Som du måske ved, er det udelukkende mousserende vin fra området Champagne, der må kaldes for champagne. Det betyder dog ikke, at der ikke findes andre fremragende producenter af mousserende vin uden for Champagne, og nogle af dem minder endda ganske meget om vinene fra denne eftertragtede og pompøse region i det nordøstlige Frankrig.
At jeg i denne artikel kan skrive, at en vinproducent i England formår at skabe mousserende vin, der både i kvalitet og smag kan måle sig med mange champagner, havde jeg ikke set komme.
Læs også: Stor test af champagne
For nylig var jeg inviteret til smagning af vinene fra producenten Nyetimber, der er Philipson Wines seneste satsning inden for mousserende vin. Efter fem års gentagne anmodninger fra den danske storimporter ”overgav” Nyetimber sig endelig og gjorde dermed Danmark til det kun andet land i verden (Japan er det andet), der forhandler disse vine. Ifølge producenten selv skyldes den begrænsede eksport bestemt ikke manglende efterspørgsel fra omverdenen. Tværtimod har Nyetimber kunnet tillade sig at være yderst kræsne i deres udvælgelse af importører, eftersom efterspørgslen alene i England er så stor, at de kunne sælge det hele inden for landets egne grænser; men efterspørgslen vil naturligvis kun stige, hvis resten af verden får mulighed for at opdage vinene, og således kan Nyetimber i fremtiden formentlig hæve priserne.
Sådan er spillereglerne, og nysgerrige vinelskere kan bestemt glæde sig over, at Nyetimber nu er at finde på dansk grund.
Lighed med Champagne
Husets første vinplanter blev plantet i 1988, og Nyetimber bruger udelukkende druer fra sine egne marker i West Sussex og Hampshire i Sydengland. Jordbunden minder meget om den i Champagne, i det den er meget rig på kalk. Temperaturen er i gennemsnit én grad lavere end i Champagne, så lighederne er til at få øje på. Ydermere bruger producenten udelukkende de klassiske champagnedruer, Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay. Vinene har i flere smagninger klaret sig glimrende og snydt mange erfarne smagere til at tro, at de havde champagne i glasset. Jeg må sige, at jeg er yderst overrasket over kvaliteten, som bestemt hamler op med mange vine i netop Champagne.
Når det så er sagt, er der heller ikke tale om billige vine, eftersom prisen for den billigste vin i sortimentet er 249,95 kroner per flaske ved køb af 12 flasker, mens den mest kostbare sniger sig op på 799,95 kroner ved køb af 12 flasker.
Læs også: Himmelsk bourgogne-aften
Derfor har Philipson Wine en spændende udfordring foran sig, for hvem køber en flaske engelsk mousserende vin, når du til den samme pris kan købe god champagne? Jeg mener dog, at vinene har deres berettigelse, og for vinnørder, der gerne vil udforske ukendt territorium, er vinene fra Nyetimber bestemt et bekendtskab værd og en nydelse i sig selv, uanset om de minder om champagne eller ej.
For de nynordiske restauranter vil disse vine også være oplagte, da deres kølige udtryk passer glimrende til det elegante nordiske køkken. Det, der særligt overraskede mig var, at vinene viste stor ungdommelighed, selv efter seks til otte år, hvilket er tegn på et stort lagringspotentiale, og det jeg ikke havde forventet.
Herunder følger vinene, i den rækkefølge vi smagte dem og mine vurderinger af dem.
2009 Nyetimber Classic Cuvée, 249,95 kroner per flaske v/køb af 12
Dette er basisvinen fra Nyetimber. Farven er let gylden, og tyngden i næsen er ligeledes i den lette ende. Der er dog antydninger af gærnoter a la champagne. I munden er syren en anelse skarp og ikke helt integreret i vinen (endnu). Med noter af Karl Johan-svampe og nødder byder den på nogle af de klassiske udtryk, vi kender fra champagne. Jeg savnede lidt mere krop og balance, som, jeg ikke vil afvise, kan komme med alderen.
2009 Nyetimber Tillington Single Vineyard, 799,95 per flaske v/køb af 12
800 kroner for engelsk vin?! Den er god nok, og det er vinen så sandelig også. Denne enkeltmarksvin er smukt gylden i farven og byder på en kølig brise i næsen som på en kold efterårsdag i det sydengelske. Den opfølges af en elegant note af hindbær og ribs, hvilket giver mening, eftersom vinen består af 79 procent pinot noir, der er en blå drue.
I munden er vinen i yderst flot balance med en fyldig krop og noter af discoveryæbler, mandler og et strejf af krudtrøg. Fylden opvejes af en markant syre, som skaber en utrolig delikat vin. Vi er oppe i pris, men det er også en fremragende vin, som vil udvikle sig positivt mange år frem.
2007 Nyetimber Blanc de Blancs, 349,95 kroner v/køb af 12
Imponerende. Denne seks år gamle vin på ren chardonnay viser overraskende ungdom, og den viser langt fra sit fulde potentiale endnu, hvilket vidner om en lagringsevne, jeg ikke havde forventet.
Farven er lys gylden med et grønligt skær. Næsen er fyldig med noter af julekrydderier, tørret frugt og lidt toner af syrlig ost a la prästost.
I munden afsløres vinens fyldige karakter og noter af mandarin, grøn chili, purløg og marcipan, en flot mineralitet og igen en rank syre, der gør vinen interessant tår efter tår. En flot vin, som jeg ikke tøver med at anbefale. Lad endelig nogle stykker ligge i fem til 10 år, så du kan følge dens udvikling. Et godt køb.
2009 Nyetimber Rosé, 399,95 kroner per flaske v/køb af 12
Hold da op, den er rød, nærmest som en italiensk rosé. I næsen er den ikke så bærpræget, som næsen indikerer, hvilket er rart, da den kunne blive for voluminøs. Denne vin er mindre syrlig end de andre. Den er blød og rund med masser af jordbær i smagen og en vis mængde tannin, der vil gøre den velegnet til lettere kødretter såsom tatar eller lyst fjerkræ. Det er en glimrende vin, men den fangede ikke min opmærksomhed på samme måde som de andre, og for 400 kroner er der flere roséer i Champagne, jeg hellere ville købe.
2005 Nyetimber Classic Cuvée Magnum, 599,95 per flaske v/køb af 12
Så runder vi en alder på otte år, og der er stadig masser af liv at spore. Farven er flot gylden, og næsen byder på fennikelfrø og mellemøstlige krydderier. En meget frugtig vin med et let strejf af sødme. Den er mundvandsdrivende og har noter af rugbrød, fersken og har en flot mineralitet. En flot vin, og eftersom vi er oppe i magnumstørrelse, er prisen helt i orden. Et godt køb.
2003 Nyetimber Blanc de Blancs Magnum, 799,95 per flaske v/køb af 12
2003 er kendt som en dårlig årgang i Europa, fordi det var et meget varmt år. På grund af det køligere klima i England er denne årgang dog omvendt meget vellykket, hvilket vi i højeste grad oplever i denne vin. Den står efter 10 år endnu rank og flot med noter af rugbrød, kaffe, smørkage og peanuts i næsen. Allerede ved første slurk får den mig til at trække på smilebåndet i glæde over, hvilken velsmag og balance jeg oplever. Eftersmagen er lang med en let bitter tone af grape, som giver den lidt kant og gør den velegnet til mad. 800 kroner er meget for en vin, selv om det er en magnumflaske, men igen må jeg sige, at det er flot vin, som hamler op med rigtig meget vin fra Champagne, og dermed tøver jeg ikke med en anbefaling. Jeg vurderer, at den kan ligge i minimum et årti mere. Et godt køb.
NV Nyetimber Demi-Sec, 249,95 per flaske v/køb af 12
Så er vi i den søde afdeling, men helt sødt bliver det dog ikke med denne friske sag, der har et højt syreniveau, som jeg er ganske vild med. Næsen dufter af hyldeblomst og Karl-Johan-svampe, og smagsnoterne er solmodne æbler og citrusfrugt. Den vil stå glimrende til en frisk dessert med megen syre, for eksempel med danske efterårsæbler, men den får det svært i selskab med meget søde desserter, er min vurdering. En udmærket vin, som dog ikke når samme højder som de tørre vine. Søger du en spændende dessertvin til syrerige nordiske desserter, har du dog et glimrende bud i denne vin.
Konklusionen på denne smagning er, at jeg i højeste grad er blevet overbevist om potentialet i dette nu 25 år gamle projekt. Jeg havde svært ved at forestille mig, at denne kvalitet var mulig at opnå i England, men vinene har virkelig imponeret mig. Med de små kvantiteter, der er tale om, vil vinene holde en høj pris, men jeg må sige, at vinene generelt er prisen værd. Specielt Nyetimbers Blanc de Blancs vil stå klart i min erindring i lang tid, og det bliver spændende at følge deres udviklingspotentiale i fremtiden.
Alle vinene forhandles hos Philipson Wine.
Læs mere om vin på feinschmeckeren.dk