen er ganske enkelt forførende med sin duft af tørrede frugter, hyldeblomst og lette svampenoter, og i munden er den stadig ekstremt frisk og stram i syrestrukturen, som gør, at vinen faktisk har nogle år at leve i endnu. Husk at drikke den, inden nytårsfesten stikker helt af, for vinen fortjener opmærksomhed.
2006 Grand Cru Rouge, Ambonnay, 388 kroner hos Krone Vin
Der produceres også vine uden bobler i champagne, og at det sagtens kan gøres med succes, er denne rødvin på pinot noir et perfekt eksempel på. Det er en sjælden vare, som produceres i meget små mængder, så giv det en chance, hvis du får muligheden. Denne vin har masser af aromaer i næsen, hovedsagligt kirsebær samt en tiltalende note af krogmodnet kød. Den smager fremragende nu, men den kan også gemmes i mindst fem-ti år endnu. Drik den til stegt foie gras, vildt fjerkræ eller sågar bøf med en syrlig bearnaise.