Anmeldelse: Restaurant Kaptajn har skuden på ret kurs

Anmeldelser 23. august, 2018 0 Kommentarer

Der er fortsat masser af liv på den københavnske restaurantscene, hvad enten vi taler street food, gourmet eller lige midt imellem. Og netop i mellemklassen fik København tidligere på året endnu en tilføjelse i form af Restaurant Kaptajn, der drives af folkene bag Ancestrale Vinbar, som jeg tidligere har skamrost her på siden. Restaurant Kaptajn har ikke havudsigt, men næsten: Den ligger placeret ved Søerne på nørrebrosiden af Fredensbro, og selv om der kan være en del trafik, er det hyggeligt at kunne kigge på vandet og de mange fodgængere, motionister og cyklister, der bevæger sig forbi.

restaurant kaptajn

Aftenens siddeplads lige ud til Søerne.

Vinstilen er den samme som på Ancestrale, hvilket betyder, at der fokuseres på naturvin fra små producenter såsom Gut Oggau og Sebastien Riffault. Mens Ancestrale er en vinbar, der serverer rigtig god mad, er Restaurant Kaptajn en decideret restaurant med flere siddepladser og en større menu, og en varm augustaften tog jeg forbi for at se, om kaptajnens skude var på rette kurs.

Terrassen har en flot bar med fristende naturvine i rigelige mængder.

Vi fik plads på den hyggelige terrasse, hvorfra vi kunne følge med i livet ved Søerne fra første parket. Vi blev hurtigt udstyret med glimrende champagne fra producenten Piollot, og dertil fik vi tre østers hver serveret med citron og sort peber; enkelt, lækkert og maritimt. Der kom også særdeles vellykket surdejsbrød med sprød skorpe og sej, våd krumme på bordet, og dertil var der pisket brunet smør, der ligeledes var svært at holde fingrene fra.

restaurant kaptajn

Østers med sort peber.

Lækkert brød og ditto smør.

Læs også: Tostjernede Kadeau har for alvor fundet sit sprog

Menuen byder på syv retter, der koster mellem 95 og 120 kroner. Der er ligeledes en fire- og seksrettersmenu til henholdsvis 395 og 545 kroner. Vi hoppede på sidstnævne og lagde ud med zucchini, der var henholdsvis råmarineret og hårdt stegt. De tynde bånd lå på en delikat ærtepuré tilsmagt med mynte, og øverst var der revet høost fra Naturmælk. Således stod det klart, at Restaurant Kaptajn dyrker det samme, enkle udtryk som Ancestrale med tre til fire elementer på tallerkenen, og også her lykkedes det glimrende med en god balance mellem myntens friskhed, ærternes sødme og ostens fedme og umami.

Zucchini, mynte og ærter.

Der var heller ikke meget at beklage sig over ved næste servering, der stod på tatar med brødcrumble, en intenst smagende pebermayonnaise og halvtørrede tomater. Det smagte friskt, lækkert og intenst, og jeg tænker, at køkkenet på Restaurant Kaptajn sender en venlig tanke til Restaurant Uformel, der netop er kendt for deres tatar med stort set samme indhold. Til tataren drak vi en levende savagnin fra Domaine des Cavarodes i Jura med delikate nøddetoner, der passede godt til kødet.

Tatar med halvtørrede tomater og sort pebermayonnaise.

Mindre overbevisende var næste servering, der havde nye kartofler som fundament. Nye eller ej – de var hårde og tørre og havde for en halvsamsing som mig ikke meget med nye kartofler at gøre. Den flødebaserede sauce, den tørrede kelptang og salturten var ellers glimrende sammen, men oplevelsen af at sidde med bagekartoffel i munden ødelagde den samlede oplevelse.

restaurant kaptajn

Kartofler med kelp og salturt – flankeret af ren og saftig hvidvin fra Gut Oggau.

Desværre var næste ret heller ikke videre interessant. Det drejede sig om fire små stykker onglet, der var saftigt og nydeligt stegt, og som lå sammen med sølvbede i puréret og sauteret form med en smule estragon. Her balancerede vi lige på kanten mellem enkelt og banalt, og eftersom at smagskombinationen ikke var interessant nok, tippede retten til den forkerte side.

Onglet, sølvbede og estragon.

Til gengæld elskede vi vinen, der ledsagede vores kød. Den var fra Crozes-Hermitage i Nordrhone, hed C’est le Printemps 2017 og var lavet af R. J. Dard & F. Ribo. Sikken frugtbombe med stor generøsitet og det rigtige mængde animalske toner, som vin fra Nordrhone gerne må have. Den kom tilmed i magnumflaske, hvilket både er festligt og teknisk set bedre for vinen.

Saftig, frugtig crozes-hermitage.

Læs også: Naturvin – elsket og hadet

Vi sneg også lidt ost ind. Det drejede sig om hvid benedict, som køkkenet havde forsynet med trøffel i midten, thybo og sort grube, alle fra Thise Mejeri; tre velvalgte oste, der blev serveret med en glimrende hybenkompot og mere af det dejlige brød.

Tre gode oste med hybenkompot.

Vi rundede middagen af med en fin dessert baseret på stikkelsbær, citronverbena og mandelcrumble. På crumblen lå en frisk, syrlig stikkelsbærsorbet toppet med sprøde marengsflager smagt til med citronverbena, og det smagte af sommer og efterlod os med en behagelig, let fornemmelse i maven.

Stikkelsbær, citronverbena og crumble.

Lækker karamel til kaffen med et sejt bid og skøn kontrast fra saltflagerne på toppen.

Vind i sejlene
Således sluttede en aften spækket med dejlige naturvine og god mad. Jeg var ikke lige begejstret for samtlige retter på Restaurant Kaptajn. Nogle formåede takket være flotte kombinationer at slå igennem, mens andre kunne trænge til en ekstra tur i udviklingskøkkenet. Når man har så få komponenter på tallerkenen, går det ikke, at eksempelvis kartoflerne ikke sidder lige i skabet. Jeg ved dog også, at Restaurant Kaptajn har skiftet køkkenchef for relativt nyligt, og når han har fundet sit fodfæste, tror jeg på, at man vil kunne opleve en stabil, velsmagende menu. Der er tale om en lækker restaurant med god smag, både inde og ude, og er man fan af naturvin eller bare nysgerrig på at lære mere, er Restaurant Kaptajn et oplagt sted at tage hen. De har hjertet på rette sted, råvarerne er overordnet set af god kvalitet, og så er det hyggeligt at sidde ved siden af de mange mennesker, der bevæger sig langs Søerne.

Et kig indenfor.

Restaurant Kaptajn
Sortedam Dossering 45a
2200 København N
Web

feinschmeckeren.dk var inviteret af Restaurant Kaptajn.