Tilbage i 70’erne var der ikke megen rift om vinene fra området Ribera del Duero, som ligger i den nordspanske region Castilla Y Leon, men i dag er området kendt for at producere nogle af Spaniens bedste rødvine, som hovedsagligt laves på druen tempranillo.
Af Rasmus Palsgård Foto Rasmus Palsgård og Den Spanske Stats Turistbureau
Goldt. Vejrmæssigt omskifteligt. Langt til kysten. Egenskaber, der beskriver den nordspanske region Castilla y Leon, og som ikke klinger med solkysten, badeferie og drinks. Selv for vininteresserede var der ikke meget at komme efter for 30-40 år siden, men det har ændret sig. I dag er Ribera del Duero et sprudlende vinområde, som producerer nogle af Spaniens største vine.
Der er frodige vinplanter i forgrunden, mens baggrunden afslører et mere goldt landskab.
Et af Ribera del Dueros og Spaniens mest berømte vinhuse Vega Sicilia, som blev etableret i 1864, var ikke nok til at sætte fokus på området; det var først, da Alejandro Fernandez, manden bag Pesquera – ét af de bedste og mest kendte vinhuse i Ribera del Duero – i 1972 plantede tempranillo-stokke på sine vinmarker, at der begyndte at ske noget. Han gik imod Rioja-områdets dengang meget fadprægede vine ved at lave nogle kraftige, frugtrige vine. Disse blev godt modtaget i både Spanien og udlandet, og det satte gang i en øget vinproduktion i Ribera del Duero, og i 1982 fik området D.O.-betegnelsen (Denominación de Origen), som svarer til den franske områdecertificering AOC.
Netop tempranillo-druen anses af mange for at være Spaniens røde nationaldrue, og i Ribera del Duero kaldes den også tinta del país – landets drue. For at en Ribera-producent kan benytte DO-mærket, skal 75 procent af vinen i hver enkelt flaske komme fra tempranillo. De yderligere druesorter er typisk malbec og to af de klassiske bordeaux-druer cabernet sauvignon og merlot.
Ved besøg hos vinproducenter og -forretninger i området er tempranillo oftest på folks læber; det er tydeligt, at druen betyder meget for Ribera del Dueros identitet i den hastige fremdrift, der har været.
Netop høstede tempranillo-druer i landsbyen Valbuena de Duero.
Der arbejdes i markerne.
Barskt klima giver intensitet
Tempranillo er en hårdfør druetype, og derfor trives den godt i det nordlige Spanien, hvor vejret er mere barskt, og hvor jorden er præget af slette. Om sommeren er dagtimerne meget varme med masser af sol, mens nætterne er kølige. Det omskiftelige vejr udfordrer druerne; de er forholdsvis små, men meget intense i både smag og farve. Temperaturen om sommeren i dagtimerne, der kan nå over 38 grader, sikrer den modne frugtkarakter, mens de kolde nætter med ned til seks grader sørger for den nødvendige syreholdighed. Tilsammen giver det en afbalanceret vin. Temperaturforskellene forstærkes af, at Ribera del Duero er det vinområde i Europa, der ligger i den største gennemsnitshøjde – vinmarkerne ligger ca. 700-800 meter over jordens vandoverflade.
Duero-floden, der har lagt navn til området. Floden løber ind i Portugal, hvor den hedder Douro.
Krydret blodpølse og mælkelam
Vinene fra Ribera del Duero er generelt kraftige med en stor fylde. Det kræver mad, som ikke blegner i vinens selskab. I Castilla y Leon har maden også en vis karakter med tapas, ofte i form af de friterede croquettas med skinke eller svampe samt deres blødpølse morcilla med masser af spidskommen og paprika. Den krydrede mad – ofte med masser af rosmarin, salvie og timian – passer godt til de kraftige, krydrede vine. Ligeså gør de grillede grøntsager og store bøffer. Saft og kraft er i det hele taget et vigtigt nøgleord for maden fra dette område.
En særlig egnsret er cordero lechal eller lechazo – mælkelam – som er et fire til seks uger gammelt lam, der kun har levet af sin mors mælk, når det bliver slagtet. Det er ekstremt mørt med en yderst delikat, mild smag af lam. Traditionelt tilberedes det udelukkende med salt i lerovn. Der tilsættes vand undervejs, som i ledtog med lammets saft danner en fantastisk sky. Faktisk er cordero lechal en D.O.-certificeret råvare fra Nordspanien, og ofte serveres lammet med et mærkat om anklen.
Cordero lechal in the making.
Til vinterens simreretter med fx kalve- og svinekæber med dybde og fylde er Ribera-vinene særdeles velegnede. Især reserva og gran reserva klæder disse mørkere retter, mens joven og crianza klarer sig godt i selskab med fjerkræ, tapas og charcuteri.
Uanset om du bryder dig om krydret blodpølse og babylam eller ej, er der rigeligt med muligheder for at nyde vinene fra Ribera del Duero sammen med mad, du holder af. Vinenes store ”krop” gør, at de også klarer sig fint på egen hånd – både når du er alene eller i godt selskab.
Croquettas er en typisk spise i Spanien, og fyldet varieres med alt fra fisk til svampe og skinke.
De forskellige lagringstyper
For rødvinene findes der fire lagringsklassifikationer – find dem på flaskens etikette:
Joven: Er den yngste type, som ofte rammer markedet få måneder efter høsten. Joven Roble er en version, der har ligget tre til seks måneder på egetræsfade, inden den frigives. Vinens unge alder og det faktum, at den ikke lagrer på træfade, gør, at den har en ren, frisk smag af frugt. Joven er spaniernes foretrukne bordvin pga. sin lethed og billige pris.
Crianza: Lagrer i to år, før den må frigives. Heraf skal minimum 12 måneder være på egetræsfade. Crianza er en forholdsvis kraftig vin med masser af frugt, mens fadlagringen også har sat sine spor, ofte med noter af vanille, lakrids, kakao og kaffe.
Reserva: Lagrer i tre år, hvoraf 12 måneder skal foregå på egetræsfade. Efter fadlagringen kommes vinen på flasker, som placeres i vinkældrene. De er klar til at blive drukket, når de kommer på markedet, men tager ikke skade af at ligge nogle år. Den længere fadlagring giver vinene intensitet og kraft med tydelige noter af vanille, lakrids, læder, kaffe og kakao, mens frugten primært er mørke bær.
Gran Reserva: Laves af de bedste druer, og den produceres kun i år, hvor høsten har den rigtige kvalitet. Den lagrer minimum fem år, hvor mindst to år foregår på egetræsfade, som efterfølges af lagring på flaske.
Gran Reserva er den kraftigste af vinene med mest struktur og kompleksitet i form af førnævnte smags- og duftnoter. Gran Reserva er den af de fire typer, som har mest lagringspotentiale, efter at de er kommet på markedet.
Rosado: Områdets rosévin, som fermenterer uden skallerne, som er den del af druen, der afgiver mest farve. Vinene sendes på markedet kort efter høsten. De er forfriskende med noter af hindbær og andre lyse bærtyper.
Hvidvinsproduktion forekommer stort set ikke i dette område. Albillo er den eneste grønne drue i Ribera del Duero, og den smule vin, der produceres på denne, nydes lokalt i området og eksporteres ikke. Fokus i opbygningen af området har været på tempranillo, og kun rødvine kan opnå D.O.-status i Ribera del Duero.
Ruta del Vino
Lige som andre steder i Spanien har Ribera del Duero en vinrute, Ruta del Vino. Den guider dig til områdets vinproducenter, som tilbyder rundvisninger, smagninger og mulighed for køb af deres vine. Nogle af producenternes faciliteter er gamle og klassiske, mens andre er nye og moderne. I sidstnævnte kategori bør Bodegas Portia nævnes. Huset hører under den enorme Faustino Group, som er mest kendt for sine Rioja-vine. Om Portias bygninger, der er tegnet af den verdensberømte arkitekt Norman Foster, er smukke eller blot mærkelige, må andre bedømme; men specielle er de i hvert fald. Vinhuset er bygget ind i en stor høj og ligger delvist under og over jorden. Hele vejen rundt langs jorden findes et glasparti, som lyser violet/rødt, når dagslys rammer det. Det gør, at man indefra hele tiden kan se, om vinen og én selv befinder sig over eller under jorden. Et meget specielt byggeri, som er et besøg værd, hvis man vil se noget, der virkelig er anderledes.
I den anden grøft finder man Bodegas Protos, som er ét af Ribera del Dueros ældste vinhuse, grundlagt i 1927. Her bringer en rundvisning dig gennem de lange, gamle kældre med stablede vintønder langs væggene, dernæst gennem produktions- og tappehallerne for til sidst at slutte øverst oppe under taget i den moderne afdeling, hvor vinene kan smages og købes.
Bodegas Protos ligger i den mindre by Peñafiel, og hvis du i forvejen befinder dig dér, kan byens vinmuseum, Museo del Vino, anbefales. Museet ligger i en gammel borg på byens højeste punkt, så du kan ikke undgå at se den. Borgen er en oplevelse i sig selv med en fantastisk udsigt. Indvendigt finder du en masse information om vindyrkningens historie, redskaber og produktionsteknikker, og du kan dufte til forskellige vin-noterelaterede duftbokse og gætte dig frem til indholdet.
Producenten Protos bygninger, der er formet som en drueklase.
Museo del vino ses på toppen i baggrunden. Billedet er taget fra den lokale tyrefægtningsplads i Peñafiel.
Udsigten fra Museo del Vino.
http://museodelvinodevalladolid.com/
Dansk vinmager i verdensklasse
Set med danske øjne er der en særlig interessant kobling mellem Ribera del Duero og Danmark. Bag vinhuset Dominio de Pingus står danske Peter Sisseck, som er blevet verdenskendt for sin biodynamiske vin Pingus, lavet på tempranillo, med en flaskepris, der begynder ved ca. 5.000 kroner. Han producerer kun omkring 6.000 flasker pr. år, og eftersom at verdens mest indflydelsesrige vinanmelder Robert Parker flere gange har givet vinen topkarakterer, er den meget eftertragtet på verdensplan.
Hvis Peter Sissecks vine har vakt din interesse, og 5.000 kr. for en flaske vin er i overkanten, så producerer han ligeledes Flor de Pingus, som typisk koster 500-1000 kr.. Herudover er han involveret i produktionen af vinene Q2, Quinta Sardonia og PSI, alle fra Ribera del Duero, og som koster under 500 kr. pr. flaske.
Kendisser dyrker vin i Ribera
Også kendisser har fået øjnene op for Ribera del Duero. Skuespilleren Antonio Banderas ejer 50 procent af vinhuset Anta Banderas, som han i juni 2009 købte sig ind i.
Også den brasilianske fodboldspiller Ronaldinho har investeret penge i Ribera-vin, nærmere bestemt i huset Emilio Moro.
Hvis du er på udkig efter nogle af Ribera del Dueros bedste, er her nogle af de allerbedste producenter:
– Vega Sicilia
– Dominio de Pingus
– Pesquera
– Hacienda Monasterio
Denne artikel er oprindeligt publiceret i magasinet MAD&venner nummer 89.
