Vinområdet Bordeaux har de seneste 10-15 år haft et lidt støvet renommé. Årgangene har været for svingende og priserne for høje; men man kan ikke underkende, at vinene fra Bordeaux i mange tilfælde er fremragende, og at de fortsat agerer forbillede for måden at lave vin på i vinregioner over hele verden. Jeg smagte for nylig på noget af det bedste, appellationen St. Emilion har at tilbyde, i form af vinene fra Château Pavie.
feinschmeckeren.dk var inviteret til smagningen af Otto Suenson
De seneste årtier har naturvin fyldt meget på de gode danske restauranter. Det har i stor stil været på bekostning af de klassiske områder, som ellers har tegnet de store linjer i vinens verden op gennem tiden; mens jeg hilser alskens nye vine velkommen, understreger jeg samtidig vigtigheden af, at man heller ikke må glemme klassikerne. Bordeaux er et vinområde, som har haft det lidt svært de seneste par årtier. Markant stigende priser for de bedste slottes vine har været en af de væsentligste årsager til, at Bordeaux er blevet fravalgt i mange sammenhænge. De svingende årgange, som området historisk har været kendt for på grund af ustabile vejrforhold, har været en anden væsentlig faktor. Et mere stabilt marked i Bordeaux sammenlagt med det faktum, at klimaforandringerne har givet et langt mere kontinuerligt (højt) niveau i området, gør dog, at det bestemt er værd at kigge mod den vestfranske region igen. Det blev jeg mindet om forleden, da jeg deltog i en smagning med vine fra henholdsvis Château Monbousquet og Château Pavie. Slottene har det til fælles, at de begge ligger i appellationen Saint-Émilion i den østlige del af Bordeaux, og at de ejes af franskmanden Gérard Perse.
Fra fattig til forretningsmand
Gérard Perse er en succesfuld forretningsmand, der voksede op som en af mange søskende i en fattig familie i Paris. Sammen med sin hustru købte han som ung et lille supermarked, og hurtigt fik han succes ved at opbygge og sidenhen videresælge supermarkeder. Sideløbende opbyggede han en stor passion for vin, og på et tidspunkt var formuen stor nok til, at han kunne erhverve sig Château Monbousquet i 1993. Alt blev moderniseret, og kvaliteten af vinene steg hurtigt, hvilket gjorde, at især Robert Parker fik smag for vinene og begyndte at give dem mange point. I 1998 købte han ligeledes det historiske Château Pavie, som op til købet havde levet en hensygnende tilværelse i flere årtier, hvilket havde ført til, at slottets vine ikke levede op til fordums styrke; det skulle der laves om på. Vinmarkerne blev endevendt, og gamle stokke blev revet op til fordel for nye, mens der kom langt bedre styr på dyrkningen og den generelle pleje af vinstokkene. Samtidig blev kældrene og produktionsfaciliteterne løftet til et niveau, som i 2012 førte til, at Château Pavie trådte op i den øverste liga i Saint-Émilion med klassificeringen Premier Grand Cru Classé (A), der er den højeste rangering, et vinslot i Bordeaux kan opnå.
Fylde, koncentration og kompleksitet
Vinene fra både Monbousquet og Pavie er strålende eksempler på, hvorfor Bordeaux har sin berettigelse. Det er vine, som er kendetegnet ved stor koncentration, kompleksitet og balance. De fungerer ikke til lette, sarte retter, men til gengæld kan de håndtere alt fra koncentrerede gryderetter til lam og okse med indkogte, fondbaserede saucer. Jeg erkender, at disse vine ikke er billige, langt fra, men de tæller som de nogle af de stærkeste eksempler på, hvorfor Saint-Émilion – og Bordeaux i det hele taget – er et vigtigt vinområde, som også laver vine til langt mere spiselige priser.
Læs også: Taittinger – grevinden af Champagne
Blanc d’Exception 2020, Château Monbousquet, Saint-Émilion
499 kr.
ottosuenson.dk
Hvidvin er i sandhed en undtagelse i Saint-Émilion, hvilket også har inspireret Monbousquet til at kalde vinen ”Den hvide undtagelse”. Én hektar er helliget dette projekt. Sauvignon blanc og sauvignon gris blev plantet i 1994, og resultatet er en fyldig og cremet hvidvin, som samtidig besidder en delikat, spændstig mineralitet og noter af kiwi, hyldeblomst og solbærblade. Der er anvendt både nye og brugte egetræsfade, hvilket har resulteret i en vin med en flot balance mellem et fyldigt, koncentreret udtryk og en frisk elegance, som man også kender det fra den væsentligt mere kendte hvidvinsappellation i Bordeaux ved navn Pessac-Léognan.
Grand Cru Saint-Émilion 2019, Château Monbousquet, Saint-Émilion
599 kr.
ottosuenson.dk
For blot 10-15 år siden var det nærmest uhørt at drikke så ung bordeaux, som det er tilfældet her, af den simple årsag, at de fleste vine skulle ligge flere år på langs for at blødgøre tanninerne til et niveau, som gjorde det behageligt at indtage vinen. Årgangene er blevet væsentligt mere stabile og teknikkerne i vinkældrene bedre, således at mange bordeaux-vine i dag kan nydes, når de frigives. Det er denne vin et godt eksempel på. Der er noter af brombær og blommer, tobak og læder, og tanninstrukturen er fast og alligevel moden og afrundet; et rigtig godt eksempel på klassisk saint-émilion i en venlig, imødekommende stil.
Arômes de Pavie 2015, Château Pavie, Saint-Émilion
Udsolgt
Arômes de Pavie er Château Pavies andenvin, som kommer fra yngre stokke end dem, der anvendes til flagskibsvinen. Druerne kommer fra både sand- og lerholdige jorde såvel som et kalkrigt plateau. Det er mulighed en andenvin, men den har karakter som en frontløber med sine intense noter af blommer, brombær, jern, grafit og urter. Tanninerne er kraftfulde og tyktflydende, og selv med otte år på bagen viser den ingen nævneværdige tegn på aldring. Med andre ord er det en vin, som kan lagre længe, og det kan man med fordel gøre, hvis man vil have fuld valuta for pengene her.
Château Pavie 2018, Saint-Émilion
3.799 kr.
Vi runder smagningen af med hovedattraktionen i form af toprødvinen fra Château Pavie. Merlot udgør knap 2/3 af blendet, mens cabernet franc repræsenterer en fjerdedel og cabernet sauvignon de sidste 10 procent. Dette er en vin med så megen råstyrke og koncentration, at der skal mere end de foreløbig fem års lagring til, før den for alvor begynder at udstråle imødekommenhed. Med andre ord er den forholdsvis lukket lige nu, om end der er delikate noter af mørke bær, vanilje og chokolade en masse. Den indtager munden på magtfuld vis med sine stramme, faste tanniner og sin tætte struktur, som demonstrerer, at dette er en vin, der kan og vil imponere. Dette er en vin til feinschmeckeren, der ønsker at have en særlig vin på lager til en særlig anledning, og som vil opleve essensen af, hvad Saint-Émilion har at tilbyde som vinregion.
Vinene forhandles hos Otto Suenson.