Hvis du spørger mig, er et par flotte, lækre kvalitetssko det, der for alvor skaber et godt helhedsindtryk af en mands fremtoning. Du kan være nok så nydeligt klædt på, men er der sjusket med valget af sko, falder det hele i mine øjne til jorden. Ud over at signalere, at du ved, hvad god kvalitet er, forkæler du også dine fødder i langt højere grad, fordi et par vellavede sko ganske enkelt er bedre at gå i. I denne skoguide giver jeg mit bud på, hvilke sko du bør sigte efter at føje til din garderobe.
Det er ikke uden en vis usikkerhed og tøven, at jeg publicerer denne artikel, for feinschmeckeren.dk er først og fremmest en side om gastronomi, og det skal der ikke laves om på; men det er jo mit site, og jeg har længe haft kløen i fingrene efter at skrive om en anden af mine store passioner: klassisk herreekvipering. Siden begyndelsen af mine 20’ere har jeg regelmæssigt båret butterfly om halsen, når jeg har skullet ud at spise, til vinsmagning eller en hvilken som helst anledning, der lægger op til, at man gør lidt ud af sig selv. Det gør de fleste anledninger i øvrigt, og det er altså værre at være underdressed end overdressed, hvis du spørger mig. Jeg håber, at du vil tage godt imod dette første indlæg af forhåbentlig mange. Jeg lover, at der også bliver masser af mad- og vinstof fremover.
Tilbage til fodtøjet, som denne artikel skal handle om. Jeg skrev min første artikel om kvalitetssko for godt 10 år siden til den nu hedengange Årbog for feinschmeckere, og her fik jeg for alvor øjnene op for det gode fodtøj. Det er en sand jungle, man begiver sig ud i, når man skal købe nye sko, og selv med gode intentioner kan det gå galt. Der er nemlig mange af de kendte modebrands, som anses for at producere kvalitet, der også producerer sko. Det kunne være Hugo Boss, Tiger of Sweden eller noget tredje. Sagen er bare, at overlæderet og skoens sål i langt de fleste sko fra modebrands er limet sammen. Det er der – fra deres side – en god grund til: Skoen bliver billigere at producere. For kunden, altså dig, betyder det til gengæld, at skoene er lige til at skrotte, når sålen på et eller andet tidspunkt slipper eller bliver slidt ned. Sådanne sko kan fra de dyre brands sagtens koste 2.-3.000 kroner, og det er alligevel også en slags penge.
Gå efter randsyede sko
En kvalitetssko koster som udgangspunkt mere i førstegangsydelse, men på den lange bane kan den tjene sig selv hjem mange gange, fordi du kan få sat en ny sål på, når den gamle er slidt ned. Så kan du pludselig have glæde af dine sko i 10, 20 og måske endda 30 år, såfremt du plejer overlæderet undervejs. Som udgangspunkt bør du altid gå efter såkaldt randsyede sko. På en randsyet sko er overlæder og sål syet sammen med kraftig tråd, som holder delene sammen. På ydersiden af overdelen og indersålen syr man en ekstra læderrand, som forbinder overlæder og ydersål, hvilket både giver en holdbar konstruktion og øget komfort. På randsyede sko står der ofte “Goodyear welted”, hvilket er blevet et synonym for randsyning, selv om det i virkeligheden refererer til en særlig maskine opfundet af Charles Goodyear, som gjorde det muligt at randsy sko på maskine i stedet for i hånden. At skoene er randsyet på maskine frem for i hånden betyder dog ikke, at kvaliteten er ringere af den grund, men det betyder noget for den endelig pris, at en maskine kan gøre arbejdet væsentligt hurtigere.
Læs også: Weingut Zilliken mestrer syre, sødme og frugt
Randsyede sko kan koste alt fra cirka 1.200 kroner til 30.-40.000 kroner, afhængig af hvilken skofabrikant man vælger. Får man eksempelvis syet sine sko efter mål hos engelske John Lobb, som regnes for at være den bedste af de bedste, skal man virkelig grave dybt i lommerne, mens man sagtens kan finde rigtig gode, prisvenlige alternativer, hvor prisen først og fremmest er holdt nede, fordi skoene bliver produceret i eksempelvis Kina, Indien eller Sydøstasien, hvor omkostningerne til lønninger er væsentligt lavere. Det betyder, at man som fabrikant fortsat kan vælge materialer af god kvalitet, som ofte kan leve op til kvaliteten i sko til 4.-5.000 kroner på en lang række områder.
I den billige afdeling har jeg haft gode erfaringer med franske Loding såvel som spanske Meermin, der begger sælger randsyede sko til små 1.500 kroner. Går man et hak op, har jeg også gode erfaringer med Loake og dennes 1880-linje, som er producentens topserie. Går man op i 4.-5.000-kronersklassen, har jeg gennem flere år været rigtig glad for Church’s, som fortsat designes og produceres i Englands skomekka, byen Northhampton. Onde tunger vil sige, at Church’s, som James Bond har båret i mange af de ikoniske film, ikke har været det samme, siden Prada for nogle år siden købte dem, men faktum er altså, at skoene fortsat produceres i England. I samme prisklasse er et mærke som Crockett & Jones også værd at anbefale. De holder ligeledes til i Northhampton.
Tip – køb skoene brugt
4.-5.000 kroner er afgjort mange penge for et par sko, men se på det som en langsigtet investering. Desuden vil man også ofte kunne finde eksempelvis Crockett & Jones og Church’s på henholdsvis sommer- og vinterudsalg, og der er ofte mange penge at spare.
Et andet tip, som jeg ikke skammer mig over selv at gøre brug af, er at købe skoene brugt. På eksempelvis Den Blå Avis kan man finde sko fra de førnævnte mærker i flot stand til særdeles gode priser, fordi sælger eksempelvis har købt dem for små eller store, eller at stilen i sidste ende ikke har passet til ham, og fordi efterspørgslen på sko af denne kvalitet trods alt ikke er voldsomt stor, kan man typisk få dem til en rigtig god pris. Jeg vil dog understrege, at det ved køb af brugte sko er vigtigt, at der er tale om næsten ubrugte sko, for gode sko former sig efter sin ejermands fod, og hvis den forhenværende ejer har gået dem for meget til, kommer de aldrig til at sidde godt på dine fødder.
Mange forskellige typer
Der er som bekendt ingen love, der bekendtgør, hvad der er korrekt og forkert fodtøj, men der er dog nogle skotyper, som traditionelt anses for at være de klassiske valg til forskellige anledninger. Inden for de klassiske skotyper er der dog nogle klassikere, som er gode at have i garderoben, fordi de dækker de fleste behov, der måtte opstå, når vi taler klassisk påklædning. Dykker man ned i den litteratur, der beskriver klassisk herreekvipering, er der nogle ret klare regler for, hvad man bør, og hvad man skal holde sig fra, men der skal også være plads til, at ens personlighed kan komme til udtryk, så man ikke ligner en skoledreng, der er tvunget i obligatorisk uniform. Jeg har fundet fem par sko fra min egen samling, som efter min mening kan tjene som inspiration for dine fremtidige skokøb.
Sorte oxford-sko
Oxford-skoen er den mest formelle skotype på markedet. Den er først og fremmest kendetegnet ved en lukket snøring, som i modsætningen til en åben snøring har snørebåndshullerne siddende direkte i læderet. Den mest udbredte oxford-sko er den såkaldte cap-toe, som er kendetegnet ved et eksta lag læder på skosnuden med en diskret syning på tværs. Man bør have et par sorte cap-toe-oxford-sko i sin garderobe. De er perfekte til formelle forretningssammenhænge, festlige begivenheder, der kræver mørkt jakkesæt, begravelser og lignende. Er man blevet glad for sine cap-toes, kan man udvide med et par i mørkebrun, som er en tand mindre formelle end de sorte.
Monk straps
Denne sko er først og fremmest kendetegnet ved at have spændelukning frem for snørebånd. Den mest klassiske udgave har ét spænde, men mange modeller kommer med to spænder, hvilket også er helt og aldeles legitimt. Monk straps er en af mine absolutte favoritter i garderoben. For mig signalerer den, at man som mand tør at gå imod konventionerne, uden at det bliver flamboyant eller larmende. Ydermere er de særdeles praktiske, fordi er meget hurtige at tage af og på. Jeg har både par i glat læder og ruskind, men skulle jeg anbefale dig ét par at begynde med, ville det være et par relativt mørkbrune af slagsen med glat overflade uden mønster. Derfra kan man altid bygge på med flere forskellige slags.
Brogues
I disse tider med højteknologisk fodtøj kan det være svært at forestille sig, at brogue-skoen oprindeligt fungerede som en praktisk sko for skottere og irere, som bevægede sig rundt i det våde højland. “Brogue” refererer til mønsteret på skoen, de mange små perforeringer i større eller mindre antal, og formålet var rent faktisk at lukke vandet ud, så fødderne ikke svømmede over inde i skoene. I dag har mønstret udelukkende en dekorativ funktion, men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, regnes brogues for at være en relativt uformel sko på grund af sit historiske opgav. Det betyder dog ikke, at man skal holde sig fra at trække i et par brogues i forbindelse med særlige anledninger, for der er indiskutabelt tale om en stilfuld, klassisk sko. Dog går den ikke til smoking, kjolesæt eller lignende. Der findes mange forskellige mønstre inden for brogue-genren, men den mest klassiske er den, som har et bånd af perforeringer, der former et M eller W ude på skoens front, og de fleste har ligeledes et hullet mønster helt ude på skosnuden. Hvis båndet af perforeringer fortsætter hele vejen rundt langt siderne og hælen, kaldes skoen for en longwing brogue.
Ruskind
Ruskind er naturligvis først og fremmest kendetegnet ved at være lavet af det bløde, pelsede ruskind, med derudover kommer skoene i et hav af udgaver fra glatte oxfords til brogues og monk straps. Et par ruskindssko er mindre formelle og går strålende til et par chinos eller jeans. Jeg er personligt rigtig glad for mine double monk straps, som byder på masser af elegance, samtidig med at de kan anvendes i mindre formelle sammenhænge.
Sko med gummisål
Specielt i et fugtigt klima som det danske er det godt at have et par pæne sko med gummisåler på. Lædersåler har ikke godt af al for megen fugt, og der ydermore strøet salt på vejene, bliver det for alvor slemt. Mange får påmonteret en tynd slidsål af gummi på deres pæne sko, som primært beskytter mod nedslidning af lædersålen, men skal man for alvor være på den sikre side i vådt føre, skal der en reel gummisål til. Disse er ligeledes mere skridsikre i vådt føre, og de er ligeledes mere hårdføre. Disse tykkere gummisåler giver skoene et mere rustikt udseende, som gør dem mindre velegnede til formelle anledninger, men der er intet i vejen for at bære dem til et par chinos og en blazer eksempelvis.
Tip – køb skoene brugt
Det kræver ikke de store matematikkundskaber at regne ud, at det hurtigt løber op i 15.-20.000 kroner at tilegne sig ovenstående sko fra de rigtige fabrikanter. Heldigvis er denne liste blot vejledende, og derudover er det bestemt ikke nødvendigt at købe alle skoene på én gang. Det tager tid at bygge en god garderobe op, og det handler om at nyde processen.
Et tip, jeg her vil give fra mig, og som jeg selv bruger i stor stil, er at købe skoene brugt. Af og til lander der guld på eksempelvis dba.dk, og så handler det bare om at slå til. Det er også muligt at gøre gode køb på udsalg hos eksempelvis Troelstrup og Hartung, som begge fører flere af de førnævnte mærker.
Vil man gerne have skoene fra ny uden at have de fornødne ressourcer til at betale 3.-4.000 kroner for et par sko, kan jeg anbefale, at man kigger i retning af nogle af de fabrikanter, som gør sig i kvalitetsmaterialer, som så til gengæld bliver sat sammen i lande, hvor produktionsomkostningerne er væsentligt lavere. Det drejer sig eksempelvis om mærkerne Meermin og Loding fra henholdsvis Spanien og Frankrig.
Uanset hvad håber jeg, at denne artikel har givet dig lyst til at købe et par lækre kvalitetssko – de gør en forskel, og du vil takke dig selv mange gange for at have bevæget dig ind i dette fantastiske univers.
Links til de viste skomærker i artiklen
- Loake 1880 kan blandt andet købes hos Herrernes Magasin og Care of Carl.
- Vass kan købes i butikken i Budapest eller i deres webshop.
- Church’s kan bland andet løbes hos Troelstrup, Hartung og hos Church’s i Illum
- Loding har primært fysiske butikker i Frankrig, og derudover kan man bestille via deres webshop.
Jeg håber, at du har sat pris på denne skoguide, og at den kan fungere som inspiration forud for dit næste køb af sko.