For præcis et år siden åbnede grillbaren Grisen på Nørrebro, og det gik ikke stille for sig. Kokken, masterchefvinderen og spasmageren Umut Sakarya lagde hårdt ud med at uddele 500 gratis flæskestegssandwiches på åbningsdagen, og som prikken over i’et havde han overtalt selveste Pia Kjærsgaard til at klippe snoren over.
Der er ingen tvivl om, at Umut Sakarya har forståelse for de sociale medier. Han er her, der og alle vegne, og jeg må også blank indrømme, at det er genialt set af en mand med tyrkisk blod i årerne at åbne en grillbar med flæskesteg og -svær i stride strømme.
Dog tog det mig knap et år, før jeg fik taget mig sammen til at tage på Grisen. Det har ikke været af ond vilje, men jeg spiser ikke så meget grillbarmad, hvis jeg skal være ærlig; men eftersom konceptet er at tage klassikere såsom flæskestegtsandwich, bøfsandwich og hotdog og løfte dem til det niveau, som de burde være på – hjemmelavet fra ende til anden – bifalder jeg Grisens initiativ. Desværre er førnævnte klassikere blevet lig med tvivlsomme serveringer baseret på halv- og helfabrikata, men det hæver Grisen sig over. Det er ærlig mad, som man sagtens kan være bekendt at spise. Nu glæder jeg mig blot til den dag, hvor Umut Sakarya beslutter at gå over til økogris – så vil jublen ingen ende tage.
Anledning til mit besøg var, at vi havde besøg af et tysk vennepar på matriklen, og de skulle opleve noget, der var særegent for Danmark. Derfor droppede vi, efter et stykke sportkage på La Glace, forbi Grisen, så tysken kunne se, hvordan Schweinebraten ser ud på dansk. På en grillbar bestiller man naturligvis ikke bord, og på Grisen skal man vide, at specielt weekenderne er travle, og eftersom der bages 200 boller per dag, bør man ikke komme alt for sent.
Læs også: feinschmeckeren.dks guide til Nørrebro
Et sammensurium af dansk hygge
Indretningen på Grisen er et studie i små danskheder såsom kongeligt porcelæn, billeder af dronningen på langrend, Pia Kjærsgaard og selvfølgelig billeder af retterne, som det hører sig til på en grillbar. Interiøret udgøres primært at ubehandlet træ og et væld af forskellige stole og skamler fra den ene og den anden genbrugsbutik. Det er charmerende, og man har lyst til at blive hængende.
Læs også: opskrift på feinschmeckeren.dks gourmettatar
Altid en flabet bemærkning
Som nævnt i indledningen er Umut Sakarya lidt af en joker, og der gik ikke mange sekunder, før der stod fire medlidenhedsøl på bordet som en “trøst” for min tredjeplads i MasterChef – tak Umut! Øllen hedder i øvrigt Røvfuld, og den er brygget i samarbejde med Nørrebro Bryghus. Og man kan da også drikke sig røvfuld i den glimrende øl med frugtig humle og behersket bitterhedsniveau – bestemt 50 kroner værd. Dertil nød vi Grisens fremragende flæskesvær, der er sprøde, porøse og drysset med en blanding af salt, løg- og eddikepulver samt peber. Det er en kombi, der virker.
Velsmag, rigelige mængder og gode priser
I december vandt Grisen grillbarernes svar på en oscar, da deres bøfsandwich løb med titlen som årets bedste anno 2015, og det forstår jeg godt. Bøffen er saftig og stegt medium, sennepsmayonnaisen giver fedme og en anelse skarphed, mens de bløde løg og de syltede rødbeder giver sødme og syre. Og sovsen. Den må man ikke glemme. Den er glinser i lyset og er nærmest sort, naturligvis delvist takket være lidt kulør (som på en grillbar nærmest må være ok), men dens mørke væsen skyldes også brugen af rødvin, der sammen med en masse timian giver en smagsrig, intens sovs. Jeg kan til fulde forstå, at Grisen løb med titlen, og i den forbindelse på jeg ikke glemme bollen, der er sjældent luftig og saftig. Grisen anvender manitobamel, der på grund af sit høje glutenindhold skaber en bedre struktur i brødet. 55 kroner er en foræring! Har man i øvrigt mod på mere, kan man bestille The Beast med spejlæg, ekstra bøf og sovs for 85 kroner, og så skal man heller ikke have mere mad.
En anden stjerne er førnævnte flæskestegssandwich. Den kommer i samme bolle, har også sennepsmayonnaise og derudover en skive stegt flæskesteg, hjemmesyltet rødkål og syltede agurker samt de fremragende flæskesvær, der giver sprødhed i en hidtil ukendt grad. Den koster ligeledes 55 kroner, og det inkluderer rigelig stimulans af smagsløgene, og man blive mæt.
Er man mere til en hurtig bid, kan man prøve hotdoggen til 40 kroner. Kutteren rummer en pølse i svøb, mayonnaise, ristede og bløde løg, karse og syltede agurker. Her bliver pølsen for standardiseret, og det kunne blive en fremragende hotdog, hvis pølsen blev opgraderet, for resten spiller. Så kan de sagtens sætte prisen op til gengæld.
Valrhonachokolademousse
Der er én dessert, og det er den dyreste ret på kortet. 65 kroner koster chokolademoussen, der foruden flødeskum på toppen ikke er pyntet med alskens ligegyldigheder. Det er Umut Sakaryas altid smilende og imødekommende kæreste, Katrine Hjorth, der laver den, og det har hun helt styr på. Den er lavet på mørk chokolade fra Valrhona, og smagen er intens og dyb og ikke for sød. Teksturen er luftig uden at mangle substans – sådan skal en chokolademousse laves.
Alt i alt er Grisen et af de mest gennemførte spisesteder, jeg har oplevet, I København. Der er en skarp fornemmelse for detaljen, personalet er smilende, venligt og interesseret i at yde god service, og sammen med de strålende serveringer gør det Grisen til et sted, jeg har lyst til at vende tilbage til med jævne mellemrum. Tillykke med fødselsdagen, Umut og co.!
Bonusinfo 1: Grisen lægger an til at åbne Grisen 2 på Vesterbro, efter sigende i større lokaler, som vil lægge op til, at man kan blive hængende til en omgang bordfodbold og en ekstra runde Røvfuld.
Bonusinfo 2: Fra på mandag kan man også få jumboburger på Grisen.
Grisen
Fredensgade 5
2200 København N
Hjemmeside
Åbent alle dage fra 16.30 til 21.00, eller indtil der er udsolgt.