I sidste uge var jeg en tur i Aalborg for at spise mig gennem byens madscene. Mellem restaurantbesøgene fandt jeg tid til at kigge ind hos Klitgaard Ure, der er Aalborgs førende urmager, og er man glad for ure, bliver man voldsomt lækkersulten af at lægge vejen forbi her. Jeg fik kigget på nogle ure fra Rolex såvel som andre lækre sager fra Omega og Tudor.
Hvis du befinder sig i Aalborg og er glad for ure, er der ingen vej uden om et besøg hos Klitgaard ure i Bispensgade. Da jeg i sidste uge var i Aalborg for at spise mig frem til min omfattende weekendspiseguide til Nordens Paris, havde jeg lidt tid mellem besøgene, som gjorde, at jeg kunne kigge ind hos Klitgaard Ure.
For nogen kan det virke lidt intimiderende at bevæge sig ind i en butik med så eksklusive varer. Sådan kan jeg godt selv have det, for der er bestemt butikker med luksusvarer, hvor de tager sig selv lidt for alvorligt. Det gør de dog bestemt ikke hos Klitgaard Ure, hvor jeg blev mødt af en venlig ekspedient, der var helt klar på at nørde ure. Det var endda på trods af, at jeg først og fremmest var interesseret i Rolex’ sportsmodeller, som konstant er udsolgt. Der er cirka 12 års ventetid på de populære modeller, og de skriver ikke flere op, hvilket giver god mening, eftersom de konkrete modeller løbende udgår af sortimentet. Alligevel tog den pågældende ekspedient sig god tid til at finde udstillingsmodellerne, som ikke var til salg, frem, så vi kunne snakke om dem, og jeg kunne prøve dem på.
Læs også: Guide til køb af mekaniske ure – en snak med Franz Jaeger & Me
Det er få varer, du tager med ud af en butik for omgående at kunne sælge dem til en højere pris, men sådan er det med sportsmodellerne fra Rolex, fordi efterspørgslen er så stor, at folk er villige til at betale op mod det dobbelte af den vejledende udsalgspris for til gengæld at kunne springe ventelisten over. I denne moderne tid, hvor vi har smartwatches, GPS-ure og lignende, kan det virke pudsigt, at eksklusive stålure bliver kaldt for sportsure; men det var, hvad modellerne blev betragtet som, da Rolex i sin designede dem – længe før, at Rolex blev så eksklusivt, som det er i dag. Det var ure tiltænkt den aktive type, der enten dykkede, rejste mellem tidszoner, besteg bjerge eller lignende, men disse ure er for længst blevet normale at bære til formel påklædning.
Læs også: Tissot PRX Powermatic 80 – verdens bedste mekaniske ur til prisen?
Hulk og Batgirl i montren
Til min overraskelse havde Klitgaard Ure både modellerne GMT-Master II 126710BLNR og Submariner 116610LV, blandt Rolex-entusiaster bedre kendt som henholdsvis “Batgirl” og “Hulk” i daglig tale. Det er to af de sværeste ure at få fat på direkte hos en autoriseret forhandler, og ofte skal man gøre sig fortjent til overhovedet at få lov til at købe et af disse ure, for forhandlerne ønsker – forståeligt nok – ikke, at køber går direkte ud og sælger uret på det grå marked for det dobbelte, når så mange rent står på ventelisten, fordi de drømmer om rent faktisk at gå med uret.
Hvis vi begynder med Batgirl, er det søsteren til “Batman”, der blev lanceret i 2013. Blandt de usynlige forskelle på de to ure er et forbedret urværk i Batgirl med en større gangreserve, som selvsagt er en fordel, men den mest iøjnefaldende forskel er lænkerne på de to modeller. Mens Batman, som i øvrigt er udgået, er udstyret med Rolex’ klassiske sportsurslænke, den såkaldte oyster-lænke, sidder Batgirl-urkassen på en jubilee-lænke, som består af flere små dele og visuelt fremstår mere elegant og – vil nogen sige – feminin. Begge ure er fantastisk flotte, men personligt er jeg mest begejstret for Batgirl. Jubilee-lænken giver uret et elegant strejf, som også gør det velegnet til mere formelle anledninger. Jeg ville dog glædeligt gå med begge modeller. Her kan du i øvrigt læse en glimrende sammenligning af de to ure. Begge modeller ligger dog på den grimme side af 100.000 kroner på det grå marked.
Læs også: Omega Seamaster – mit første “rigtige” ur
Videre til Hulk, som er et ur, jeg længe har været nysgerrig efter at prøve på håndleddet. Hulk er efterkommer af 50-års jubilæumsmodellen af det klassiske sorte Rolex Submariner, som i stedet for den klassiske sorte krans var udstyret med en grøn krans, hvorfor den hurtigt blev døbt “Kermit”. Kermit, hvis rigtige navn, er Rolex Submariner 16610LV, kostede, så vidt jeg er orienteret, omkring 40-45.000 kroner, da det blev lanceret i 2003, men i dag skal man mindst have 90.000 kroner op af lommen for et eksemplar med certifikat, boks og andet tilbehør. Med Hulk, der blev lanceret i 2010, er det ikke anderledes. Listeprisen er omkring de 70.000 kroner i dag, mens det på det grå marked koster et sted mellem 100.000 og 120.000 kroner. Mens Kermit har en mere skinnende grøn krans og sort skive, er både skive og krans grønne på Hulk. Det kunne på papiret virke lidt overdrevet, men i praksis fungerer det rigtig godt for mig, fordi kransen har en mere afdæmpet og mat grøn farve, og skiven er lavet sådan, at den changerer alt efter lysindfaldet på den, og medmindre solen står direkte ind på skiven, kunne skiven i en hurtig vending synes at være sort. Rammer solen til gengæld skiven, får den det flotteste grønne, skinnende skær. Det er en elegant detalje, og det gør, at uret i virkeligheden er mere underspillet, end jeg først havde troet. Bevares, Rolex Submariner 116610LV “Hulk” er bestemt et iøjnefaldende ur med stor genkendelighed, men jeg synes ikke, at det på nogen måde bliver vulgært med den grønne farve.
Lækkerier fra lillesøster Tudor
Rolex blev stiftet i 1905 af Hans Wilsdorf, og i 1926 etablerede han ydermere urmærket Tudor, et søstermærke til Rolex, som skulle kunne tilbyde solide, velbyggede ure til en mere overkommelig pris, samtidig med at de understøttede Rolex’ renomme som et bundsolidt kvalitetsur. Ser man på mange af modellerne gennem tiden, vil man også kunne se, at ligheden er særdeles slående mellem flere modeller, og Tudor havde eksempelvis også tidligere en model ved navn Submariner, hvor urværket ganske vist var billigere at producere, men rent kosmetisk var forskellene til at overskue, og flere dele gik sågar igen mellem Rolex og Tudor. Dog har Tudor de seneste årtier haft en svær tid med en række modeller, der ikke for alvor slog igennem, hvorfor den stærke relation til Rolex blev sat på prøve – lige indtil Tudor i 2012 lancerede sin Black Bay-linje, som blev en øjeblikkelig succes. Den var designet med udgangspunkt i en lang række referencer til 1950’ernes Tudor Submariner-modeller, og specielt modellen Black Bay 79220N blev takket være sin gyldne skrift på skiven, den røde trekant på kransen og den store, ubeskyttede krone et ikon. I 2018 lancerede Tudor ydermere modellen Black Bay 58, som er baseret på stor inspiration fra modellen Tudor Big Crown Submariner 7924 lanceret i 1958, deraf navnet Black Bay 1958. Dette ur havde Klitgaard Ure ligeledes stående, dog ligeledes kun til inspiration, for ventelisten på dette ur er også ganske lang. Black Bay 58 er mindre og fladere end det normale Black Bay 79230N, som referencen nu hedder, og på Black Bay 58 blev også tallene på kransen gyldne, mens den røde trekant og den store krone er bevaret. Jeg er vild med Black Bay 58’s reducerede størrelse på 39 millimeter, som gør det væsentligt mere elegant, og det glider let ind under skjorteærmet uden at larme. Lænken har imiterede skruer på siden af de enkelte led som en reference til de ægte skruer, der holdt de gamle lænker sammen på netop Tudor Submariner, men jeg synes ikke, at de gør noget godt for æstetikken, og når de rent faktisk ikke tjener noget formål, virker det fjollet. Siddende på håndleddet lægger man dog ikke voldsomt meget mærke til “knopperne” på lænken, så det ville ikke være noget, der afholdt mig fra at købe uret. Tudor Black Bay 58 koster 26.860 kroner hos de autoriserede forhandlere, og for cirka det samme kan det erhverves på det grå marked. Isoleret set er det et virkelig lækkert ur, men der skal ikke herske tvivl om, at man godt kan se og mærke forskel på dette ur og de to førnævnte Rolex-modeller, når man kigger på stålets finish og kvalitet. Til gengæld koster det også under det halve, så man får virkelig meget ur for pengene.
Læs også: Disse vine skal du drikke til sæsonens friske råvarer
Fantastisk lækkert Omega Seamaster
Om end jeg primært var kommet for at kigge på Rolex-ure, kunne jeg ikke undgå at fryse blikket på montren med Omega-ure, hvor jeg hurtigt spottede den nye særudgave af det ikoniske Omega Seamaster 300M lavet til den kommende James Bond-film No time to die. Måske har du læst min artikel om mit første “rigtige” ur, som netop er et Omega Seamaster 300M? I så fald vil du vide, at jeg har en forkærlighed for netop denne model og relationen – product placement eller ej – til James Bond. Denne model adskiller sig blandt andet ved at have en sort krans og skive udstyret med gyldne tal og markører samt lænken, en såkaldt mesh-lænke, som i mine øjne fungerer rigtig godt til uret. Desuden er uret lavet af titanium, hvilket gør det ekstremt let og dermed komfortabelt at bære, og jeg var virkelig overrasket over, hvor lækkert det var at have på. Med en pris på 66.900 kroner er uret også oppe i samme prisklasse som de førnævnte Rolex-modeller, men jeg synes bestemt også, at det kan være med her, når man ser på kvaliteten i både materialer og finish. Klitgaard Ure havde et enkelt tilbage til salg, og jeg må indrømme, at jeg var fristet. Uret måler 42 i diameter, hvilket gør det til det største af de fem viste ure, men den flade kasse gør, at det ikke virker for stort.
Læs også: Skoguide – disse skotyper bør du have i den garderobe
Således opløftet og med lidt for meget mundvand hængende i mundvigene måtte jeg forlade Klitgaard Ure tomhændet. Det er noget andet at “kigge med fingrene” i forhold til at kigge på en hjemmeside, og befinder du dig i Aalborg, kan jeg varmt anbefale dig at svinge forbi Klitgaard Ure, som du kan læse mere om her.