The Smoking Gun Pro – røg i køkkenet på den fede måde

Anmeldelser 7. november, 2018 0 Kommentarer

Sponsoreret indlæg i samarbejde med Witt A/S.

Jeg fortsætter min lille føljeton af gadgettests. For nogle uger siden var det den groteske og vidunderlige kogeplade The Control Freak, der stod for skud, og i dette indlæg ser jeg nærmere på et andet stykke køkken(lege)tøj, som kan give lidt ekstra kant til madlavningen. Det drejer sig The Smoking Gun Pro fra producenten Sage, en røgpistol, der kan give din mad et skud røg – på den gode måde.

the smoking gun pro
Det er denne, vi skal kigge nærmere på i dag.

Røgeffekterne har for alvor lagt deres slør over den danske restaurantscene i løbet af de seneste fem til ti år, og selv om trenden med at servere retter under et låg med røg indeni er på retræte, skal man ikke dømme The Smoking Gun Pro eller andre røgpistoler ude alt for hurtigt. Røg har haft sin plads i det nordiske køkken i hundredvis af år. Oprindeligt har det været en måde at præservere fødevarer på, inden man fik de kølemuligheder, vi har i dag, og i takt med udviklingen af denne metode har vi helt naturligt også fået smag for varer såsom røget laks, makrel, rygeost og skinke.

The Smoking Gun Pro er ikke ligefrem et redskab til konservering af fødevarer, for så meget røg skyder det lille aggregat trods alt heller ikke ud. Den kan dog give smagen af røg til en lang række fødevarer, som kan give madlavningen derhjemme et pift. Det kommer vi tilbage til.

Det første indtryk
Jeg har i en del år haft en røgpistol i køkkenet, og den har været et godt redskab, når en anelse røg har klædt en ret, jeg gerne ville lave. Min version fra Polyscience består primært af plastik. The Smoking Gun by Sage er også umiddelbart mest af plastik, når man ser den udefra, men når man tager den i hånden, mærker man, at der er tale om solidt kram. Den har tyngde og en god vægtfordeling i hånden, og så er fronten lavet af metal, hvilket også gør den mere robust, der hvor ilden rent faktisk skal antændes. I modsætning til min gamle udgave er foden indbygget i The Smoking Gun Pro, hvilket betyder, at du hurtigt kan stille den fra dig, hvis du skal bruge begge hænder til noget andet. Den står solidt plantet på bordet og virker meget pålidelig. En anden ting, jeg sætter pris på, er, at der er monteret et hoved i den ende af slangen, der skal ind i selve pistolen. Det gør det meget nemmere at montere slangen i forhold til den på min gamle version.

Der er god tyngde i The Smoking Gun Pro. Man har indtrykket af, at man står med kvalitet i hånden.

En anden god funktion er, at man kan skrue op og ned for mængden af røg ved hjælp af et nemt justerbart drejehjul på pistolen. Derudover sætter jeg også pris på “tragten”, hvori træspånerne skal ned, så man bedre kan ramme hullet, uden at spånerne lander alle mulige andre steder.
Alt i alt mærker man altså, at man har med et kvalitetsprodukt at gøre.

Drejehjulet er nemt at betjene og en smart feature.

Giver den røgede smag
Som nævnt skal man altså ikke forvente, at The Smoking Gun kan gøre det ud for en rygeovn. Røgen er kold, og den er således først og fremmest egnet til at give dine madvarer en smag af røg. Det er sådan set kun fantasien, der sætter grænser.

Et nemt sted at begynde med The Smoking Gun Pro er at arbejde med forskellige fede elementer, som røgen binder rigtig godt til. Det kan eksempelvis varmt anbefalet at give dit smør lidt røg, inden du laver din hollandaise, bearnaise eller lignende, hvis saucen skal have lidt mere power. Den mest effektive metode er at smelte noget smør i en gryde, betrække den med plastfilm, stikke hul i denne og så lede slangen ind. Her er det op til dig, hvor meget røg du vil give den, men alt fra nogle få sekunder vil give en effekt. Giver du den mere end ét minuts røg, kommer den til at smage intenst af røg. Slyng gerne gryden lidt, så røgen trænger ned i smørret. Hvis den færdige sauce ikke smager nok af røg, kan du give den et skud mere til sidst.

Så er der røg i køkkenet. Hvis der virkelig skal ryges igennem, kan det med fordel gøres udenfor!

Det samme kan gøres med smagsneutral olie til mayonnaise. Det kan eksempelvis anbefales til en god kartoffelmad, stegt torskerogn eller lignende.

Røget mayonnaise er et hit til mange ting.

Ost, der som bekendt også indeholder en del fedt, er også glimrende til at absorbere smagen af røg. Prøv at give din yndlingsost en tur med røgpistolen i en skål eller under en klokke, inden du serverer den. Det giver en delikat røget karakter til ostebordet, som varmt kan anbefales.

Hvis du ikke har smagt røget ost, bør du gøre det. Det smager godt!

Det er også meget nemt at lave hjemmelavede røgede mandler. Rist nogle mandler på en tør pande, hæld soja og lidt vand ved, og lad det glacere mandlerne. Kom mandlerne i en skål dækket med film, og giv mandlerne et minuts røg, og lad dem trække under filmen indtil brug.

Røgede sojamandler – nemt!

The Smoking Gun Pro er også eminent til at give kammuslinger, fersk makrel eller andre former for fisk og skaldyr et røget præg. Rimmet fisk tager bestemt ikke skade af en smule røg.

Husholdningsfilm er godt at have ved hånden.

Et sjovt stykke legetøj
The Smoking Gun Pro er selvsagt ikke et køkkenredskab, der er livsnødvendigt i et køkken, men det åbner op for nogle gode muligheder for at præge din mad i en ny retning. Jeg betragter det som et sjovt stykke legetøj, der kan give et overraskende pift til min mad, ikke mindst når jeg har gæster.
Foruden selve røgpistolen følger der to bøtter med træspåner med, henholdsvis æbletræ og hickory. Sæt med andre træspåner kan tilkøbes, og man kan selvfølgelig også lave sine egne, hvis man eksempelvis har frugttræer i haven. The Smoking Gun Pro har en vejledende pris på 1.499 kroner, og nærmeste forhandler oplyses via Witt A/S.