Velkommen til Klassisk 65.
”Kan vi trække den til klokken 21?”, spørger tjeneren i telefonen, da jeg ringer denne onsdag efter Aarhus Festuge, som kunne få én til at tro, at der ville være ro på de aarhusianske restaurantgængere.
Er man ubekendt med historikken omkring Klassisk 65 i Jægergårdsgade, er det uforståeligt, at en restaurant er nødt til at bede potentielle gæster om at vente til klokken 21 på en hverdag, men sådan er det her. Da vi ankommer, ser vi, at et selskab optager den ene halvdel af restauranten, mens den anden del er fyldt til randen, hvilket betyder, at den ene dør er blokeret, fordi et par er blevet placeret lige indenfor denne i mangel på plads. Vi går ind den anden vej og bliver placeret ved vores lille bord.
Læs også: Anmeldelse af Restaurant ET
I teorien er meget forkert. Man sidder tæt, bordene er små, belysningen er begrænset, og man må flere steder smyge sig rundt for at komme forbi hinanden. Det er i flere anmeldelser blevet kritiseret, hvilket i undertegnedes øjne mere er et tegn på anmeldernes manglende forståelse for stedet frem for restauratørens evner til at indrette et spisested. Charmen er netop, at man sidder tæt, kan tale med gæsterne ved nabobordet, og at man fornemmer, at der er gang i forretningen.
Klassisk 65 ejes af Søren Andreasen, der gennem årene er blevet en personlighed i Aarhus på grund af sin store charme, udstråling og sans for det gode måltid uden fine fornemmelser og snobberi. Resultatet er, at folk kommer igen og igen, og hvis du overvejer et besøg på ”bistroen”, som den også kaldes af de indfødte, bør du bestille bord i forvejen.
Læs også: Anmeldelse af CANblau – lækre tapas i Aarhus
Klassisk fransk
Klassisk 65 har sit navn af to simple årsager: Adressen er Jægersgårdsgade 65, og maden er klassisk fransk bistrostil. Med det på plads er vi klar til at se på maden. Menukortet byder på et pænt udvalg af de franske klassikere, som kan vælges a la carte. Alternativt er der muligheden for “Dagens Bondemenu” med tre retter til 290 kroner. Min medspiser og jeg var denne aften i tapashumør og ønskede derfor at dykke ned i forretterne med henblik på at dele. Det var der ingen problemer i, og i løbet af 10 minutter stod de første tre retter, pate de campagne, terrine de foie gras og snegle, foran os.
Sneglene (85 kroner) ankom, som de bør, i den lille ”gryde”, som minder om en miniatureæbleskivepande med plads til seks snegle, der badede i en gratinering af smør, hvidløg, persille og brødkrummer. De små bløddyr havde perfekt bid og saftighed, og gratineringen var præcist komponeret, således at alle elementer kunne smages, hvilket bestemt ikke er nogen selvfølge. Systematisk blev stykker af brød placeret i hullerne, når en snegl blev taget op, således at intet af denne velsmag skulle gå til spilde.
Det fornævnte brød skal i øvrigt fremhæves for at være flot tilsmagt med salt, hvilket løfter brødets smag markant, og med en aioli, der smagte herligt af hvidløg, havde vi det fortrinligt.
Snegle på helt klassisk vis. Pokkers velsmagende.
Paté de campagnen (90 kroner), på dansk landpaté, havde en grov struktur, der gav noget at tygge på og et lag af bacon, som gav dybde. Patéen var let sødlig, hvorfor den grove, halvstærke sennep og de sur/salte cornichoner udgjorde et perfekt tilbehør. Endnu en ærkeklassisk servering, der ikke var en finger at sætte på.
Paté de campagne i helt simpel udgave, som du får den i Frankrig. Dejlig grov struktur.
Flittige læsere vil vide, at jeg har et hedt kærlighedsforhold til foie gras, hvad enten det er som terrin eller i stegt form. Her fik vi terrinen (110 kroner), der igen brillerede med en god struktur, der var blød og cremet men også havde stykker af foie gras i sig. Den blev serveret helt simpelt med groft havsalt på toppen, en dybt indkogt balsamico og ristede skiver brioche. En glimrende terrine men vi savnede en lidt mere markant smag fra alkoholen, som ud over smagen i sig selv tjener det formål at bringe en let bitterhed til den fedmefulde ret.
Intet overflødigt i denne servering. Et lidt mere rundhåndet skvæt alkohol havde fået terrinen helt i mål.
Denne aften ønskede vi blot at få et enkelt glas vin, og ud fra vores valg af retter anbefalede den dygtige restaurantchef, Jens-Jakob Brodersen, at vi snuppede et glas 2011 Meursault Les Casse-Têtes fra producenten Domaine Chavy-Chouet i Bourgogne (105,-). Den var mere rank og frisk end de fleste meursaulter, som typisk er præget af en vis fedme. Den slanke vin bød på noter af citrus og æble i næsen, mens den i munden havde en velintegreret syre og mineralitet, der gjorde vinen til et alle tiders valg til maden, som havde godt af et frisk modspil. På Klassisk 65 holder de sig i øvrigt for fine til de fedtede bundskjuleropskænkninger, som flere og flere københavnske restauranter og vinbarer har fået for vane at servere.
Læs også: Anmeldelse af Mefisto – velsmag i al sin enkelthed
Frisk og rank meursault, der gik godt til vores retter.
Ekstraordinær tatar-research
På trods af den proteinrige forretsrunde kunne vi ikke komme uden om Klassisk 65s tatar (180 kroner), som er en hel historie i sig selv. For et par år siden tog Søren Andreasen sine ansatte med til Paris i jagten på den bedste tatar. 20 steder blev besøgt, og favoritten fandt de i nærheden af banegården Gare du Nord. På Klassisk 65 tilføjer de et ekstra lag til retten ved at røre den ved bordet. Jens-Jakob Brodersen stod selv for tilberedningen, der blandt andet bød på hele kapers, finthakkede løg, tabasco og æggeblomme (nej, selvfølgelig ikke en tam pasteuriseret én). Klassisk 65 benytter sig af irsk oksemørbrad af den simple årsag, at irerne har lov til at modne deres kød længere, end vi har, og dermed får kødet mere smag.
Det er sjældent, at en tatar røres ved bordet, og det er en skam.
I den endelig ret resulterede det i en udsøgt dyb kødsmag med skudefulde af umami. Tilsmagningen sad lige i skabet med en perfekt saltning og et potent skud friskkværnet peber. Valget om at bruge hele kapers fandt jeg helt rigtigt, eftersom de i hakket form har en tendens til at ”smelte” ud i kødet og overdøve det samlede billede. Klassisk 65 serverer indbegrebet af en god rørt tatar. Sidevognen bestod af spæde salatblade vendt med balsamico og grove pommes frites, der havde et sprødt ydre, et blødt indre og masser af smag. Bortset fra en lidt ujævn saltning, hvilket gjorde de nederste fritter meget salte, var det en meget vellykket portion pommes frites.
Helt simpelt udtryk. Smagen sad lige i skabet med masser af friskkværnet peber.
Lækre grovfritter med masser af smag.
Ude af stand til at spise mere sprang vi desserterne over denne aften, hvilket giver et stærkt incitament til at komme tilbage snarest. Hofnummeret er crêpes suzette, der naturligvis flamberes ved bordet, så de appelsinmarinerede pandekager kommer vi ikke uden om næste gang. Vores regning landede samlet på 730 kroner, hvilket er yderst rimeligt.
Læs også: Anmeldelse af toprestauranten Frederikshøj
Skulle det ikke fremgå af ovenstående, er der blot tilbage at slå fast, at Klassisk 65 er autentisk fransk bistro, når det er bedst. Den hører til i det skarpe felt af franske bistroer i Aarhus med Restaurant ET, Mefisto og TGV Café. Priserne ligger også på nogenlunde samme niveau, og det kan man ikke sige noget til. Stedet oser af personlighed, sans for kvalitet og et ønske fra personalet om at give noget af sig selv, for at du kan få en god oplevelse. Det er ikke noget mysterium, at Klassisk 65 altid er fyldt til randen med glade mennesker.
Klassisk 65
Jægergårdsgade 65
8000 Aarhus
Hjemmeside
